På universiteter verden over kan man følge kurser i politisk filosofi. Der skrives til stadighed bøger om politisk filosofi, og der findes tidsskrifter, der ikke udgiver artikler om andet. Det er bredt accepteret, at bl.a. Aristoteles, Hobbes og Kant hører til i den politiske filosofis kanon, og på den måde forekommer det selvfølgeligt, at denne disciplin udgør en central del af den vestlige, intellektuelle tradition.
Alligevel er det langt fra indlysende, hvad der kan menes med “politisk filosofi”. For det første synes der at være en modsætning mellem politikkens foranderlighed og den form for universalitet, som filosofien i hvert fald historisk har efterstræbt. Allerede Aristoteles understregede, at “filosofien om det menneskelige”, angår “det, der kan være anderledes”, hvorfor den tilsyneladende ikke kan leve op til de samme krav om nødvendighed, der definerer “videnskab” (epistêmê).1Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1181b. For vigtigheden af kontingens for Aristoteles’ forståelse af politik, se Pierre Pellegrin, L’Excellence Menacée. Sur la philosophie politique d’Aristote (Paris: Classiques Garnier). Om ikke andet gjorde Hannah Arendt i denne henseende ret i at forholde sig skeptisk til enhver form for politisk filosofi, der forfølger et ideal om streng nødvendighed: En sådan tilgang står i væsentlig modsætning til dens genstand.2Hannah Arendt, The Human Condition (Chicago & London: University of Chicago Press, 1959). Paradoksalt nok har Arendt en udpræget tendens til at idealisere den græske politik, hvilket får hende til konsekvent at negligere det sociale, der betingede udviklingen af den græske polis og som til stadighed blev … Continue reading For det andet er det ikke entydigt, hvad der menes med “politisk”, når vi bruger udtrykket “politisk filosofi”. Drejer det sig alene om denne disciplins genstand, eller er der tale om en form for filosoferen, der selv er politisk – eller, tredje mulighed, er begge dele tilfældet? For at blive hos Aristoteles, er det tydeligt, at den intellektuelle praksis, der angår den græske by, polis, selv er politisk i den forstand, at den forsøger at forandre den genstand, den undersøger. Den disciplin, Aristoteles således udfolder i værket Politik, sigter ikke efter erkendelse for sin egen skyld, men efter at virkeliggøre en forandring uden for denne disciplin selv, dvs. i den polis, der udgør dens videnskabelige genstand.3Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1140a-1141b.
Der er selvfølgelig intet, der forpligter os til at acceptere Aristoteles’ forståelse af den politiske filosofi. Ikke desto mindre peger han på en central problemstilling, der er værd at overveje nærmere i lyset af den selvfølgelighed, med hvilken udtrykket “politisk filosofi” anvendes. For hvis politisk filosofi forstås som en disciplin, der forsøger at forandre noget i kraft af sin egen intellektuelle praksis – hvis den selv er politisk – så synes den at være underlagt en række kriterier, der adskiller den fra gængse opfattelser af “filosofi”. For så vidt den forsøger at forandre noget, forudsætter den, at dens genstand selv er foranderlig. Det betyder ikke alene, at dens genstand muligvis vil se anderledes ud som konsekvens af dens egen praksis, det betyder også, at denne genstand, i sin nuværende form, er underlagt foranderlige betingelser. Den situation, den politiske filosofi forsøger at forandre, er altså selv et produkt af kontingente omstændigheder.
Forstår man politikken på denne måde, må alle “ontologiserende” forsøg på at bestemme det såkaldt “politiske” forblive dybt tvivlsomme. Med en sådan tilgang skal forstås forsøget på at reducere de mangfoldige fænomener, der går under betegnelsen “politisk”, til udtryk for én politisk essens, hvis væren betinger deres tilsynekomst: Der er ét værende, der er politisk, og som udtrykker sandheden om politikken. Men det er netop politikkens radikale kontingens, der gør det umuligt at tale om “det politiske” som én størrelse, hvis betingelser er uforanderlige gennem historien.4Typisk i denne henseende er Giorgio Agamben, der trækker på Carl Schmitts forståelse af “det politiske”. Se Giorgio Agamben, Stato di Eccezione. Homo Sacer II, 1 (Torino: Bollati Boringhieri, 2003); Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1932). Men også hos ventrefløjstænkere … Continue reading Selv hvis man insisterer på, at “det politiske” er bestemt ved sin kontingens, risikerer en sådan tilgang at overse den mangfoldighed, der karakteriserer de situationer, der historisk er blevet forstået som “politiske”. Ikke mindst fordi denne mangfoldighed ofte, hvis ikke altid, er en konsekvens af sociale og kulturelle kampe for at definere det, der anerkendes som et politisk anliggende, bør man være varsom med at tale om “det politiske”.5For et konkret eksempel på sådan en definitionskamp, se f.eks. Emma Claussen, Politics and ‘Politiques’ in Sixteenth-Century France (Cambridge: Cambridge University Press, 2021). I bedste fald forbliver man på så generelt et analytisk niveau, at man aldrig kan sige noget interessant om sin genstand. I værste fald udelukker man en forståelse af de specifikke omstændigheder, der karakteriserer en politisk situation, og som man først må forstå, hvis en intellektuel praksis, der selv er politisk, skal være mulig. Hvis den politiske filosofi altså angår noget, hvis grundlæggende kontingens udelukker enhver universel analyse, så består en af dens centrale opgaver netop i at forstå, hvilke kontingente betingelser der karakteriserer dette nogets nuværende tilstand. Skal denne intellektuelle praksis forandre sin genstand, må den først forstå, hvad der er årsag til, og dermed karakteristisk for, dennes nuværende situation. Eller sagt på en anden måde, for så vidt den politiske filosofi forsøger at virkeliggøre forandringer i sin genstand, må den først forstå denne genstand i dens radikale historicitet.
