I en krisestund sagde en af mine kloge venner engang til mig: Det bedste, du kan gøre, er at læse. Dengang syntes jeg, at hans forslag var idiotisk. I dag har jeg forstået, at han havde så evigt ret. Derfor vil jeg give dette bud videre til alle jer, der begræder breakuppet mellem Europa og USA. Hvis I synes, verden er af lave, fordi den liberale verdensorden er gået under, så læg jer til rette på sofaen og læs på livet løs!
I det følgende vil jeg kontemplere lidt over min egen internetudgravning af Kong Gulerods historiske aflejringer. Det viser sig nemlig, at der her findes nogle interessante perspektiver, der måske kan sætte nutidens ideologiske omvæltninger en smule i relief – måske endda bidrage til den åndelige oprustning!?
Det hele starter i 1819 med E. T. A. Hoffmanns eventyr Klein Zacher gennant Zinnober (Lille Zacher kaldet Zinnober). Vi befinder os i et lille idyllisk fyrstedømme, hvor feer bor side om side med mennesker. Da Fyrst Demetrius overlader tronen til sin søn Paphnutius beslutter denne sig imidlertid for per dekret at indføre Oplysningen (med stort O) i det lille land. Feer og andet tryllefolk skal bortvises, sådan at fornuften endelig kan råde. Under denne udrensning når feen Rosabelverde dog at redde sig i skjul ved at skifte navn til Fräulein von Rosenschön.
En dag kommer von Rosenschön forbi en ludfattig kvinde, der er dejset om af træthed i grøftekanten. Med sig har kvinden sit tre-årige drengebarn, der er så grim, at han ligner en ræddike. Rosenschön får medlidenhed med kvinden, men hun når til den konklusion, at det ikke giver mening at give hende penge. Ifølge den oplyste fe har fattige folk det jo med at ødsle penge bort. Til gengæld vælger feen at fortrylle det stygge drengebarn. Fra nu af vil han blive i stand til at tage æren for alle de gode kvaliteter, som folk omkring ham kan stille op med. Han kan med andre ord blive benådet for sin grimhed, ved at smykke sig med andres meritter.
Mange år senere rejser det nu voksne barn under navnet Zinnober til universitetsbyen Kerepes for at studere jura. I byen hersker Oplysningen. Under et teselskab hos Professor Mosch Terpin vil den stolte student Balthasar, i håb om at imponere både professoren og dennes datter Candida, fremføre sit seneste digt. Men Zinnober er også til stede denne aften, og just som fortryllelsen har spået, får Zinnober æren for det smukke digt, hvilket bringer Balthasar helt ud af fatning. Det viser sig kort efter, at Zinnober allerede har fået æren for mangt og meget blandt byens intellektuelle elite: På andres bekostning har han fået et godt ry for sine eminente musikalske evner, sin strålende sangkraft og desuden har han bestået sin juristiske statseksamen med bravour. Eneste problem: Det hele bygger på en forbandet – eller fortryllet, alt efter øjnene der ser – løgn.
Som man kan tænke sig til, så opnår Zinnober takket være sin fortryllelse både en ærværdig stilling i fyrstens udenrigsministerium samt – det måtte jo ske! – Candidas hånd. Nu er det bare sådan, at Balthasar i mellemtiden er stødt ind i Doktor Prosper Alpanus, der red forbi ham i sin åbne karet ude i skoven. Vognen fortjener en førstehåndsbeskrivelse:
Hør engang! – Hans kabriolet har form som en forsølvet musling, mellem hjulene er der anbragt en lirekasse, som spiller af sig selv, når vognen kører. Det, der ved første øjekast ligner en sølvfasan, er i virkeligheden en lille hvidklædt jockey, og det, man tror er en gylden skarnbasses vinger, er i virkeligheden blade, der er spændt ud som solskærm. Vognens to hvide heste har fået skruet horn i panden, sådan at de kan se rigtigt fabelagtige ud. Desuden er det sandt, at Doktor Alpanus bærer et smukt spanskrør med en herligt funklende krystal i knoppen, der har givet anledning til mange fabuleringer og endnu flere løgne. Det siges, at intet øje kan tåle krystallens lysskær. Men hvis doktoren dækker den over med et tyndt slør og man derefter retter et fast blik på krystallen, så siges det, at en spejling af den person, man har i sine inderste tanker, vil vise sig i krystallen.1E. T. A. Hoffmann, Klein Zaches genannt Zinnober (Berlin: Holzinger, 2013 [1819]), 40 (egen oversættelse).
