Forfatter: Sebastian Jon Holmen

Fore­stil dig føl­gen­de cases: (1) Lars afso­ner en dom for voldtægt, og det vur­de­res, at han med høj sand­syn­lig­hed vil begå lig­nen­de seksu­el kri­mi­na­li­tet i frem­ti­den. Lars pålæg­ges der­for at mod­ta­ge jævn­li­ge ind­sprøjt­nin­ger med et testoste­ron­re­du­ce­ren­de medi­ka­ment, der dra­stisk redu­ce­rer hans sexlyst og seksu­el­le for­må­en. (2) Hen­rik afso­ner sin tred­je dom for vold, og der vur­de­res at være en høj risi­ko for, at han vil begå voldskri­mi­na­li­tet igen, når han bli­ver løsladt. Hen­rik pålæg­ges der­for at mod­ta­ge en ny form for aggres­sions­re­du­ce­ren­de behand­ling, der invol­ve­rer en mild form for elek­trisk sti­mu­le­ring af hans hjer­ne via elek­tro­der pla­ce­ret uden på hans kra­ni­um. (3) Peter afso­ner en dom for mar­keds­ma­ni­pu­la­tion, og det vur­de­res, at han er i høj risi­ko for at lave lig­nen­de finan­si­el kri­mi­na­li­tet, når han bli­ver løsladt. Peter pålæg­ges der­for at mod­ta­ge en tab­let­be­hand­ling, der redu­ce­rer hans evner til at for­stå og mani­pule­re det finan­si­el­le system.

I de sene­re år er filo­sof­fer, ret­ste­o­re­ti­ke­re, repræ­sen­tan­ter for neu­rovi­den­ska­ben og andre kom­men­ta­to­rer i sti­gen­de grad (igen) begyndt at debat­te­re det føl­gen­de spørgs­mål: Hvor­dan, hvis over­ho­ve­det, bør vi benyt­te ind­sig­ter i og tek­nik­ker til at ændre kri­mi­nel­les affek­ti­ve og kog­ni­ti­ve dis­po­si­tio­ner som led i at redu­ce­re risi­ko­en for, at de begår ny kriminalitet?¹For nye­re anto­lo­gi­er og den, så vidt jeg ved, hidtil ene­ste mono­gra­fi om emnet, se David Birks & Tho­mas Doug­las, Tre­at­ment for Cri­me: Phil­o­soph­i­cal Essays on Neu­ro­in­ter­ven­tions in Cri­mi­nal Justi­ce (Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2018); Nico­le A. Vin­cent, Tho­mas Nadel­hof­fer & Allan McCay, Neu­ro­in­ter­ven­tions and the Law … Continue reading Bør vi eksem­pel­vis benyt­te kemisk kastra­tion til at redu­ce­re risi­ko­en for, at seksu­al­for­bry­de­re begår ny kri­mi­na­li­tet (jf. Lars)? Hvis de viser sig at være effek­ti­ve, er det så etisk for­svar­ligt at bru­ge nye hjer­ne­sti­mu­la­tions­me­to­der til at redu­ce­re risi­ko­en for, at kri­mi­nel­le begår ny voldskri­mi­na­li­tet (jf. Hen­rik)? Hvad med den hypo­te­ti­ske mulig­hed for at kun­ne redu­ce­re nog­le vel­be­ga­ve­de kri­mi­nel­les kog­ni­ti­ve evner, såle­des at de ikke igen kan begå kri­mi­na­li­tet, der kræ­ver spe­ci­a­li­se­ret ind­sigt og sær­li­ge evner (jf. Peter)? Dis­se og lig­nen­de spørgs­mål ved­rø­ren­de etik­ken i at bru­ge eksi­ste­ren­de og poten­ti­el­le neu­ro­lo­gi­ske inter­ven­tio­ner (her­ef­ter omtalt “neurointerventioner”)²Neurointerventioner for­stås i det­te ind­læg, og i den filo­so­fi­ske debat omkring deres brug i almin­de­lig­hed, som inter­ven­tio­ner, der vir­ker direk­te på mod­ta­ge­rens hjer­ne – mod­sat (indi­rek­te) inter­ven­tio­ner som f.eks. sam­ta­le­te­ra­pi, der er medi­e­ret af det omkring­lig­gen­de miljø. i rets­sy­ste­met er som sådan ikke nye.³Amanda Pustil­nik, “Vio­len­ce on the Brain: A Cri­tique of Neu­rosci­en­ce in Cri­mi­nal Law”, Wake Forest Law Review 44 (2009): 183–238. De har dog fået for­ny­et rele­vans med frem­kom­sten af den kon­stant vok­sen­de mæng­de af ind­sig­ter fra neu­rovi­den­ska­ber­ne ved­rø­ren­de de neu­ro­lo­gi­ske meka­nis­mer, der lig­ger til grund for vores tan­ker, følel­ser, handling­er, m.v.⁴For et over­blik, se eksem­pel­vis Chri­stop­her Chew, Tho­mas Doug­las & Nadira S. Faber, “Bio­lo­gi­cal Inter­ven­tions For Cri­me Pre­ven­tion”, i Tre­at­ment for Cri­me: Phil­o­soph­i­cal Essays on Neu­ro­in­ter­ven­tions in Cri­mi­nal Justi­ce, red. David Birks & Tho­mas Doug­las (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2018).