Det er i denne sammenhæng, at det er relevant at kaste et blik på den udvikling i sen-Renæssancens politiske tænkning, der ofte går under navnet “realisme”, og som navnlig anvendes om florentinerne Francesco Guicciardini (1483–1540) og Niccolò Machiavelli (1469–1527).6Se f.eks. Anthanasios Moulakis, Republican Realism in Renaissance Florence (Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 1998); Artemio Enzo Baldini, “Tempi della guerra e tempi della politica tra Quattro e Cinquecento: Alle origini del ‘realismo politico’ di Machiavelli e Guicciardini”, i Riscorperte di … Continue reading Hos begge finder man udsagn af nærmest programmatisk karakter, der understreger behovet for at vende sig bort fra traditionens tendens til at fortabe sig i ren spekulation. I stedet bør man, som det hedder med Machiavellis berømte ord, studere “tingenes virkelige sandhed”. Hvis det er nødvendigt at forkaste den påståede “utopisme”, der karakteriserer Platon og hele den hidtidige tradition, er det netop for at garantere den politiske tænknings praktiske anvendelighed.7Niccolò Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Bompiano, 2018), 859: “sendo l’intento mio, scrivere cosa utile a chi la intende, mi è parso più conveniente andare drieto alle verità effettuale della cosa”. Se også Francesco Guicciardini, Dialogo del reggimento di Firenze i Francesco … Continue reading For en overfladisk betragtning er det altså forståeligt, hvorfor Machiavelli uvægerligt regnes for en “realist”.8“Realisme” som en tilgang inden for international politik opstår først i det 20. århundrede og har rødder i eksplicit teologiske positioner. Se Nicholas Guilhot, After the Enlightenment: Political Realism and International Relations in the mid-20th Century (Cambridge: Cambridge University Press, 2017).
Et problem med denne forståelse er dog, at Platon – for at nævne det mest prominente eksempel – ikke anser det for nødvendigt at betragte de uforanderlige idéer, fordi de er rene fantasifostre. Når han anser denne tilgang for den eneste legitime i forhold til sit politiske ærinde, er det derimod, fordi alene disse idéer er virkelige.9Platon, Respublica, red. S.R. Slings (Oxford: Clarendon Press, 2003), 509d-511e. Hvis idéen om retfærdighed, som Platon lader være udgangspunktet for sin politiske teori, forekommer uvirkelig, er det altså alene relativt til en anden teoris specifikke kriterier for, hvad der er virkeligt, ikke relativt til dens egen begrebslige ramme. Man kan med Martial Gueroult påpege, at en af de væsentligste filosofiske operationer består i at bestemme det, der er til.10Martial Gueroult, Philosophie de l’histoire de la philosophie. Dianoématique II (Paris: Aubier, 1979). Udtrykket “realisme” er således ideologisk, fordi det implicit legitimerer én forståelse af, hvad der er virkeligt, mens det devaluerer andre under påskud af egne kriteriers universalitet. Udtrykkets operation er normativ, men foregiver at være deskriptiv.
Som konsekvens heraf overser man alt for ofte den konkrete intellektuelle praksis, der ligger bag både Machiavelli og Guicciardinis forsøg på at indfange politikken i dens radikale omskiftelighed, således at forandring efterfølgende bliver mulig. Og dermed risikerer man også at overse væsentlige elementer af den tidligt moderne politiske tænkning, der kun vanskeligt lader sig rubricere under den til stadighed dominerende kategori “staten”.11I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at selv Jean Bodin – om nogen forbundet med begrebet om den moderne stat – overtager den florentinske fordring om at studere “tingenes sande virkelighed”. Jean Bodin, Les six livres de la république, red. Mario Turchetti (Paris: Classiques Garnier, 2013), 164. Hvad der specifikt skal bemærkes ved fordringen om at studere “tingene i deres virkelige sandhed” er det aktive aspekt af prædikatet “virkelig” (effetuale). Umiddelbart kan det forekomme redundant at kvalificere “sandhed” som “virkelig”: Enten er noget sandt eller også er det ikke, og der findes ikke en “virkelig” og en “uvirkelig” sandhed. Men når Machiavelli bruger udtrykket “effetuale” peger han netop på den dimension af sandheden, der er “virkelig” i den forstand, at den virker, dvs. at den har evnen til at forårsage noget. Og selvom denne “virkningsfulde sandhed” står i modsætning til det “imaginære” (immaginato), er det vigtigt at understrege, at det imaginære ikke dermed er ekskluderet fra det, der er virkeligt. Det er sandhedsværdien af imaginære forestillinger – og dermed deres genstands mulige “uvirkelighed” – som den politiske analyse abstraherer fra, ikke selve disse forestillinger. Når Scipione di Castro mod slutningen af det 16. århundrede forklarer, hvorfor en fyrstes “ry” er et væsentligt element af “regeringskunsten” (arte di regnare), ved at kalde det en “effektiv mening” (efficace opinione), så understreger han netop, at det væsentlige ved dette ry ikke er om dens genstand er virkelig, men alene at folk tror, den er det.12Simone Testa, Scipione di Castro e il Suo Trattato Politico (Rom: Vecchiarelli Editore, 2011), 101: “Chiama riputatione quella fama illustre sparsa per gli altri stati, et quella efficace opinione concetta da gli altr potentati del consiglio et delle forze del Principe”. Man finder en beslægtet interesse for … Continue reading Hvad Machiavelli, i overensstemmelse med en udbredt tendens hos den florentinske elite, således foreslår, er ikke at udelukke de mere eller mindre fantasifulde forestillinger, folk måtte have fra den politiske analyse.13Se f.eks. Consulte e practiche, 1502–1512, red. Denis Fachard (Genève: Droz), 112–114, 137. Her ser man tydeligt en parallel interesse for det “det effektive” eller virkningsfulde. For et mere udførligt argument i samme retning tillader jeg mig at henvise til Esben Korsgaard Rasmussen, “Politics of the Imagination: Francesco … Continue reading Han foreslår at se bort fra disse forestillingers repræsentative indhold for i stedet at betragte dem som genstande med kausale egenskaber. Sagt på en anden måde: En forestillings “virkende sandhed” er uafhængig af dens sandhedsværdi.