Der er med andre ord fantasifulde ugler i mosen i det ellers oplyste fyrstedømme, og den knægtede student Balthasar søger hjælp hos Doktor Prosper Alpanus for at få hævn over Zinnober.
For at gøre en lang historie kort, så lykkes det til sidst Balthasar med doktorens hjælp at få afsløret Zinnobers scam. Balthasar får Candida og, for at det ikke skal være løgn, så ender historien også nogenlunde godt for Zinnober og hans fattige mor. Selvom Zinnober i kampens hede dør, så sørger feen Rosabelverde a.k.a. Fräulein von Rosenschön for, at han får en statsbegravelse og således sit gode ry velbevaret. Hans mor bliver kongelig hofleverandør af løg, og hun kan på den måde som en ægte oplyst erhvervskvinde arbejde sig vej ud af fattigdommen.
Tilbage i virkeligheden lod komponisten Jacques Offenbach sig inspirere af E. T. A. Hoffmanns eventyr og satte i 1872 operaen Le roi Carotte (Kong Gulerod) op i Paris.
Vi befinder os nu i den fiktive Kong Fridolin den 14.’s rige. På sin vis ånder alt fred og ro. Kongeriget er godt nok gået bankerot på grund af Fridolins eskapader som ung prins, men han har en plan til at opnå genoprejsning: Han vil kurtisere prinsessen i naboriget, der siges at være ved muffen. Planen ser ud til at lykkes, lige indtil den aften, hvor der er fest på hoffet og en vis Kong Gulerod kommer anstigende med sin skare af dansende grøntsager. Kong Gulerod præsenterer sig selv som konge af et underjordisk rige. Ved hjælp af nogle tryllekunster formår Kong Gulerod at vende folkestemningen mod Kong Fridolin, og Kong Gulerod overtager nu såvel trone som prinsesse.
Fridolin og hans fire tiloversblivende trofaste følgesvende må nu kæmpe for at komme af med Kong Gulerod igen. Deres vej går over det antikke Pompeii, hvor de lige netop når at få fat en magisk ring, de skal bruge til foretagendet, før de på afstand ser Vesuv gå i udbrud og civisationen gå under. Derudover må de en tur ned i insektriget, et smut til aberiget og igennem en ørken, før de til sidst kan vende tilbage til kongepaladset. Her har Kong Gulerod i mellemtiden mistet befolkningens tillid, opstand er på vej, og det lykkes slutteligt for Fridolin at tilbagevinde sin trone.
Hvad har disse fantasifulde historier at gøre med nutidens politiske omvæltninger? Nogen vil mene, at virkelighen næsten formår at overgå fiktionen. Den 20. januar 2025 blev Donald J. Trump igen taget i ed som præsident, og hvad der siden er sket, er næsten lige så vanvittigt som handlingerne i ovenstående eventyr. Bemærkelsesværdigt er det først og fremmest, hvor meget had Trump tilsyneladende har til EU og den europæiske frihandels- og fredsideologi. Men i kølvandet på den betragtning – som jo bliver fremført og diskuteret på daglig basis – gemmer sig måske en anden, slet skjult hemmelighed, der på forunderlig vis danner en rød tråd fra Zinnober over Kong Gulerod til Trump: Den gældende orden i et samfund er i høj grad styret af, hvem der narer hvem. Og vel at mærke er det sådan, at alle kneb gælder i denne kamp om magten. Trump siger godt nok, at han hader EU, men han elsker tilsyneladende de (for en stor del hedengangne) europæiske monarkier, eller i hvert fald den statsform, de repræsenterede.