I den­ne arti­kel vil jeg give et kri­tisk over­blik over den spi­ren­de filo­so­fi­ske debat ved­rø­ren­de bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le, som fle­re dan­ske fag­fi­lo­sof­fer (under­teg­ne­de inklu­si­ve) bidra­ger til jævn­ligt. Mere spe­ci­fikt vil jeg foku­se­re på den del af debat­ten, som jeg ved mest om, nem­lig den der beskæf­ti­ger sig med føl­gen­de spørgs­mål: Er det etisk for­svar­ligt at tvin­ge nog­le typer af kri­mi­nel­le til at mod­ta­ge en neurointervention?⁵Et andet cen­tralt spørgs­mål ved­rø­rer etik­ken i at til­by­de neu­ro­in­ter­ven­tio­ner til kri­mi­nel­le mod en redu­ce­ret straf eller som en betin­gel­se for prø­ve­løsla­del­se. Se eksem­pel­vis L. Bomann-Lar­sen, “Volun­tary Reha­bi­li­ta­tion? On Neu­ro­te­ch­no­lo­gi­cal Behaviou­ral Tre­at­ment, Valid Con­sent and (In)appropriate … Continue reading Jeg vil star­te med at udlæg­ge et rela­tivt sim­pelt og ukon­tro­ver­si­elt argu­ment for, at det pro tan­to kan være for­svar­ligt at pålæg­ge vis­se kri­mi­nel­le at mod­ta­ge en neu­ro­in­ter­ven­tion. Der­næst vil jeg gå vide­re til en ræk­ke argu­men­ter, der peger i den mod­sat­te ret­ning – argu­men­ter, der er ble­vet frem­ført for det syns­punkt, at det oftest (eller altid) er etisk for­kert at pålæg­ge kri­mi­nel­le at mod­ta­ge en neu­ro­in­ter­ven­tion. For hver klyn­ge af argu­men­ter vil jeg frem­sæt­te, hvad der fore­kom­mer mig at være deres stør­ste udfor­drin­ger. I den sid­ste sub­stan­ti­el­le sek­tion vil jeg så bevæ­ge mig ud over den ide­a­li­se­re­de eti­ske dis­kus­sion og vise, hvor­for man kan være skep­tisk over for bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le i vores vir­ke­li­ge, non-ide­a­li­se­re­de ver­den, selv hvis man (som jeg) ikke er over­be­vist af de prin­ci­pi­el­le argu­men­ter imod bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner.

To ting er værd at bemær­ke, før vi kaster os ud i det. For det før­ste er det empi­ri­ske grund­lag sta­dig uklart, hvad angår såvel effek­ti­vi­te­ten af indi­vi­du­el­le neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i for­hold til at redu­ce­re reci­div-rater (dvs. til­bage­fald til kri­mi­na­li­tet) som alvor­lig­he­den af deres poten­ti­el­le bivirk­nin­ger. Det eti­ske spørgs­mål omkring bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner må der­for ansku­es kon­di­tio­nelt: Hvis neu­ro­in­ter­ven­tio­ner kan redu­ce­re reci­div-raten blandt nog­le typer af kri­mi­nel­le, og hvis de ikke har for alvor­li­ge bivirk­nin­ger, bør neu­ro­in­ter­ven­tio­ner så benyt­tes på nog­le typer af kri­mi­nel­le?

For det andet vil jeg anta­ge, at de kri­mi­nel­le, der bli­ver pålagt at mod­ta­ge en behand­ling med en neu­ro­in­ter­ven­tion, vil få den­ne behand­ling side­lø­ben­de med eller i for­læn­gel­se af deres even­tu­el­le rets­li­ge straf. Nu vil den opmærk­som­me og straf­fe­te­o­re­tisk inter­es­se­re­de læser måske alle­re­de sid­de med en afart af føl­gen­de ind­ven­ding mod bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i tan­ker­ne: “Rets­sy­ste­mets opga­ve er at udde­le en straf til de per­so­ner, der har gjort sig skyl­di­ge i en for­bry­del­se, ikke at pålæg­ge per­so­ner at mod­ta­ge den ene eller den anden form for behand­ling. Der­for er debat­ten om bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i rets­sy­ste­met ovre, før den kom­mer i gang”. Der er to grun­de til, at jeg ikke mener, at en sådan ind­ven­ding er over­be­vi­sen­de. For det før­ste er det i min optik ble­vet over­be­vi­sen­de demon­stre­ret, at man­ge neu­ro­in­ter­ven­tio­ner vil­le kun­ne fun­ge­re som, eller som del af, en for­mel stats­lig straf under de ret­te betingelser.⁶Se eksem­pel­vis Jes­per Ryberg, “Punis­h­ment, Phar­ma­co­lo­gi­cal Tre­at­ment, and Ear­ly Relea­se”, Inter­na­tio­nal Jour­nal of Applied Phi­los­op­hy 26, nr. 2 (2012): 231–44. For det andet, og vig­ti­ge­re i den­ne sam­men­hæng, så anses det at reha­bi­li­te­re eller refor­me­re kri­mi­nel­le i fle­re lan­de for at være et cen­tralt mål for retssystemet.⁷Andrew Von Hirsch, Andrew Ashworth & Juli­an Roberts, “Reha­bi­li­a­tion”, i Prin­cip­led Sen­ten­cing – Rea­dings on The­ory and Poli­cy, red. Andrew Von Hirsch, Andrew Ashworth & Juli­an Roberts (Oxford: Hart Publis­hing, 2009), 1–10; Gwen Robin­son and Iain Crow, “Reha­bi­li­ta­tion in an Histo­ri­cal Con­te­xt”, in Offen­der Reha­bi­li­ta­tion … Continue reading Det er med andre ord almin­de­ligt accep­te­ret, at én af rets­sy­ste­mets opga­ver er at sik­re, at kri­mi­nel­le ikke begår ny kri­mi­na­li­tet. Der­for kan debat­ten om bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le ikke bare affe­jes med den begrun­del­se, at den byg­ger på en grund­læg­gen­de mis­for­stå­el­se af, hvad rets­sy­ste­mets opga­ve er.

