“Hvis mennesket vil fortsætte med at leve, må det forandre sig.”1Karl Jaspers, “Die Atombombe und die Zukunft des Menschen” (Basel: Radio DRS, 1956), 32:03. Alle oversættelser er mine egne. Så radikalt formulerede den tyske filosof Karl Jaspers sig i 1956, da han i et radioforedrag om “Atombomben og menneskets fremtid” analyserede den dramatiske ændring i civilisationens historie, der var indtruffet med atombomben. Mennesket er fortabt, hvis det ikke tænker det hele forfra, mente Jaspers. Vi står over for en uset og utænkt fare, der kræver mobilisering af alle kreative kræfter. I forordet til den bog med samme titel som foredraget, der blev udgivet to år senere, skrev Jaspers, at det drejede sig om intet mindre end nødvendigheden af at forandre selve menneskets “etisk-politiske tilstand”.2Karl Jaspers, Die Atombombe und die Zukunft des Menschen (Piper Verlag, 1958), 5. I lyset af disse meget højtsvungne ord om radikaliteten og singulariteten af atombomben som verdenshistorisk begivenhed, er det næsten voldsomt så uoriginale Jaspers tanker var om, hvad der så måtte tænkes. Det er faktisk svært ikke at miste opmærksomheden, når man hører foredraget i dag, fordi det bestandig vender tilbage til de samme besværgelser om frihed og ansvar, internationalt samarbejde og modstand mod totalitarisme. Det eneste spørgsmål, der for alvor trænger sig på, er i virkeligheden, hvordan nogen har kunnet få den tanke, at det temmelig magre, filosofiske indhold i det 55 minutter lange foredrag burde udfoldes i en 500 sider lang traktat. Maurice Blanchot konstaterede da også lakonisk efter udgivelsen af den franske oversættelse af bogen i 1964, at “apokalypsen er skuffende”. Det var ikke, fordi Blanchot mente, at Jaspers valgte forkert i kampen mellem øst og vest, men fordi hans skrift var én lang, performativ selvmodsigelse: “Netop i den bog, der skulle udgøre bevidstheden om, begyndelsen af og kommentaren til denne forvandling, har intet ændret sig hos Jaspers – intet i sproget, i tænkningen eller i de politiske formuleringer, der i sammenhæng med livslange, fikserede synspunkter, heraf nogle ganske ædle og andre meget ensidige, er bibeholdt og endda skærpet.”3Maurice Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, i Friendship, overs. Elizabeth Rottenberg (Stanford University Press, 1997), 102.
Blanchot ser også en radikal nyskabelse i atombomben, der kræver filosofisk refleksion. Ligesom Jaspers ser han en åbning til en ny form for universalistisk tænkning, men ikke én, der fordrer assimilation under en paraply af allerede udtænkte principper. Bomben gav ganske rigtigt mulighed for at tænke menneskeheden som en form for skæbnefællesskab, men det var en enhed, der fremtrådte ad det negatives vej, dvs. paradoksalt nok gives fællesskabet netop og først i kraft af forestillingen om dets udslettelse. Derfor måtte menneskehedens enhed heller ikke tænkes som en harmonisk udbredelse af veletablerede synspunkter til alle (sådan som vi ca. kender det fra Kojèves læsning af Hegel og siden Fukuyamas forståelse af “historiens afslutning”), men som konceptionen af en form for brudt enhed: en tænkning af et uharmonisk, konfliktfyldt og udsat fællesskab med akut forpligtelse på at handle fornuftigt i en umulig situation. Blanchot bruger den kantske distinktion mellem forstand og fornuft til at forklare forskellen. Hvor forstanden bestemmer og bedømmer ud fra allerede givne begreber, er fornuftens opgave at skabe en form for helhed af ultimativt modstridende interesser og ideer: “Fornuften er totaliteten selv i arbejde, men fordi den ikke opnås gennem en stille velvilje, men gennem antagonisme, kamp og vold, risikerer den, som den virkeliggør sig selv, at provokere den ufornuftige begivenhed, som den har rejst sig imod og ved hvis hjælp den på nogle måder har rejst sig selv.”4Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, 107. Den totalitet eller helhed, som Blanchot dermed forsvarer og argumenterer for, er, som Alenka Zupančič har beskrevet det, “tydeligvis ikke nogen organisk, harmonisk totalitet, men simpelthen en totalitet, der ikke fornægter sine egne antagonismer”.5Alenka Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, S: Journal of the Circle for Lacanian Ideology Critique, 10 & 11 (2017–18), 22.