Det blev senest understreget ved Trumps rundrejse i Asien. I Sydkorea modtog han en replika af en antik kongekrone. Som værterne i DR’s podcast Stjerner og striber kunne analysere sig frem til, så må man jo gå ud fra, at de sydkoreanske værter har fulgt nøje med i, hvad der kunne gøre deres hoser grønne hos den amerikanske præsident, og det, koreanerne nåede frem til, var altså en kongekrone.2Stjerner og striber, “Trump 2028?”, DR, 31. oktober 2025. Tilbage i september 2025 inviterede Storbritannien da også Trump på statsbesøg i selveste Windsor Castle. Og endnu et eksempel på Trumps forkærlighed for det monarkiske er hans planlagte ombygning af østfløjen i Det Hvide Hus. At dømme efter de billeder, der viser, hvordan balsalen skal se ud efter ombygningen, så står det klart, at det er europæiske, royale bygninger, der danner forbillede. Også Trumps påhit om at annektere Grønland demonstrerer hans ærefrygt overfor monarkiet: Mette Frederiksen er “nasty”, men når det danske kongehus viser flag på Grønland, bliver der underligt stille fra Trump-lejren. Og sidst men ikke mindst gik modstandere af Trump på gaden d. 18. oktober 2025 til såkaldte “No Kings”-protester, hvortil Det Hvide Hus’ modsvar var en AI-genereret video af Trump med kongekrone på, der flyver rundt i jetjager og bomber demonstranterne med lort.3The Independent, “Trump mocks ‘No Kings’ protests with shocking AI videos”, YouTube, 19. oktober 2025.
Trump sagde det selv i sin indtrædelsestale: “I was saved by God to make America great again.” Det må siges at være et valgsprog, der ligger bedre i munden og er en konge mere værdigt end danske Kong Frederik 10.’s, “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. Trumps valgsprog minder mere om Kong Frederik 3.‘s, “Dominus providebit” – “Herren vil råde”, og han var som bekendt Danmarks første enevældige konge. Forskellen ligger i, at Trump på samme måde som Frederik 3. placerer sig selv på et en helt særlig position lige mellem Gud og staten. Trumps ambition er ikke at tjene og forene noget folk, men derimod at lade glansen fra sin egen person beskinne det land, han regerer (no pun intended). Trump forstår i bogstavelig forstand sig selv som særligt udvalgt af Gud, og derfor irriterer det ham så grænseløst, når liberale institutioner så som EU, Harvard og Nobelkomitéen ikke anerkender ham denne særstatus. Til gengæld finder han en fin forståelse med ligesindede, absolutistisk tænkende statsledere som Putin, Kim Jong Un og Saudi Arabiens Kong Salman. Som leder af Jordens (endnu) eneste supermagt vil Trump nemlig ikke dømmes af andre end Gud.
Denne iagttagelse rejser spørgsmålet om, hvordan de europæiske lande som individuelle, politiske subjekter og EU som kollektivt, politisk subjekt kan bruge deres historiske og ideologiske arv i det igangværende realpolitiske spil om den globale magtbalance. Er det nok at invitere “daddy” på kaffe i de royale palæer rundt omkring på kontinentet, eller kunne der findes andre muligheder for at bringe erfaringerne med absolutistisk monarkisme i spil for at ophæve den trumpske fortryllelse?
Der findes næppe nogen bedre politisk tænker at gå til end den græsk-fødte, men tysk-skrivende filosof Panajotis Kondylis (1943–1998), hvis man vil forsøge at forstå, hvordan politisk magt udfolder sig som en kamp mellem antitetiske positioner. Kondylis arbejdede ud fra et metodisk begreb, han kaldte “deskriptiv decisionisme”, der i følge ham selv endelig ikke må forveksles med Carl Schmitts “militante decisionisme”.4Panajotis Kondylis, Macht und Entscheidung. Die Herausbildung der Weltbilder und die Wertfrage (Stuttgart: Klett-Cotta, 1984), 22. Forskellen på de to begreber ligger i, at Kondylis’ decisionisme i modsætning til Schmitts ikke er normativ, dvs. den “deskriptive decisionisme” vil udelukkende beskrive, hvordan politik fungerer. Schmitt peger på, at beslutningsmagt (heraf termen “decisionisme” – magten til at tage en beslutning) kræver en person, der tager magten i egen hånd og afgør kampen i et politisk stridsmål. Modsat forholder Kondylis sig udelukkende til det faktum, at politisk-historisk udvikling er båret frem af konkrete politiske afgørelser, der kun kan træffes gennem magtanvendelser. Hvor Schmitt ser magtanvendelse som en etisk handling, der betragter Kondylis magtanvendelse som uomgængelig del af den historiske, politiske og sociale logik. Kondylis tillader sig derfor også at forblive svar skyldig, hvis han spørges ind til, hvad der er rigtigt og forkert, godt eller dårligt. Med Kondylis har vi altså først og fremmest at gøre med en ideologikritiker.