Med dis­se ind­le­den­de bemærk­nin­ger kan vi nu ven­de os mod argu­men­ter­ne.

Hvor­for pålæg­ge nog­le kri­mi­nel­le at mod­ta­ge en neu­ro­in­ter­ven­tion?

Det mest cen­tra­le argu­ment for at pålæg­ge nog­le kri­mi­nel­le at mod­ta­ge en neu­ro­in­ter­ven­tion er ska­des­ba­se­ret. Såfremt en neu­ro­in­ter­ven­tion vil kun­ne redu­ce­re risi­ko­en for, at en kri­mi­nel begår ny kri­mi­na­li­tet, lyder argu­men­tet, så vil risi­ko­en for ska­de, der er for­bun­det med uger­nin­gen, for offe­ret kun­ne for­mind­skes eller helt afværges.⁸Se eksem­pel­vis Ryberg, Neu­ro­in­ter­ven­tions, Cri­me, and Punis­h­ment, kap. 1; Seba­sti­an Jon Hol­men, “Respect, Punis­h­ment and Man­da­tory Neu­ro­in­ter­ven­tions”, Neu­ro­et­hi­cs 14, (2021): 167–176; Tho­mas Søbirk Peter­sen, “Should Neu­ro­te­ch­no­lo­gi­cal Tre­at­ments Offe­red to Offen­ders Always Be in Their Best Inte­r­e­sts?”, … Continue reading Yder­li­ge­re vil man kun­ne und­gå den ska­de, som det at straf­fe den kri­mi­nel­le inde­bæ­rer. Efter­som alle plau­sib­le eti­ske teo­ri­er vil anse det, at en hand­ling redu­ce­rer ska­de som en god grund til at udfø­re den hand­ling, så føl­ger det, at vi cete­ris pari­bus bør accep­te­re bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner­ne i Lars, Hen­rik og Peter,⁹For at øge læse­ven­lig­he­den vil jeg her­fra de fle­ste ste­der refe­re­re til nav­ne­ne på de per­so­ner, der mod­ta­ger neu­ro­in­ter­ven­tio­ner­ne i vores cases, frem­for nav­ne­ne på case­ne selv. såfremt det redu­ce­rer risi­ko­en for, at de ska­der sig selv eller andre. Da den type af kri­mi­na­li­tet, som Lars, Hen­rik og Peter har begå­et, og som de vur­de­res at være i risi­ko for at begå igen, oftest (eller altid) er for­bun­det med direk­te og/eller indi­rek­te ska­de for ofre­ne, så har vi i den ska­des­re­du­ce­ren­de effekt et argu­ment for bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, som alle bør kun­ne til­slut­te sig – i hvert fald hvis alt andet er lige. Spørgs­må­let er nu bare, om alt andet så fak­tisk er lige? Det meste af lit­te­ra­tu­ren, som er kri­tisk over for bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, benæg­ter net­op, at det er til­fæl­det, omend af for­skel­li­ge årsa­ger – de stør­ste udfor­drin­ger for ska­des­ar­gu­men­tet er såle­des dis­se over­vej­el­ser. I de næste sek­tio­ner tager vi et kri­tisk blik på, hvad der fore­kom­mer at være de mest pro­mi­nen­te grun­de frem­sat til for­svar for, at tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner ikke bør benyt­tes på kri­mi­nel­le.