Modstiller man derfor Machiavellis “realisme” med en mere eller mindre specifik “utopisme” og påstår, at den første betragter det “virkelige”, mens den anden ikke har med andet at gøre end rene fantasifostre, så medfører det en grundlæggende misforståelse af, hvad den form for politisk tænkning, som Machiavelli kan betragtes som ophavet til, reelt set drejer sig om. Når man således kan konstatere, at Giovanni Botero, der ellers eksplicit tager afstand fra Machiavelli, er dybt optaget af de mere eller mindre sandfærdige forestillinger, som en given gruppe af undersåtter har om deres fyrste, så skyldes det netop, at de deler det samme analytiske udgangspunkt. Som Botero forklarer i et tillæg til hovedværket Della Ragion di Stato, så er det at blive betragtet som magtfuld ikke mindre vigtigt for en magthaver end selve magten.14Giovanni Botero, Aggiunte fatte da Giovanni Botero (Venedig: Guinti, 1619), 78–79: “a un Potentato non importa meno l’essere stimato possente, che la possanza stessa”. Se også Victoria Kahn, Machiavellian Rhetoric: From the Counter-Reformation to Milton (Princeton: Princeton University Press, 1994), 74–84. I virkeligheden kan man sige som Hobbes, der havde et indgående kendskab til Botero, Machiavelli, Guicciardini og andre beslægtede, italienske tænkere, at det eneste grundlag for de magtfuldes styrke skal findes i folkets “meninger og overbevisninger”.15Thomas Hobbes, Behemoth, or the Long Parliament, red. Paul Seaward (Oxford: Claredon Press, 2010), 128: “For the Power of the mighty has no foundation but in the opinion and beleefe of the people”. For Hobbes’ kendskab til denne italienske tradition, se også Noel Malcolm, Reason of State, Propaganda, and the Thirty Years’ War. An … Continue reading Det, der udgør “den virkelige sandhed” ved disse “meninger og overbevisninger”, er ikke deres indhold, med derimod at folk faktisk har dem. Sådanne kognitive fænomener skaber altså selve den sociale relation, som deres indhold tilsyneladende repræsenterer: Magten konstitueres simpelthen af de kognitive repræsentationer, man ellers typisk tror afpejler dem. Det er i denne forstand, at faktiske repræsentationer viser sig som det mest “virkelige”, som det konstituerende fænomen, i den politiske analyse. Men denne konstituerende funktion betyder ikke, at disse repræsentationer er uafhængige af de magtforhold, de repræsenterer. Tværtimod er de selv funktioner af den position, som deres subjekt indtager inden for et givent politisk felt. Som Machiavelli gør opmærksom på i begyndelsen af Il Principe, så er indsigt i hhv. fyrstens og folkets karakter afhængig af den position, som deres betragter indtager: Som malerne placerer sig i en dal for at male bjergene, må man tilhøre folket for at kunne betragte fyrsten ordentligt.16Se også Albert Russell Ascoli ““Vox Populi”: Machiavelli, Opinione, and the Popolo, from the Principe to the Istorie Fiorentine”. California Italian Studies 4, 2 (2013).
Selvom Machiavelli altså afviser at ville beskæftige sig med det rent imaginære, betyder det på ingen måde, at muligvis tomme forestillinger udelukkes som element i hans politiske analyse.17Se også Sandro Landi, Le regard de Machiavel. Penser les sciences sociales au XVIe siècle (Rennes: Presses Universitaires de Rennes, 2021), 134–136. For så vidt de optræder som psykologisk-sociale fakta inden for det felt, han analyserer, har de kausale egenskaber, der betinger det, der er muligt i en given situation. At Machiavelli primært skulle være interesseret i “rå magt”, er således en grundlæggende misforståelse, der overser det konkrete teoretiske arbejde, der ligger bag den sene renæssances intellektuelle nybrud.18I samme retning, se også Yves Winter, Machiavelli and the Orders of Violence (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Claude Lefort, Le travail de l’œuvre, Machiavel (Paris: Gallimard, 1975). Begrebet om sådan en magt antager netop, at der findes noget essentielt “politisk”, der forbliver uforandret gennem historien, og som visse tænkere skulle have haft en privilegeret adgang til. Men som Francesco Guicciardini allerede gjorde opmærksom på i sit første værk om Firenzes historie, så var det netop det chokerende indtog af den franske konge Charles VIII i 1494, der medførte en forandring af italienernes måde at leve og tænke på.19Francesco Guicciardini, Storie Fiorentine, red. Roberto Palmarocchi (Milano: Rizzoli, 2006), 144. Det var som en reaktion på disse dramatiske begivenheder, at det blev nødvendigt at rekonstruere det teoretiske vokabular, gennem hvilken politikken kunne gøres forståelig. At denne reaktion bestod i et forsøg måtte anvende kategorier, der ikke længere passede ind i en forudgående, ciceronianske humanisme, betyder ikke, at Machiavelli og Guicciardini opdagede sandheden om politikken i kraft af indsigt i en transhistorisk “rå magt”, sådan som betegnelsen “realisme” implicit antager. Det betyder snarere, at det altid er en konkret politisk situation, der giver anstødet til nye begrebslige vokabularer, der tillader forståelse af en uventet, ikke umiddelbart diskursiv situation.20Se også Jean-Louis Fournel and Jean-Claude Zancarini, La grammaire de la République. Langagues de la politique chez Francesco Guicciardini (1483–1540) (Genève: Droz, 2009). Det er navnlig i denne henseende, at den såkaldte “Cambridge-skoles” næsten entydige fokus på intellektuel kontekst forbliver … Continue reading For så vidt denne situation alene lader sig beskrive inden for en teoretisk ramme, den selv har betinget, betyder det også, at både den praktiske og teoretiske dimension af en politisk situation forbliver kontingent.