Zupančič fortæller i sin artikel fra 2017, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, om en komisk oplevelse af en scene i en horrorfilm, der faktisk illustrerer forskellen på at leve med katastrofen ud fra en forstandsmæssig og en fornuftsmæssig tilgang. En dag, hun tændte for fjernsynet, kom hun ind i begyndelsen af en horrorfilm, hvor en deprimeret kvinde var i færd med at begå selvmord ved at sluge et helt glas sovepiller. Før kvinden nåede at udføre sin handling, blev hun imidlertid afbrudt af en varulv, der var kravlet op til hendes vindue, hvilket fik hende til at gå i panik og råbe på hjælp. Scenen er komisk, skriver Zupančič, fordi sandheden er komisk. Selvom man har besluttet sig for, at det hele er meningsløst, og man ikke længere vil være med, kan man faktisk blive skræmt fra vid og sans i en grad, så man begynder at kæmpe for sit liv. Der er en lignende asymmetri mellem forstanden og fornuften. Forstanden følger velkendte skemaer og begreber og kan ikke se nogen mulighed for, at noget skulle kunne være grundlæggende anderledes, end det er. Fornuften er derimod forpligtet på at tænke selv dét, der ikke giver mening og at rumme konflikten, endda paradokset. Hvis det går ad helvede til, er forstanden således garant for en mismodig fremskrivning af det bestående og det velkendte: Det ender galt (så hvorfor ikke lige så godt afslutte det nu?). Fornuften er ikke bundet af den samme nødvendighed. Dens modus er snarere noget i retning af at sige: “Det går ad helvede til – og vi kan umuligt gøre noget ved det … Det må vi gøre noget ved!”
Således finder vi også en forskel mellem den trussel, Jaspers og Blanchot forholdt sig til, og dét, der giver Zupančič anledning til at tage deres modsætning op. Apokalypsen er stadig skuffende, skriver Zupančič, idet hun altså gentager Blanchots titel og i øvrigt hylder den for at have “samme kvalitet som en fremragende, åndrig vittighed”.6Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 16. Men apokalypsen har også ændret karakter på en væsentlig måde siden koldkrigstiden. Selvom bomben selvfølgelig stadig spiller en rolle i den kollektive bevidsthed (og den politiske virkelighed!), er der en anden dimension ved apokalypsen, der er begyndt at gøre sig stadig mere gældende. Vi lever i en form for langsom realisering af apokalypsen, allerede midt i den. Vi bevidner dens udfoldelse og ved temmelig meget, alt for meget, om, hvordan den vil udfolde sig gennem de kommende årtier. Vi ved også, at den kan tage voldsomme spring og accelerere, men grundlæggende er den en virkelighed, mere end en forventning om en (kun) mulig, fremtidig begivenhed:
I dag advarer de mest skarpsindige analytikere ikke imod, hvad der vil ske, hvis vi trykker på de forkerte knapper; de insisterer snarere på, at de forkerte knapper allerede er blevet trykket på. Apokalypsen er allerede begyndt og er blevet en aktiv del af vores liv og vores verden, sådan som den er. Den venter ikke på os et sted i fremtiden, men dikterer vores sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser, mens vi taler.7Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 24.
Det mest oplagte eksempel på dette, der egentlig ikke er et eksempel men sagen, er klimaforandringerne.
Det mest skuffende ved klimaforandringerne er i første omgang naturligvis, at vi ikke har formået at bremse dem. At vi ikke engang har formået at bruge vores forstand. Når Immanuel Kant i sit oplysningsskrift plæderede for ethvert menneskes pligt til at gøre brug af sin egen forstand, var det ikke en opfordring til, at enhver skulle “foretage sin egen research”, som det hedder hos konspirationsteoretikerne. Det var en opfordring til at tage bestik af, hvad vi som menneskehed ved og kan vide, hvordan vi kan forbedre det, hvilke konsekvenser, der følger af det, osv. At bruge sin egen forstand handler ikke om at etablere sine egne, “alternative kendsgerninger”, men om at tage udgangspunkt i det, der efter de mest velbegrundede vurderinger gælder som kendsgerninger og forsøge at drage sine konklusioner eller tænke videre med dem. Misforståelsen af Kants imperativ om at have mod til at gøre brug af sin egen forstand minder om den misforståelse af det kategoriske imperativ, som Adolf Eichmann gjorde sig skyldig i under sin retssag i Jerusalem, hvor han hævdede altid at have fulgt Kants princip om at handle efter forestillingen om generelle love, om end han måtte indrømme at have afveget fra det, da han blev klar over, at han var med til at udvirke “den endelige løsning”. Som Hannah Arendt gjorde opmærksom på i sin reportage fra retssagen, var Eichmanns “morallov” dermed i virkeligheden en forvanskning af Kant i retning af at gøre landets gældende love til det princip, han ville følge.8Hannah Arendt, Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (Penguin Books, 2006), 136. Hans principper var slet ikke universelle, da det kom til stykket, men underlagt den lokale og aktuelle politiske orden, for de holdt jo netop kun som universelle, så længe de ikke var i modstrid med det lokale. Eller som Arendt skrev, stemte Eichmanns ubevidste brug af Kant overens med det, han selv kaldte “husmandsudgaven”:
I denne husmandsudgave er alt, der er tilbage af Kants ånd, kravet om, at mennesket gør mere end at adlyde loven, at det […] identificerer sin egen vilje med princippet bag loven – den kilde fra hvilken loven er udsprunget. I Kants filosofi var denne kilde den praktiske fornuft; i Eichmanns husmandsudgave var det Førerens vilje.9Arendt, Eichmann in Jerusalem, 137.