Auto­no­mi

Et gen­nem­gå­en­de træk i de tre cases præ­sen­te­ret i intro­duk­tio­nen er, at hver­ken Lars, Hen­rik eller Peter selv har valgt at mod­ta­ge den rele­van­te neu­ro­in­ter­ven­tion, men har fået pålagt at mod­ta­ge den af sta­ten. Selv­om de ikke altid selv adskil­ler dem, så har en ræk­ke kom­men­ta­to­rer anspo­ret af det­te rejst to auto­no­mi­ba­se­re­de ind­ven­din­ger mod bru­gen af tvung­ne neurointerventioner.¹⁰Se eksem­pel­vis Eliza­beth Shaw, “Direct Brain Inter­ven­tions and Respon­si­bi­li­ty Enhan­ce­ment”, Cri­mi­nal Law and Phi­los­op­hy 8, nr. 1 (2014): 1–20; Lan­do Kir­ch­mair, “Objections to Coerci­ve Neu­ro­cor­recti­ves for Cri­mi­nal Offen­ders – Why Offen­ders’ Human Rights Should Fun­da­men­tal­ly Come First”, Cri­mi­nal Justi­ce Eth­ics … Continue reading Lad os gran­ske dem beg­ge nær­me­re.

Den før­ste ind­ven­ding omhand­ler, hvad vi kun­ne kal­de beslut­nings­au­to­no­mi, og hen­ter inspira­tion fra den medi­cin­ske etik. Iføl­ge den­ne ind­ven­ding er det moralsk for­kert at pålæg­ge per­so­ner en behand­ling uden at have sik­ret sig deres infor­me­re­de samtyk­ke, og det anses almin­de­lig­vis for moralsk for­kert ikke at ind­hen­te samtyk­ke til en behand­ling, for­di det kræn­ker per­so­ners moral­ske ret til (beslutnings)autonomi.¹¹Der kan natur­lig­vis være andre grun­de til at mene, at infor­me­ret samtyk­ke bør ind­hen­tes, før sta­ten bru­ger en neu­ro­in­ter­ven­tion på kri­mi­nel­le, men det er desvær­re for omfat­ten­de at gen­nem­gå dem alle her. De inter­es­se­re­de kan evt. se Seba­sti­an Jon Hol­men, “Neu­ro­in­ter­ven­tions and Infor­med Con­sent”, Jour­nal of … Continue reading At pålæg­ge eksem­pel­vis Lars at mod­ta­ge testoste­ron­re­du­ce­ren­de ind­sprøjt­nin­ger er der­for moralsk for­kert, for­di Lars ikke har samtyk­ket til en sådan behand­ling, dvs. hans beslut­nings­au­to­no­mi er ble­vet kræn­ket. Man­ge typer af kri­tik er ble­vet rejst mod det­te argument,¹²Se eksem­pel­vis Tho­mas Doug­las, “Cri­mi­nal Reha­bi­li­ta­tion Through Medi­cal Inter­ven­tion: Moral Lia­bi­li­ty and the Right to Bodi­ly Inte­gri­ty”, The Jour­nal of Eth­ics 18, nr. 2 (2014): 101–22; Lisa Fors­berg & Tho­mas Doug­las, “Anti-Libi­di­nal Inter­ven­tions in Sex Offen­ders: Medi­cal or Cor­rectio­nal?”, Medi­cal Law Review 24, nr. … Continue reading men i min optik er den mest over­be­vi­sen­de, at der er utal­li­ge andre for­mer for stats­li­ge sank­tio­ner, der på en lig­nen­de måde kræn­ker beslut­nings­au­to­no­mi, men som de fær­re­ste af os anta­ge­lig­vis mener er moralsk for­ker­te af den årsag. Det er eksem­pel­vis nok de fær­re­ste, som mener, at en færds­els­be­tjent ikke bør give en per­son en bøde for at køre for stærkt, hvis ikke fartbøl­len samtyk­ker til at mod­ta­ge den. Eller at det er moralsk for­kert at sæt­te en per­son i fængsel, hvis per­so­nen ikke samtyk­ker til det. Såle­des kan vi ikke kon­si­stent afvi­se bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le med hen­vis­ning til, at de kræn­ker beslut­nings­au­to­no­mi, uden også at måt­te afvi­se bru­gen af (man­ge) andre typer stats­li­ge sank­tio­ner, som de fle­ste af os mener er moralsk for­svar­li­ge (eller end­da moralsk ønskværdige).¹³For at und­gå mis­for­stå­el­ser bør det bemær­kes, at man ikke behø­ver at til­slut­te sig det syns­punkt, at måden, der sank­tio­ne­res på i eksi­ste­ren­de straf­fe­sy­ste­mer, er etisk for­svar­lig – i man­ge til­fæl­de er det mod­sat­te nok nær­me­re til­fæl­det. Men så læn­ge man accep­te­rer, at dis­se sank­tio­ner kan være … Continue reading