Hvis den politiske tænkning altså skal være “brugbar” (utile), så er den nødt til at tage udgangspunkt i den “virkningsfulde” sandhed. Men det vil i høj grad sige, at den må tage udgangspunkt i de forestillinger, folk nu engang har, fordi det er dem, der “virkeligt” bestemmer mulighedsrummet for politisk handling. Det er dem, der afgør, hvilke strategier, der lader sig implementere og dermed selv opnår “virkelig sandhed”. I hvilken udstrækning denne metodologiske fordring bestemmer den politiske tænkning, der opstår i forlængelse af renæssancen – og ikke mindst dens krise – bliver tydeligt hos førnævnte Botero. Hos ham er selv kristendommen, som han ellers forsvarer over for både Machiavelli, “tacitisterne” og Bodin, tilsyneladende underlagt kriteriet om effektivitet.21Se f.eks. Botero, Ragion di stato, 51, 141, 179, 229. Se også Romain Descendre, L’Etat du monde. Giovanni Botero entre raison d’État et géopolitique (Genève: Droz, 2009), 90–95. Således er “ingen lov mere fordelagtig for fyrster end den kristne”, netop fordi den både er i stand til at underlægge sig undersåtternes legemer og hænder, såvel som deres “lidenskaber og tanker”.22Botero, Ragion di stato, 90: “Ma tra tutte le leggi non ve n’è alcuna più favorevole a’ prencipi che la cristiana, perché questa sottomette loro non solamente i corpo e le facoltà de’ sudditi, dove conviene, ma gli animi ancora e le conscienze, e lega non solamente le mani ma gli affetti ancora et i pensieri”. Kristendommen optræder her som et instrument, man med fordel kan anvende for at sikre sig undersåtternes lydighed, ikke som et intrinsisk gode, der bør vælges for sin egen skyld. Tilsyneladende er den underordnet det metodologiske krav om alene at studere den virkende sandhed.
Botero reducerer ikke eksplicit kristendommen til ét regeringsinstrument blandt andre. Der er således ingen grund til at betvivle hans oprigtige forpligtelse over for den katolske kirke og dens til tider aggressive kulturelle og politiske strategier i kølvandet på konciliet i Trent.23Se f.eks. Robert Bireley, The Counter-Reformation Prince. Anti-Machiavellianism or Catholic Statecraft in Early Modern Europe (Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1990). Ikke desto mindre viser Boteros brug af det vokabular, der optræder hos Machiavelli, at det var blevet så uomgængeligt, at man enten overtog det eller så det som en udfordring, der skulle overvindes.24Det sidste gælder i høj grad for Thomas Hobbes. Det er derfor misvisende, når man betegner ham som enten “tacitist” eller “machiavellist”. Se f.eks. Richard Tuck, “Hobbes and Tacitus” i Hobbes and History, red. G.A.J. Rogers og Tom Sorell (London: Routledge, 2000), 99–111; David Wooton, “Thomas Hobbes’s Machiavellian … Continue reading Den væsentlige metodologiske indsigt, der kommer til udtryk gennem dette vokabular, er netop, at den politiske analyse må tage udgangspunkt i det, der hos Hobbes hedder “meninger og overbevisninger”, for dermed at kunne bestemme mulighedsrummet for effektive regeringsstrategier. Dermed forsvinder det imaginære ikke fra den politiske analyse, selvom det ofte er sådan, at man har forstået Machiavellis og hans ligesindedes “realisme”.25Bemærk, at Guicciardini beskyldte Machiavelli for at være for “idealistisk” i den forstand, at de romerske exempla han udvinder fra Livius’ historie er teoretiske konstrukter snarere end effektive rettesnore for politisk handling. Se Machiavelli, Opere, 742. Se også Francesco Guicciardini, Ricordi, red. … Continue reading Det forstås som psykologiske fakta, hvis rolle i bestemmelsen af det politiske mulighedsrum er uafhængig af deres evne til at afspejle eksterne forhold.
Interessant i denne henseende er Filippo Cavrianas Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tacito fra 1597.26For en mere udførlig version af dette argument, se Esben Korsgaard Rasmussen, “The Ties That Bind: Filippo Cavriana on Obligation, Passion and Public Appearance”, History of Political Thought, forthcoming. Cavriana var læge for den florentinske Catherine de’ Medici, moder til de franske konger Charles IX og Henri III. Dermed var han – som flere norditalienske intellektuelle, der var flygtet fra et stadigt mere absolutistisk Firenze – tæt på de mest magtfulde personer i Frankrig. Han havde derfor indgående kendskab til de begivenheder, der udspillede sig under de franske religionskrige, såvel som de politiske strategier, det franske monarki benyttede sig af. Det interessante ved hans Discorsi er netop, at den benytter en overordnet machiavellisk analyse til at fortolke de specifikke problemer, der præsenterede sig for Henri III i forsøget på at konsolidere sit styre og dermed lægge en dæmper på de mest katastrofale følger af den religiøse fragmentering, der havde karakteriseret landet siden midten af det 16. århundrede. Centralt for denne analyse står det franske folks forventninger til deres kongens fremtoning, hans reelle såvel som symbolske tilsynekomst i et offentligt rum, der blev stadigt vigtigere som det 16. århundrede skred frem.27Filippo Cavriana, Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tactio (Firenze: Guinti, 1597), 265, 334, 427. For den “offentlige sfære”, hvis oprindelse er væsentligt tidligere end Habermas påstod i 1962, se f.eks. Sandro Landi, Stampa, censura e opinione pubblica in età moderna (Bologna: il Mulino, 2011). Når Henri III således endte sine dage i 1589, dræbt af en af sine undersåtter, var det ikke mindst, fordi han var ude af stand til at afstemme sin offentlige tilsynekomst med det, det franske folk forventede af deres regent.28Se Nicolas Le Roux, Un régicide au nom de Dieu. L’assassinat d’Henri III (Paris: Gallimard, 2018). Cavriana understreger igen og igen, at man ikke kan regere på samme måde i Paris som i Tivoli, netop fordi folks affektive og kognitive karakteristika er forskellige.29Négotiations diplomatiques de la France avec la Toscane. Tome IV, red. Giuseppe Canestrini and Abel Desjardins (Paris: Imprimerie National, 1859), 619, 646, 672, 715. For en fyrste er det dermed afgørende, at vedkommende kender det folk, der skal regeres.30Cavriana, Discorsi, 256: “sono a i Principi più necessarie, & a coloro i quali hanno a reggere i popoli, cioè l’esperienze delle cose, e la cognizione de gl’huomini”. Denne indsigt beror som oftest på en forståelse af den specifikke historiske tilblivelsesproces, der har produceret dette folks specifikke, affektivt-kognitiv karakteristika. Det er i denne sammenhæng sigende, at en af de store landvindinger i Guicciardinis Storia d’Italia bestod i at lade de centrale politiske aktørers lidenskaber være en funktion af deres livsforløb og de politiske begivenheder, de havde gennemlevet.31Se f.eks. Francesco Guicciardi, Storia d’Italia, red. Silvana Seidel Menchi (Torino: Einaudi, 1971), 343–344. Se også Donald J. Wilcox, “Guicciardini and the Humanist Historians”, Annali d’Italianistica 2 (1984), 30. På samme måde afhænger Cavrianas overordnede analyse også af indsigt i de politiske, sociale og personlige omstændigheder, der betinger udfaldet af en given politisk strategi.