Kondylis’ “deskriptive decisionisme” er desuden teoretisk funderet i dialektikken, hvilket betyder, at Kondylis forstår historiens udvikling som et resultat af modstridende positioners magtkamp. Dette kunne foranledige én til at tro, at Kondylis dermed også ser kampen afsluttet, idet den ene part vinder over den anden. Men her giver Kondylis en (måske) overraskende anderledes udlægning: “Det er til enhver tid sådan, at sejrherrens ideologi giver den besejrede en fortolkningsramme til at forstå virkeligheden ud fra, nederlaget bliver på sin vis beseglet ved at de besejrede overtager sejrherrens standpunkt.”5Panajotis Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert. Von den Utopien zur Globalisierung (Heidelberg: Manutius Verlag, 2001), 7–8 (egen oversættelse).
Det betyder altså, at nederlaget i virkeligheden består i de besejredes internalisering af den ideologi, de for lidt siden kæmpede imod. Et skrækeksempel på denne logik kunne være Sovjetunionens fald, der skete som en konsekvens af den gradvise liberalisering af samfundet under Mikhail Gorbatjov, men som allerede under Boris Jelzin udviklede sig til en hyperkorrupt russisk stat, hvor “vinderne” på det nye frie marked, nemlig oligarkerne, de facto satte sig på magten (for siden at blive udmanøvreret af Putin). Et andet eksempel på internaliseringen af sejrherrens standpunkt kunne være Kinas inkorporering af liberale økonomiske principper i det kommunistiske system og dermed etableringen af en ideologisk statskapitalisme, hvilket i dag må siges at være en succeshistorie i økonomisk og verdensmagtsstrategisk henseende.
Med henblik på den nye magtbalance efter at den ideologiske kamp er udkæmpet, skriver Kondylis: “Hvis man ikke vil være talerør for magten, så må man heller ikke overtage det billede af magten, som magthaveren fremstiller og påtvinger andre.”6Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 11.
Her ville spørgsmålet om, i hvor høj grad Rusland og Kina i starten af 1990’erne overtog det liberale vestens billede af magten, være en længere overvejelse værd. Desværre nåede Kondylis ikke selv at gå i dybden med det spørgsmål før hans alt for tidlige død i 1998. Om den konkrete historisk-politiske situation i kølvandet på Den Kolde Krig, skriver han derfor primært i et småprofetisk tonefald: “Hvis det 20. århundrede rev tæppet væk under den kommunistiske utopi, så vil det 21. århundrede betyde liberalismens afskaffelse.”7Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 12 (Kondylis skrev dette i 1998).
Og her er vi så tilbage ved tekstens begyndelse. Liberalismens globale hegemoni, der ellers blev fejret som “historiens afslutning”, er gået i opløsning.8Francis Fukuyama, The End of History and the Last Man (New York: Free Press, 1992). Skal vi tro Kondylis, er det en helt naturlig konsekvens af den evigt igangværende kamp mellem ideologiske antiteser. Efter kommunismens nederlag til liberalismen måtte den liberalistiske ideologis fald følge, fordi der ifølge den dialektiske logik altid vil opstå en ny ideologisk og politisk antitese til den gældende magt. De besejredes internalisering af sejrherrens ideologi vil altid skabe et grundlag for nye ideologiske formationer. Vi har set det i Rusland, og vi har set det i Kina. Kondylis blev ikke uden grund kaldt “Anti-Fukuyama”, for ideen om “historiens afslutning” strider mod selve logikken i hans “deskriptive decisionisme”.9Falk Horst, Panajotis Kondylis und die Metamorphosen der Gesellschaft. Ohne Macht lässt sich nichts machen (Berlin: Dunker & Humblot, 2019), 44.