På lignende måde har vi, med “vores egen forstand”, fulgt vores egne, lokale love og idiosynkrasier, i stedet for at indstille os på de universelle forpligtelser, som udspringer af den samlede, videnskabelige viden. Ingen herhjemme inkarnerer denne perverterede forstandsbrug bedre end Bjørn Lomborg, der lagde ud med at betvivle realiteten af klimaforandringerne og i de efterfølgende 25 år har haft en ny relativering eller distraktion for hver ny, videnskabelig erkendelse, inklusive et “argument” om (bare for at minde om absurditeten), at vi kan blive nødt til at ofre den oprindelige, grønlandske befolkning, fordi det er for dyrt at beskytte den relativt lille befolkningsgruppe, hvis vi også vil hjælpe alle de mennesker, der lider af tuberkulose, malaria og andre sygdomme i andre dele af verden.10Jeppe Villadsen, “Lomborg: For dyrt at redde eskimoer”, Dagbladet Information, 6. april 2004.
Filosofisk betragtet er det skuffende ved den gradvise apokalypse imidlertid, at vi ikke har formået at gøre brug af vores fornuft; at Blanchots brudte helhed ikke findes som en genopfundet enhed, men snarere i mere eller mindre eksotiske versioner og forsøg, i fragmenter og udkast og marginale positioner. Der er blevet tænkt meget, må det retfærdigvis siges. Mange kreative og originale kunstnere og aktivister har udkastet nye visioner og fundet på ting, der burde have kunnet inspirere og motivere os alle. Opfindere og entreprenører har fundet på løsninger, og poeter og filosoffer har opfundet nye genrer eller genopdaget svundne tiders etikker. Ikke desto mindre er det, som om ingenting er sket. Er det, fordi vi allerede har taget sovepillerne? Eller fordi det stadig er muligt at bilde os ind, at det hele nok skal gå? Er det, fordi det akademisk-ideologiske kompleks er blevet til en redundant maskine af forskningsansøgninger, konferencer, kurser, publikationer og citationer, der har den afgørende fælles ambition, at de for alt i verden ingenting må ændre i den måde, der grundlæggende tænkes på? Er vi alle blevet til Jaspers-efterkommere, der nok kan identificere en trussel, men er hjælpeløse i formuleringen af et alternativ?
Måske kan vi tage ved lære af de politikere, der ikke lader sig hæmme af, at noget virker urealistisk eller malplaceret. Som Donald Trump, selvfølgelig, der regerer pr. dekret og opfinder departementer og indfører tariffer og erklærer krige for afsluttede. Eller mere beskedent og hjemligt som Anders Fogh Rasmussen, der i 2001 besluttede at oprette et “Institut for Miljøvurdering” til Bjørn Lomborg, der fik i opdrag at producere rapporter og artikler, der kunne sætte spørgsmålstegn ved ethvert progressivt initiativ på miljøområdet, før det var nået til første behandling på et ugekursus på en højskole. Det passer lige med næste folketingsvalg: I 2027 vil det være 25 år siden, Institut for Miljøvurdering blev oprettet. Ved den lejlighed kunne man passende erklære 25 års ansvarspådragende passivitet for afsluttet og oprette et nyt regeringsstøttet kontor, der f.eks. kunne hedde Omstillingsrådet. Rådet skulle have to afdelinger: Handling (forstandssektionen) og Tænkning (fornuftssektionen). I den første skulle der kunne udstedes dekreter om øjeblikkelig handling på forebyggende miljøtiltag, der uden videre kunne implementeres, og som byggede på allerede kendt viden: udfasning af kød fra offentlige kantiner, forbud mod ferieflyrejser (ja – der skal være et kontroludvalg, der tjekker legitime rejsemål, når man køber en billet), stop for udvinding af fossile brændstoffer, osv. I den anden skulle der frigives midler til grundforskning og offentlige møder og arrangementer om den “brudte helhed”, som verden må gentænkes som. Kunstnere, debattører, filosoffer og aktivister, med Bertel Haarder som bestyrelsesformand og et brændende imperativ skrevet ind over døren: “TÆNK, FOR SATAN!”
| 1. | Karl Jaspers, “Die Atombombe und die Zukunft des Menschen” (Basel: Radio DRS, 1956), 32:03. Alle oversættelser er mine egne. |
| 2. | Karl Jaspers, Die Atombombe und die Zukunft des Menschen (Piper Verlag, 1958), 5. |
| 3. | Maurice Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, i Friendship, overs. Elizabeth Rottenberg (Stanford University Press, 1997), 102. |
| 4. | Blanchot, “The Apocalypse is Disappointing”, 107. |
| 5. | Alenka Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, S: Journal of the Circle for Lacanian Ideology Critique, 10 & 11 (2017–18), 22. |
| 6. | Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 16. |
| 7. | Zupančič, “The Apocalypse is (Still) Disappointing”, 24. |
| 8. | Hannah Arendt, Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (Penguin Books, 2006), 136. |
| 9. | Arendt, Eichmann in Jerusalem, 137. |
| 10. | Jeppe Villadsen, “Lomborg: For dyrt at redde eskimoer”, Dagbladet Information, 6. april 2004. |