Det er sandt, at der i det 16. århundrede opstår fornyet interesse for den antikke teori om geografisk bestemte personlighedstyper, ifølge hvilken et givent folks psyko-sociale karakteristika er en funktion af det område, de bebor. Ikke mindst i kraft af Bodins Methodus ad facilem historiarum cognitionem fra 1566, hvor den indtager en central plads, fandt denne teori bred udbredelse.32Se f.eks. Aristoteles, Politica, red. W.D. Ross (Oxford: Clarendon Press, 1952), 1327b. For Bodin, se Marie-Dominique Couzinet, Histoire et méthode à la Renaissance. Une lecture de la Methodus ad facilem historiarum cognitionem de Jean Bodin (Paris: Librairie philosophique J. Vrin, 1996), 165–186. Men også denne teori peger på den stadigt stigende interesse for det partikulære, der ikke nødvendigvis lader sig indordne universelle love.33Interessen for det individuelle afspejler sig også i renæssancekunstens bevægelse mod individuelle motiver, der ikke længere repræsenterer universelle typer. Det kommer forskelligt til udtryk i den italienske og den nordiske renæssance, men som overordnet tendens er interessen for det partikulære … Continue reading Det er rigtigt, at forbindelsen mellem et givent sted og dens virkninger på et folk forstås som “naturlig” og derfor nødvendig, men denne forklaringsmodel har oplagt en instrumentel relation til den egentlige teoretiske interesse involveret i denne model. Denne interesse angår primært indsigten i et givent folks partikulære beskaffenhed og kun afledt heraf de almene love, der er kausalt ansvarlige for dem. Også her er det partikulære det væsentlige, netop fordi det er det partikulære og ikke det universelle, der betinger anvendeligheden af den politiske analyse.34Se f.eks. Testa, Scipione, 114: “la prudentia da dar leggi convenienti ai popoli d’un paese particolare, perché si come non è possibile che un cavalcatore per eccellente che sia possa determinare quale spetie di freno si truovi buona per un cavallo, se prima non conosce la natura et qualità particolari di … Continue reading
Hvis mulighedsrummet for effektiv regering, som Cavriana sammen med en lang række andre samtidige påstår, afhænger af kendskab til det folk, der skal regeres, og dette folks karakteristika samtidig er et produkt af historiske og sociale omstændigheder, så bliver disse omstændigheder et centralt element i en politiske teori, der forsøger at være “brugbar” (utile).35Se f.eks. Scipione Ammirato, Discorsi sopra Cornelio Tacito novamente posti in luce (Firenze: Guinti, 1594), 114; Justus Lipsius, Politicorum sive civilis doctrinae libri sex (Antwerpen, 1589), 114; Testa, Scipione, 114. Machiavellis fortale til Istorie Fiorentine peger i samme retning. Hvis det var nødvendigt at skrive endnu en historie om Firenze, så var det fordi tidligere historikere havde udeladt at redegøre for dens interne stridigheder og fjendskaber. Men hvis der er noget, der er “nyttigt (utile) for de borgere, der regerer” en stat, så er det netop en redegørelse, der viser årsagerne til “byens splittelser”, således at man, i kraft af den fare andre har været udsat for, kan holde sin egen by samlet.36Machiavelli, Opere, 1681–1682: “se niuna lezione è utile a cittadini che governono le repubbliche, è quella che dimostra le cagioni degli odi e delle divisioni delle città, acciò che possino, con il pericolo d’altri diventati savi, mantenersi uniti”. Hvis man altså ønsker at udlede noget nyttigt fra historien, drejer det sig primært om at forstå årsagerne til, og virkningerne (effetti) af, de politiske splittelser, der har karakteriseret Firenze på en måde, der hverken var tilfældet i Rom eller Athen.37Machiavelli, Opere, 307–308. Hvis dette sene værk på visse punkter supplerer, endda modsiger det, Machiavelli havde påstået i Discorsi, så hænger det måske sammen med behovet for en større specificitet i den politiske analyses genstand.38For mulige forskelle mellem Discorsi og Istorie Fiorentines forståelse af politisk konflikt, se f.eks. Gisela Bock, “Civil discord in Machiavelli’s Istorie Fiorentine” i Machiavelli and Republicanism, red. Gisela Bock, Quentin Skinner og Maurizio Viroli (Cambridge: Cambridge University Press, 1990), 181–202. John … Continue reading Overførslen af en ideel model fra den romerske republik – en procedure der stod centralt for renæssancens forsøg på at genoplive antikkens exempla – er umulig i tilfældet Firenze, fordi dens interne splittelser er konfigureret på en anden måde, end det var tilfældet i Rom.39For renæssancens eksemplaritet såvel som dens krise, se også Esben Korsgaard Rasmussen, “Thomas Hobbes and the problem of exemplarity: From the early engagement with historiography to Leviathan”. History of European Ideas 50, 4 (2024): 587–605. Hvis dette er tilfældet, så skyldes det netop deres forskellige historiske tilblivelsesprocesser. Dermed stammer “historiceringen” af den politiske teori fra dens behov for at være politisk, forstået som dets konstante fordring om at være “brugbar” (utile).