Nødvendigheden af liberalismens afskaffelse, som Kondylis forudså, kan i dag analyseres retrospektivt. Her i Tidsskriftet Paradoks har Alberte Bové Rud eksempelvist peget på, at det særlige ved “den liberale orden” er, at den tilskynder en “regelbaseret struktur, der med juridisk kølighed kan skelne ret fra vrang og tilstræber universalisme.”10Alberte Bové Rud, “Et værre roderi: Hvordan struktureres verden efter den liberale ordens fald?”, Tidsskriftet Paradoks, 9. oktober 2025. Hvis vi med Kondylis’ metodiske “deskriptive decisionisme” prøver at forestille os en antitetisk modsætning til en sådan position, så rammer Trumps absolutisme (for slet ikke at tale om Putin) på mange måder plet. Trumps orden er jo netop alt det modsatte af “regelbaseret struktur”, “jurdisk kølighed” og “universalisme”. Der kan ikke indgås komprimisser med Trump på disse punkter, men hvis vi skal følge Kondylis’ logik, så vil der på et tidspunkt opstå en syntese ud af den dialektiske modsætning mellem EU-liberalismen og Trump-absolutismen. Spørgsmålet er bare, hvordan denne syntese kommer til at se ud. Svaret kræver en grundig selvransagelse af, hvad det er for et billede af magten som vi europæiske, liberale tabere i det globale magtspil gør os.
Hvis vi dykker lidt dybere ned i analysen af den nuværende politiske “uorden” (selvom det jo kun er en “uorden” set med EU-liberalistiske briller), så må vi erkende, at EU og det liberale USA blev taget på sengen af de politiske udviklinger i år 2025, fordi liberalismen aldrig rigtig har villet forstå sig selv som en ideologi. Bové Rud har fuldstændig ret, når hun skriver, at Ursula von der Leyens advarsler om, at en fremtidig verdensorden vil blive defineret af magt, runger hult, fordi “enhver verdensorden til hver en tid altid er rammesat af magthavere.”11Bové Rud, “Et værre roderi”. Også Kondylis ser et problem i, at liberalismen har nægtet at stå ved sin egen ideologisk motiverede magtanvendelse. Han peger fx ofte på normative værdier såsom menneskerettighederne, der er blevet fremført som en universel etik, der gælder for alle mennesker i hele verden. Problemet er bare, mener Kondylis, at det de facto ikke er sandt. Rettigheder kan kun håndhæves som borgerrettigheder, der er sikret af en stat. Da der ikke er nogen verdensstat, som alle verdens mennesker er borgere i, så er det et (selv)bedrag at tro, at menneskerettighederne er universelle.12Se fx bogen Planetarische Politik nach dem Kalten Krieg (Berlin: Akademie Verlag 1992). Ifølge Kondylis er universelle etiske principper således blevet brugt som et magtinstrument, fordi de har kunnet tilsløre faktiske politiske konflikter, fx konflikter mellem det globale nord og det globale syd, der først udsprang af kolonitiden og nu ser ud til at intensiveres på grund af klimaforandringernes negative indvirkning på levevilkårene rundt omkring på kloden.
Liberale politikere i EU og USA kan selvfølgelig “forsøge at holde liberale principper højt” (fx “regelbaseret struktur”, “jurdisk kølighed” og “universalisme”), som Bové Rud skriver, men Trump-absolutismen har tvunget dem til at erkende, at omsætningen af disse principper kun kan ske gennem magtanvendelse. Ingen er hellig, men nogen mener, de er udvalgt af Gud.