Den anden auto­no­mi­ba­se­re­de ind­ven­ding omhand­ler, hvad vi kun­ne kal­de prak­tisk auto­no­mi. Groft sagt omhand­ler prak­tisk auto­no­mi de (reel­le) mulig­he­der, en per­son har for at handle.¹⁴Se Jonat­han Pugh, Auto­no­my, Ratio­na­li­ty, and Con­tem­porary Bio­et­hi­cs (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2020). Når Peter f.eks. mod­ta­ger den tab­let­be­hand­ling, der for­mind­sker eller helt fra­ta­ger ham bestem­te kog­ni­ti­ve evner eller kapa­ci­te­ter, der er nød­ven­di­ge for at navi­ge­re i det finan­si­el­le system, så fra­ta­ges han sam­ti­dig mulig­he­den for at hand­le i det­te domæ­ne. Peters prak­ti­ske auto­no­mi er på den måde ble­vet kræn­ket, kun­ne det hævdes.¹⁵For en læn­ge­re dis­kus­sion af rela­tio­nen mel­lem prak­tisk auto­no­mi (og beslut­nings­au­to­no­mi) og kog­ni­ti­ve for­rin­gel­ser, se Seba­sti­an Jon Hol­men, “Cog­ni­ti­ve Dimi­nis­h­ments and Cri­me Pre­ven­tion: ‘Too Smart for the Rest of Us’?”, Neu­ro­et­hi­cs, under udgi­vel­se (2021). Her er to udfor­drin­ger værd at bemær­ke: For det før­ste er det langt­fra alle typer af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, der plau­si­belt kan siges at redu­ce­re prak­tisk auto­no­mi – det er eksem­pel­vis svært at se, hvor­dan Hen­rik får sin prak­ti­ske auto­no­mi kræn­ket ved at mod­ta­ge aggres­sions­re­du­ce­ren­de behand­ling. Såle­des er det alt­så ikke alle typer af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, der ram­mes af den­ne ind­ven­ding. For det andet, og vig­ti­ge­re, så gæl­der det også i rela­tion til over­vej­el­ser omkring prak­tisk auto­no­mi, at det fore­kom­mer inkon­si­stent at afvi­se bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, for­di det kræn­ker prak­tisk auto­no­mi, hvis man eksem­pel­vis, som de fle­ste gør, accep­te­rer indespær­ring som en etisk for­svar­lig sank­tion ved nog­le typer kri­mi­na­li­tet. Det skyl­des, at fængs­ling jo net­op består i at begræn­se den fængs­le­des prak­ti­ske auto­no­mi i form af blandt andet at begræn­se hans bevæ­gel­ses­fri­hed, og hvem han kan soci­a­li­se­re med.¹⁶Se også Tho­mas Doug­las et al., “Coercion, Incar­ce­ra­tion, and Che­mi­cal Castra­tion: An Argu­ment From Auto­no­my”, Jour­nal of Bio­et­hi­cal Inquiry 10, nr. 3 (2013): 393–405.

Krops­lig inte­gri­tet

Nog­le kom­men­ta­to­rer har hæv­det, at et tungt­ve­jen­de etisk pro­blem ved tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner er, at de inde­bæ­rer en kræn­kel­se af den kri­mi­nel­les ret til krops­lig inte­gri­tet. Selv­om der selv­føl­ge­lig er fle­re måder at udlæg­ge den­ne ret­tig­hed på,¹⁷For et over­blik og kri­tisk dis­kus­sion af for­skel­li­ge udlæg­nin­ger af krops­lig inte­gri­tet i rela­tion til tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, se Ryberg, Neu­ro­in­ter­ven­tions, Cri­me, and Punis­h­ment, kap. 3. så er den mest almin­de­li­ge udlæg­ning i debat­ten om tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, at ret­ten til krops­lig inte­gri­tet (som mini­mum) beskyt­ter per­so­ner mod at have deres krop pene­tre­ret uden deres samtykke.¹⁸Se eksem­pel­vis Eliza­beth Shaw, “The Right to Bodi­ly Inte­gri­ty and the Reha­bi­li­ta­tion of Offen­ders Through Medi­cal Inter­ven­tions: A Reply to Tho­mas Doug­las”, Neu­ro­et­hi­cs 12, nr. 1 (2019): 97–106. Såfremt kri­mi­nel­le fak­tisk har en ret til krops­lig inte­gri­tet, så kan det fore­kom­me ind­ly­sen­de, at den kræn­kes, hvis de under­læg­ges en tvun­gen neu­ro­in­ter­ven­tion – sær­ligt hvis inter­ven­tio­nen består i en injek­tion (jf. Lars) eller et mere inva­sivt ind­greb (f.eks. en hjer­ne­ope­ra­tion).