Er der en lektie fra de former for intellektuel praksis, som det tidlige 16. århundredes politiske katastrofer gav anledning til, består den ikke af “teser” om transhistoriske politiske forhold – statens indretning, naturlovenes indhold, skellet mellem privat og offentligt, ja, essensen af “det politiske” – selvom det ofte er det indtryk, man efterlades med af indføringer i den tidlige moderne politiske filosofi. I denne henseende kan vi spørge os selv, hvad der bliver tilbage af fordringen om universalitet, der traditionelt har karakteriseret filosofien? Hvis alt, der forbliver af den politiske analyse, er indsigt i de omstændigheder, der betinger anvendeligheden af specifikke regeringsstrategier, så er det svært at se, hvilket genkendeligt “filosofisk” arbejde, der bliver tilbage. Men måske burde denne episode i vores politiske, sociale og intellektuelle historie tjene som en advarsel om ikke at evaluere enhver intellektuel praksis, der beskæftiger sig med noget genkendeligt politisk, relativt til en transhistorisk kategori som “filosofi”. Måske bør denne praksis identificeres med dét teoretiske arbejde, der, i lyset af nye politiske og sociale fænomener, formår at gøre en ny situation begribelig i kategorier, der ikke før var tilgængelige. Denne konstruktive praksis, der ikke lader sig reducere til det, der er forståeligt inden for rammerne af et færdigt begrebsligt vokabular, men selv definerer et sådant vokabular i lyset af sociale og intellektuelle forandringer, er måske det, der er tilbage af en form for “politisk filosofi”, der hverken lader sig nøjes med rent historiske analyser eller klynger sig til abstrakte kategorier, der er ude af stand til at begribe den historiske situation, de selv er født af. Netop fordi dens konkrete intellektuelle arbejde er en konsekvens af en ny situations radikale kontingens, vil måden, hvorpå en sådan praksis specifikt tager sig ud, også afhænge af den historiske situation, som den forsøger at begribe.
Hvis det er sandt – som det ofte påstås – at den moderne politiske tænkning indvarsles med Machiavelli, så bør det ovenstående være en anledning til at genoverveje, hvad en sådan, specifikt “moderne”, tænkning egentlig kan forpligte os til. Selvom han yndede at betragte sig selv som en opdagelsesrejsende på linje med Columbus, bør vi modstå den realistiske illusion, at Machiavelli, sammen med flere af hans samtidige, “opdagede” sandheden om politikken. For så vidt det udmøntede sig i en gennemgribende rekonstruktion af de begrebslige kategorier, med hvilken politikken overhovedet kan forstås, bør en dybere forståelse af deres teoretiske arbejde tjene som en advarsel mod at forfalde til kimæriske kategorier som “det politiske” – om det så forstås som “rå magt” eller noget andet. En politisk filosofi, der insisterer på den traditionelle fordring om universalitet, risikerer at gå så fatalt fejl af sin genstand, at enhver produktiv relation mellem teori og praksis forbliver umulig. Hvis vi insisterer på at gøre fortidens tænkere til modeller for vores egen teoretiske tilgang til politikken, bør et nærmere blik på sen-Renæssancens begrebslige innovationer give anledning til at forkaste enhver statisk model for den politiske filosofi og i stedet tilskynde til at lade den kontingente historiske situation, som det gælder om at forstå, bestemme den intellektuelle praksis, der kan begribe den – og ikke foreskrive denne situation universelle kategorier, der forbliver den fremmed. Kun sådan kan en filosofi egentlig være politisk.