Spørgsmålet er derfor, hvad der nu vil ske, i en tid, hvor selv liberale, europæiske politikere, der tror – eller troede – på idealerne demokrati, frihed og menneskerettigheder er begyndt at anerkende, at den liberale verdensorden er gået under. Spørgsmålet trænger sig endnu mere på, når vi på daglig basis kan høre, læse og se Trump udskamme EU samtidig med, at han ikke bare hylder absolutistiske værdier, men ligefrem gennemtrumfer absolutistisk politik, hvis fortilfælde bedst findes i Europa på enevældens tid.
Hvis Kondylis har ret i, at nederlaget består i de besejredes internalisering sejrherrens ideologi, så kan man frygte lidt for, hvilke politiske modsvar EU kunne finde på at diske op med. Der er såmænd allerede klare tegn på, at internaliseringen er gået igang. Bare tag som eksempel, at den højreorienterede og ofte Trump-støttende EPP-gruppe for nyligt fik flertal i Det Europæiske Parlament for første gang nogensinde.13Max Griera, Jordyn Dahl, Ellen O’Regan & Bartosz Brzeziński, “The EU’s far right has tasted power. Now it wants action on migrants, cars and red tape”, Politico, 20. november 2025.
Det er umuligt at spå om fremtiden, men i litteraturens og eventyrernes verden kan det nogle gange lade sig gøre at finde perspektiver, der åbner for nye fortolkninger. Som en anden Kong Gulerod synes Trump at være kommet anstigende i det gode selskab og have stjålet tronen, og som en anden Zinnober er han flintrende ligeglad med, om de meritter, han forsøger at få tilskrevet sig, er velfortjente eller ej. Tricket er nu, at vi ikke må lade os forblænde af hans narrestreger, men derimod køligt analysere den magtdynamik, der udspiller sig i det antitetiske forhold mellem liberalismen og absolutismen, eller mere præcist: mellem, på den ene side, “regelbaseret struktur”, “juridisk kølighed” og “universalisme”, og, på den anden side, magtfuldkommenhed, idiosynkrasi og egomani.
Det er ingen let opgave, men første skridt til at løse den, er at finde det rigtige sted at kigge hen. Måske er det ikke så meget Den Kolde Krigs bipolære verdensorden, der spøger, måske er det fra et europæisk perspektiv snarere det 17. århundredes absolutismes fremkomst og undergang, vi bliver nødt til at studere igen – vel at mærke ikke for at genrejse de europæiske monarkier, men for at forstå, hvad der kommer til at ske efter Trump.
| 1. | E. T. A. Hoffmann, Klein Zaches genannt Zinnober (Berlin: Holzinger, 2013 [1819]), 40 (egen oversættelse). |
| 2. | Stjerner og striber, “Trump 2028?”, DR, 31. oktober 2025. |
| 3. | The Independent, “Trump mocks ‘No Kings’ protests with shocking AI videos”, YouTube, 19. oktober 2025. |
| 4. | Panajotis Kondylis, Macht und Entscheidung. Die Herausbildung der Weltbilder und die Wertfrage (Stuttgart: Klett-Cotta, 1984), 22. |
| 5. | Panajotis Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert. Von den Utopien zur Globalisierung (Heidelberg: Manutius Verlag, 2001), 7–8 (egen oversættelse). |
| 6. | Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 11. |
| 7. | Kondylis, Das Politische im 20. Jahrhundert, 12 (Kondylis skrev dette i 1998). |
| 8. | Francis Fukuyama, The End of History and the Last Man (New York: Free Press, 1992). |
| 9. | Falk Horst, Panajotis Kondylis und die Metamorphosen der Gesellschaft. Ohne Macht lässt sich nichts machen (Berlin: Dunker & Humblot, 2019), 44. |
| 10. | Alberte Bové Rud, “Et værre roderi: Hvordan struktureres verden efter den liberale ordens fald?”, Tidsskriftet Paradoks, 9. oktober 2025. |
| 11. | Bové Rud, “Et værre roderi”. |
| 12. | Se fx bogen Planetarische Politik nach dem Kalten Krieg (Berlin: Akademie Verlag 1992). |
| 13. | Max Griera, Jordyn Dahl, Ellen O’Regan & Bartosz Brzeziński, “The EU’s far right has tasted power. Now it wants action on migrants, cars and red tape”, Politico, 20. november 2025. |