Men ved nær­me­re efter­syn står det klart, at en ret til krops­lig inte­gri­tet ikke kan udgø­re fun­da­men­tet for en gene­rel ude­luk­kel­se af bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le. Det skyl­des, at man ikke kan fast­hol­de, at alle neu­ro­in­ter­ven­tio­ner kræn­ker ret­ten til krops­lig inte­gri­tet uden at for­plig­te sig på en yderst kræ­ven­de ver­sion af den­ne ret. For at kun­ne se hvor­for det er til­fæl­det, så lad os igen frem­dra­ge vores Hen­rik-case. Den behand­ling, jeg sti­p­u­le­re­de, at Hen­rik mod­ta­ger for at redu­ce­re hans aggres­sio­ner, er meget lig en type behand­ling kal­det transcra­ni­al direct cur­rent sti­mu­la­tion (tDCS).¹⁹For mere om tDCS-behand­ling mod aggres­sion, se eksem­pel­vis Andrés Molero-Cha­mizo et al., “Bila­te­ral Pre­fron­tal Cor­tex Ano­dal tDCS Effects on Self-repor­ted Aggres­si­ve­ness in Impri­so­ned Vio­lent Offen­ders”, Neu­rosci­en­ce 397 (2019): 31–40. tDCS som behand­lings­form består i pla­ce­rin­gen af to eller fle­re elek­tro­der uden på kra­ni­et, der fri­gi­ver en lav fre­kvens af elek­tri­ci­tet mel­lem elek­tro­der­ne og på den måde for­år­sa­ger neu­ro­lo­gi­ske ændrin­ger i udvalg­te dele af hjer­nen. Det er uden tvivl sandt, at tDCS-behand­lin­gen pene­tre­rer krop­pen i en vis for­stand – ellers vil­le den jo ikke kun­ne opnå en effekt. Men, uden at bli­ve for tek­nisk, så er den form for pene­tre­ring, tDCS invol­ve­rer, sam­men­lig­ne­lig med den pene­tra­tion, der fin­der sted, når lys ram­mer vores nethinde.²⁰Thomas Doug­las, “Non­con­sensu­al Neu­ro­cor­recti­ves and Bodi­ly Inte­gri­ty: A Reply to Shaw and Barn”, Neu­ro­et­hi­cs 12 (2019): 107–118. Såle­des vil en ret til krops­lig inte­gri­tet, der er i stand til moralsk set at ude­luk­ke bru­gen af tvung­ne tDCS-behand­lin­ger, sam­ti­dig gøre det til en ret­tig­heds­kræn­kel­se at tæn­de lyset i et befol­ket loka­le uden at have ind­hen­tet samtyk­ke fra de per­so­ner, der befin­der sig i det – det er anta­ge­lig­vis de fær­re­ste, der vil accep­te­re en ret­tig­hed, der har en sådan impli­ka­tion.

Men­tal inte­gri­tet eller men­tal selv­be­stem­mel­se

En meget inter­es­sant klyn­ge af argu­men­ter frem­sat mod bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner påpe­ger, at bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på den­ne måde nød­ven­dig­vis vil kræn­ke per­so­ners ret til men­tal inte­gri­tet eller men­tal selvbestemmelse.²¹Jan Chri­stoph Bublitz & Rein­hard Mer­kel, “Cri­mes Against Minds: On Men­tal Mani­pu­la­tions, Harms and a Human Right to Men­tal Self-Deter­mi­na­tion”, Cri­mi­nal Law and Phi­los­op­hy 8, nr. 1 (2014): 51–77; Chri­stoph Bublitz, “ ‘The Soul Is the Pri­son of the Body’ – Man­da­tory Moral Enhan­ce­ment, Punis­h­ment & Rights Against … Continue reading Selv­om den­ne ret er ble­vet udlagt på for­skel­li­ge måder, så er ker­nen i den, at per­so­ner bør have ret til kon­trol over deres men­tale til­stan­de – deres min­der, over­be­vis­nin­ger, præ­fe­ren­cer, følel­ser etc. Efter­som det uden tvivl er sandt, at tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner vil lede til ændrin­ger i den kri­mi­nel­les men­tale til­stan­de (det er jo, trods alt, net­op det, man for­sø­ger at opnå med behand­lin­ger­ne), og at det vil ske uden deres samtyk­ke, idet de er tvung­ne, så synes der her at være en poten­ti­el ret­tig­heds­kræn­kel­se, der kun­ne age­re stopklods for bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nog­le kri­mi­nel­le. Der er dog fle­re udfor­drin­ger for argu­men­ter om men­tal inte­gri­tet, som de på nuvæ­ren­de tids­punkt for­sva­res i lit­te­ra­tu­ren. Jeg skal her kun næv­ne to.²²For fle­re udfor­drin­ger, se Ryberg, Neu­ro­in­ter­ven­tions, Cri­me, and Punis­h­ment; Hol­men, “Neu­ro­in­ter­ven­tions and Infor­med Consent”.

For det før­ste er det ofte uklart, hvad omfan­get eller ræk­ke­vid­den af ret­ten til men­tal inte­gri­tet eller men­tal selv­be­stem­mel­se egent­lig er. Det er klart, at ret­tig­he­den ikke kan etab­le­re moral­ske restrik­tio­ner mod alle typer af ændrin­ger af vores men­tale liv, som vi ikke har samtyk­ket til – det vil­le gøre både alle for­mer for stats­li­ge sank­tio­ner og de fle­ste dag­lig­dags inter­ak­tio­ner til alvor­li­ge rettighedskrænkelser.²³Se Tho­mas Søbirk Peter­sen & Kri­sti­an Kragh, “Should Vio­lent Offen­ders Be For­ced to Under­go Neu­ro­te­ch­no­lo­gi­cal Tre­at­ment? A Cri­ti­cal Discus­sion of the ‘fre­edom of Thought’ Objection”, Jour­nal of Medi­cal Eth­ics 43, nr. 1 (2017): 1–5. Det er her rime­lig at påpe­ge, at ingen for­ta­le­re for en ret til men­tal inte­gri­tet i debat­ten om tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner for­sva­rer så omfat­ten­de en ret­tig­hed – ofte afvi­ser de eks­pli­cit, at ret­ten til men­tal inte­gri­tet skul­le ude­luk­ke tra­di­tio­nel­le for­mer for straf og/eller almin­de­li­ge kom­mu­ni­ka­tions­for­mer. Men det fore­kom­mer også rime­ligt at sige, at udover at benæg­te det­te, så er der end­nu ingen af dis­se for­svar, der har givet et over­be­vi­sen­de bud på, hvor­dan ret­tig­he­den så egent­lig bør begræn­ses.