| 1. | Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1181b. For vigtigheden af kontingens for Aristoteles’ forståelse af politik, se Pierre Pellegrin, L’Excellence Menacée. Sur la philosophie politique d’Aristote (Paris: Classiques Garnier). |
| 2. | Hannah Arendt, The Human Condition (Chicago & London: University of Chicago Press, 1959). Paradoksalt nok har Arendt en udpræget tendens til at idealisere den græske politik, hvilket får hende til konsekvent at negligere det sociale, der betingede udviklingen af den græske polis og som til stadighed blev reproduceret af byens “officielle” ideologi. Se f.eks. Nicole Loraux, La cité divisée. L’oubli dans la mémoire d’Athènes (Paris: Payot, 2005). |
| 3. | Aristoteles, Ethica Nicomachea, red. I. Bywater (Oxford: Clarendon Press, 1920), 1140a-1141b. |
| 4. | Typisk i denne henseende er Giorgio Agamben, der trækker på Carl Schmitts forståelse af “det politiske”. Se Giorgio Agamben, Stato di Eccezione. Homo Sacer II, 1 (Torino: Bollati Boringhieri, 2003); Carl Schmitt, Der Begriff des Politischen (Berlin: Duncker & Humblot, 1932). Men også hos ventrefløjstænkere som Jacques Rancière og Chantal Mouffe finder vi en lignende “ontologisering” af politikken. See Jacques Rancière, La mésentente. Politique et philosophie (Paris: Galilée, 1995); Chantal Mouffe, The Return of the Political (London: Verso, 1993). |
| 5. | For et konkret eksempel på sådan en definitionskamp, se f.eks. Emma Claussen, Politics and ‘Politiques’ in Sixteenth-Century France (Cambridge: Cambridge University Press, 2021). |
| 6. | Se f.eks. Anthanasios Moulakis, Republican Realism in Renaissance Florence (Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 1998); Artemio Enzo Baldini, “Tempi della guerra e tempi della politica tra Quattro e Cinquecento: Alle origini del ‘realismo politico’ di Machiavelli e Guicciardini”, i Riscorperte di Gucicciardini, red. Marziano Guglieminetti (Genoa: Name edizioni, 2006), 79–94; Laurie Catteeuw, Censures et raisons d’État: Une histoire de la modernité politique (XVIe-XVIIe siècle) (Paris: Albin Michel, 2013), 69. |
| 7. | Niccolò Machiavelli, Tutte le opere, red. Mario Martelli (Milano: Bompiano, 2018), 859: “sendo l’intento mio, scrivere cosa utile a chi la intende, mi è parso più conveniente andare drieto alle verità effettuale della cosa”. Se også Francesco Guicciardini, Dialogo del reggimento di Firenze i Francesco Guicciardini, Dialogo e discorsi del reggimento di Firenze, red. Roberto Palmarocchi (Bari: Laterza, 1932), 14–15, 99, 163; Francesco Vettori, Scritti storici e politici, red. Enrico Niccolini (Bari: Laterza, 1972), 145. |
| 8. | “Realisme” som en tilgang inden for international politik opstår først i det 20. århundrede og har rødder i eksplicit teologiske positioner. Se Nicholas Guilhot, After the Enlightenment: Political Realism and International Relations in the mid-20th Century (Cambridge: Cambridge University Press, 2017). |
| 9. | Platon, Respublica, red. S.R. Slings (Oxford: Clarendon Press, 2003), 509d-511e. |
| 10. | Martial Gueroult, Philosophie de l’histoire de la philosophie. Dianoématique II (Paris: Aubier, 1979). |
| 11. | I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at selv Jean Bodin – om nogen forbundet med begrebet om den moderne stat – overtager den florentinske fordring om at studere “tingenes sande virkelighed”. Jean Bodin, Les six livres de la république, red. Mario Turchetti (Paris: Classiques Garnier, 2013), 164. |
| 12. | Simone Testa, Scipione di Castro e il Suo Trattato Politico (Rom: Vecchiarelli Editore, 2011), 101: “Chiama riputatione quella fama illustre sparsa per gli altri stati, et quella efficace opinione concetta da gli altr potentati del consiglio et delle forze del Principe”. Man finder en beslægtet interesse for “ry” hos Richelieu få år senere. Se Richelieu, Testament Politique (Paris: Éditions Perrin, 2017), 258. |
| 13. | Se f.eks. Consulte e practiche, 1502–1512, red. Denis Fachard (Genève: Droz), 112–114, 137. Her ser man tydeligt en parallel interesse for det “det effektive” eller virkningsfulde. For et mere udførligt argument i samme retning tillader jeg mig at henvise til Esben Korsgaard Rasmussen, “Politics of the Imagination: Francesco Guicciardini and the Conditions of Effective Government”. The Review of Politics 87, 2 (2025), 169–192. |
| 14. | Giovanni Botero, Aggiunte fatte da Giovanni Botero (Venedig: Guinti, 1619), 78–79: “a un Potentato non importa meno l’essere stimato possente, che la possanza stessa”. Se også Victoria Kahn, Machiavellian Rhetoric: From the Counter-Reformation to Milton (Princeton: Princeton University Press, 1994), 74–84. |
| 15. | Thomas Hobbes, Behemoth, or the Long Parliament, red. Paul Seaward (Oxford: Claredon Press, 2010), 128: “For the Power of the mighty has no foundation but in the opinion and beleefe of the people”. For Hobbes’ kendskab til denne italienske tradition, se også Noel Malcolm, Reason of State, Propaganda, and the Thirty Years’ War. An unknown translation by Thomas Hobbes (Oxford: Oxford University Press, 2007). |
| 16. | Se også Albert Russell Ascoli ““Vox Populi”: Machiavelli, Opinione, and the Popolo, from the Principe to the Istorie Fiorentine”. California Italian Studies 4, 2 (2013). |
| 17. | Se også Sandro Landi, Le regard de Machiavel. Penser les sciences sociales au XVIe siècle (Rennes: Presses Universitaires de Rennes, 2021), 134–136. |
| 18. | I samme retning, se også Yves Winter, Machiavelli and the Orders of Violence (Cambridge: Cambridge University Press, 2017); Claude Lefort, Le travail de l’œuvre, Machiavel (Paris: Gallimard, 1975). |
| 19. | Francesco Guicciardini, Storie Fiorentine, red. Roberto Palmarocchi (Milano: Rizzoli, 2006), 144. |
| 20. | Se også Jean-Louis Fournel and Jean-Claude Zancarini, La grammaire de la République. Langagues de la politique chez Francesco Guicciardini (1483–1540) (Genève: Droz, 2009). Det er navnlig i denne henseende, at den såkaldte “Cambridge-skoles” næsten entydige fokus på intellektuel kontekst forbliver utilstrækkelig. Se f.eks. Quentin Skinner, Reason and Rhetoric in the Philosophy of Hobbes (Cambridge: Cambridge University Press, 1996). |