Den anden udfor­dring for et argu­ment mod tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner base­ret på en ret til men­tal inte­gri­tet er, at det er muligt, at frem­ti­di­ge neu­ro­in­ter­ven­tio­ner eller kom­bi­na­tio­ner af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner ikke vil fra­ta­ge den kri­mi­nel­le kon­trol over hans men­tale til­stan­de. Eksi­ste­ren­de hjer­ne­a­n­ord­nin­ger til behand­ling af svær epi­lepsi giver grund til at tro, at det­te vil bli­ve tek­nisk muligt i en ikke alt for fjern frem­tid. Dis­se anord­nin­ger er nem­lig, ved kon­stant at moni­to­re­re patien­ter­nes neu­ra­le mil­jø, i stand til at for­ud­si­ge epi­lep­ti­ske anfald, før de sker, og råd­gi­ve patien­ter­ne om, hvad de bør gøre (“tag din medi­cin”, “læg dig ned” etc.) og/eller auto­ma­tisk distri­bu­e­re en dosis medi­cin eller elek­trisk sti­mu­la­tion af hjer­nen, der afvær­ger anfal­det, før det fin­der sted.²⁴For et fasci­ne­ren­de stu­die af en sådan anord­ning, se eksem­pel­vis Mark J. Cook et al., “Pre­di­ction of Seizu­re Like­li­hood with a Long-Term, Implan­ted Seizu­re Advisory System in Patients with Drug-Resi­stant Epi­lep­sy: A First-in-Man Stu­dy”, The Lan­cet Neu­ro­lo­gy 12, nr. 6 (2013): 563–71. Lad os nu fore­stil­le os, at Hen­rik, den kri­mi­nel­le med pro­ble­mer med at kon­trol­le­re sine aggres­sio­ner præ­sen­te­ret i ind­led­nin­gen, blev pålagt at skul­le påfø­re sig en lig­nen­de anord­ning. Og lad os anta­ge, at anord­nin­gen ved at aflæ­se Hen­riks neu­ra­le til­stan­de vil­le kun­ne for­ud­si­ge, hvor­når han var ved at miste kon­trol­len og infor­me­re ham om, at med­min­dre han aktivt væl­ger det fra (f.eks. ved at tryk­ke på en knap på anord­nin­gen), så vil anord­nin­gen afgi­ve en aggres­sions­dæm­pen­de behand­ling. Det er klart, at der er fle­re muli­ge ind­ven­din­ger mod bru­gen af en sådan anord­ning på kri­mi­nel­le, der ikke har noget med men­tal inte­gri­tet eller men­tal selv­be­stem­mel­se at gøre.²⁵Sebastian Jon Hol­men & Jes­per Ryberg, “Inter­ven­tio­nist Advisory Brain Devi­ces, Aggres­sion, and Cri­me Pre­ven­tion”, Jour­nal of Cog­ni­tion and Neu­ro­et­hi­cs. 8, nr. 1 (2021): 1–22. Men det er også klart, at en sådan anord­ning ikke på rime­lig vis kan påstås at fra­ta­ge Hen­rik kon­trol­len over sine men­tale til­stan­de.

Iden­ti­tet

En anden type af ind­ven­din­ger, der som­me­ti­der frem­fø­res mod bru­gen af tvung­ne moral­ske for­bed­rin­ger gene­relt og tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nog­le typer af kri­mi­nel­le spe­ci­fikt er, at de vil have en ero­de­ren­de effekt på de berør­te per­so­ners iden­ti­tet. Dis­se udfor­drin­ger kom­mer groft sagt i to vari­an­ter: Den før­ste vari­a­tion er base­ret på bekym­rin­ger ved­rø­ren­de de berør­te kri­mi­nel­les nume­ri­ske iden­ti­tet – alt­så “det”²⁶For to radi­kalt for­skel­li­ge teo­ri­er om, hvad “det” består i, se Derek Par­fit, Rea­sons and Per­sons (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 1984) og David DeGra­zia, Human Iden­ti­ty and Bio­et­hi­cs (New York: Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty Press, 2005). som gør, at vi kan sige, at den kri­mi­nel­le, som eksi­ste­rer på tids­punkt 1, er den sam­me kri­mi­nel­le, som eksi­ste­rer på tids­punkt 2. Den anden iden­ti­tets­ba­se­re­de kri­tik omhand­ler den kri­mi­nel­les kva­li­ta­ti­ve iden­ti­tet, som, i hvert fald i den nær­væ­ren­de debat, ofte for­stås som det nar­ra­tiv, en per­son kon­stru­e­rer om sig selv (her­fra nar­ra­tiv iden­ti­tet).²⁷Se eksem­pel­vis Eliza­beth Shaw, “Coun­ter­pro­ducti­ve Cri­mi­nal Reha­bi­li­ta­tion: Dea­ling with the Doub­le-Edged Sword of Moral Bio­en­han­ce­ment via Cog­ni­ti­ve Enhan­ce­ment”, Inter­na­tio­nal Jour­nal of Law and Psy­chi­a­try 65 (2019). Lad os gran­ske de to bekym­rin­ger efter tur.