| 21. | Se f.eks. Botero, Ragion di stato, 51, 141, 179, 229. Se også Romain Descendre, L’Etat du monde. Giovanni Botero entre raison d’État et géopolitique (Genève: Droz, 2009), 90–95. |
| 22. | Botero, Ragion di stato, 90: “Ma tra tutte le leggi non ve n’è alcuna più favorevole a’ prencipi che la cristiana, perché questa sottomette loro non solamente i corpo e le facoltà de’ sudditi, dove conviene, ma gli animi ancora e le conscienze, e lega non solamente le mani ma gli affetti ancora et i pensieri”. |
| 23. | Se f.eks. Robert Bireley, The Counter-Reformation Prince. Anti-Machiavellianism or Catholic Statecraft in Early Modern Europe (Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1990). |
| 24. | Det sidste gælder i høj grad for Thomas Hobbes. Det er derfor misvisende, når man betegner ham som enten “tacitist” eller “machiavellist”. Se f.eks. Richard Tuck, “Hobbes and Tacitus” i Hobbes and History, red. G.A.J. Rogers og Tom Sorell (London: Routledge, 2000), 99–111; David Wooton, “Thomas Hobbes’s Machiavellian moments” i The Historical Imagination in Early Modern Britain. History, Rhetoric, and Fiction, 1500–1800, red. Donald R. Kelley og David Harris Sacks (Cambridge: Cambridge University Press, 1997), 210–242. Se også Gianfranco Borrelli, Il lato oscuro del Leviatano. Hobbes contro Machiavel (Napoli: Cronopio, 2009). |
| 25. | Bemærk, at Guicciardini beskyldte Machiavelli for at være for “idealistisk” i den forstand, at de romerske exempla han udvinder fra Livius’ historie er teoretiske konstrukter snarere end effektive rettesnore for politisk handling. Se Machiavelli, Opere, 742. Se også Francesco Guicciardini, Ricordi, red. Raffaele Spongano (Milano: Rizzoli, 2021), 145–146. Guicciardini var mere optaget af konsekvenserne af historisk kontingens end Machiavelli. Se også Volker Reinhardt, Francesco Guicciardini (1483–1540): Die Entdeckung des Widerspruchs (Göttingen: Wallstein, 2004). |
| 26. | For en mere udførlig version af dette argument, se Esben Korsgaard Rasmussen, “The Ties That Bind: Filippo Cavriana on Obligation, Passion and Public Appearance”, History of Political Thought, forthcoming. |
| 27. | Filippo Cavriana, Discorsi sopra i primi cinque libri di Cornelio Tactio (Firenze: Guinti, 1597), 265, 334, 427. For den “offentlige sfære”, hvis oprindelse er væsentligt tidligere end Habermas påstod i 1962, se f.eks. Sandro Landi, Stampa, censura e opinione pubblica in età moderna (Bologna: il Mulino, 2011). |
| 28. | Se Nicolas Le Roux, Un régicide au nom de Dieu. L’assassinat d’Henri III (Paris: Gallimard, 2018). |
| 29. | Négotiations diplomatiques de la France avec la Toscane. Tome IV, red. Giuseppe Canestrini and Abel Desjardins (Paris: Imprimerie National, 1859), 619, 646, 672, 715. |
| 30. | Cavriana, Discorsi, 256: “sono a i Principi più necessarie, & a coloro i quali hanno a reggere i popoli, cioè l’esperienze delle cose, e la cognizione de gl’huomini”. |
| 31. | Se f.eks. Francesco Guicciardi, Storia d’Italia, red. Silvana Seidel Menchi (Torino: Einaudi, 1971), 343–344. Se også Donald J. Wilcox, “Guicciardini and the Humanist Historians”, Annali d’Italianistica 2 (1984), 30. |
| 32. | Se f.eks. Aristoteles, Politica, red. W.D. Ross (Oxford: Clarendon Press, 1952), 1327b. For Bodin, se Marie-Dominique Couzinet, Histoire et méthode à la Renaissance. Une lecture de la Methodus ad facilem historiarum cognitionem de Jean Bodin (Paris: Librairie philosophique J. Vrin, 1996), 165–186. |
| 33. | Interessen for det individuelle afspejler sig også i renæssancekunstens bevægelse mod individuelle motiver, der ikke længere repræsenterer universelle typer. Det kommer forskelligt til udtryk i den italienske og den nordiske renæssance, men som overordnet tendens er interessen for det partikulære fælles for begge. Se f.eks. Hans Belting, Spiegel der Welt. Die Erfindung des Gemäldes in den Niederlanden (München: C.H. Beck 2013); Daniel Arasse, L’homme en perspective. Les primitifs d’Italie (Paris: Hazan, 2011). Se også David Summers, The Judgement of Sense: Renaissance Naturalism and the Rise of Aesthetics (Cambridge: Cambridge University Press, 1987). |
| 34. | Se f.eks. Testa, Scipione, 114: “la prudentia da dar leggi convenienti ai popoli d’un paese particolare, perché si come non è possibile che un cavalcatore per eccellente che sia possa determinare quale spetie di freno si truovi buona per un cavallo, se prima non conosce la natura et qualità particolari di quell’animale”. |
| 35. | Se f.eks. Scipione Ammirato, Discorsi sopra Cornelio Tacito novamente posti in luce (Firenze: Guinti, 1594), 114; Justus Lipsius, Politicorum sive civilis doctrinae libri sex (Antwerpen, 1589), 114; Testa, Scipione, 114. |
| 36. | Machiavelli, Opere, 1681–1682: “se niuna lezione è utile a cittadini che governono le repubbliche, è quella che dimostra le cagioni degli odi e delle divisioni delle città, acciò che possino, con il pericolo d’altri diventati savi, mantenersi uniti”. |
| 37. | Machiavelli, Opere, 307–308. |
| 38. | For mulige forskelle mellem Discorsi og Istorie Fiorentines forståelse af politisk konflikt, se f.eks. Gisela Bock, “Civil discord in Machiavelli’s Istorie Fiorentine” i Machiavelli and Republicanism, red. Gisela Bock, Quentin Skinner og Maurizio Viroli (Cambridge: Cambridge University Press, 1990), 181–202. John McCormick argumenterer derimod for en grundlæggende kontinuitet mellem de to værker. Se John McCormick, Reading Machiavelli: Scandalous Books, Suspect Engagements, and the Virtue of Populist Politics (Princeton: Princeton University Press, 2018), 69–105. |
| 39. | For renæssancens eksemplaritet såvel som dens krise, se også Esben Korsgaard Rasmussen, “Thomas Hobbes and the problem of exemplarity: From the early engagement with historiography to Leviathan”. History of European Ideas 50, 4 (2024): 587–605. |