Den før­ste af bekym­rin­ger­ne kan vi hur­tigt afvi­se skul­le udgø­re en god grund til at afvi­se bru­gen af alle neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le. Det kan vi, for­di langt de fle­ste inter­ven­tio­ner ikke plau­si­belt udgør en fare for den kri­mi­nel­les nume­ri­ske iden­ti­tet: Ingen (plau­sib­le) teo­ri­er om nume­risk iden­ti­tet vil­le eksem­pel­vis anse det som destru­e­ren­de for nume­risk iden­ti­tet, at en per­son blev bed­re i stand til at sty­re sine impulsi­ve aggres­sio­ner (jf. Hen­rik) eller fik ændret sine seksu­el­le præ­fe­ren­cer (jf. Lars).²⁸For yder­li­ge­re dis­kus­sion af vis­se typer teo­ri­er om nume­risk iden­ti­tet og neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, se Seba­sti­an Jon Hol­men, “A Note on Psy­cho­lo­gi­cal Con­ti­nu­i­ty The­o­ri­es of Iden­ti­ty and Neu­ro­in­ter­ven­tions”, Jour­nal of Medi­cal Eth­ics (2021).

Men hvad så med ide­en om, at tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner skul­le have en ero­de­ren­de effekt på kri­mi­nel­les nar­ra­ti­ve iden­ti­tet? Bemærk, at det ikke er alle ændrin­ger af en per­sons præ­fe­ren­cer, følel­ser mv., uden den­nes samtyk­ke, som teo­re­ti­ke­re anser som moralsk inter­es­san­te i rela­tion til nar­ra­tiv iden­ti­tet. Vi bør mere præ­cist kun ryn­ke på næsen af ændrin­ger, der af for­skel­li­ge årsa­ger er i kon­flikt med og/eller ikke kan ind­ar­bej­des i en per­sons nar­ra­tiv om sig selv.²⁹For et over­blik over, hvor­dan ændrin­ger af eksem­pel­vis præ­fe­ren­cer kan være i kon­flikt med nar­ra­tiv iden­ti­tet, se Jonat­han Pugh, “Cla­ri­fying the Nor­ma­ti­ve Sig­ni­fi­can­ce of ‘Per­so­na­li­ty Chan­ges’ Fol­lowing Deep Brain Sti­mu­la­tion”, Sci­en­ce and Engi­ne­e­ring Eth­ics 26 (2020): 1655–1680; se også Marya … Continue reading Såle­des er ændrin­ger­ne af eksem­pel­vis Lars’ seksu­el­le præ­fe­ren­cer kun pro­ble­ma­ti­ske for hans nar­ra­ti­ve iden­ti­tet, hvis han af en eller anden grund ikke kan ind­ar­bej­de dis­se ændrin­ger i sin histo­rie om sig selv. Det er klart, at nog­le typer af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner uden tvivl kan resul­te­re i, at en per­son over­ho­ve­det ikke er i stand til at kon­stru­e­re et selv-nar­ra­tiv (f.eks. vis­se for­mer for hjer­nekirur­gi). Jeg er dog per­son­ligt sær­de­les skep­tisk over for ide­en om, at kri­mi­nel­les nar­ra­ti­ve iden­ti­tet skul­le være tru­et af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner generelt.³⁰Se Hol­men, “Cog­ni­ti­ve Dimi­nis­h­ments and Cri­me Pre­ven­tion: ‘Too Smart for the Rest of Us’?”; se også Françoise Bay­lis, “ ‘I Am Who i Am’: On the Per­cei­ved Thre­ats to Per­so­nal Iden­ti­ty from Deep Brain Sti­mu­la­tion”, Neu­ro­et­hi­cs 6, no. 3 (2013): 513–26. Men lad os argu­en­do accep­te­re, at effek­ten af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­les men­tale dis­po­si­tio­ner er såle­des, at de altid eller meget ofte kom­mer i kon­flikt deres nar­ra­ti­ve iden­ti­tet. Spørgs­må­let er så, om det kan siges at udgø­re en god moralsk grund til at afvi­se bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner? Der er, i min optik, i hvert fald én god grund til at betviv­le, at det er til­fæl­det. Husk på, at den nok vig­tig­ste moti­ve­ren­de grund til over­ho­ve­det at bru­ge tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nog­le kri­mi­nel­le er at redu­ce­re risi­ko­en for bety­de­lig ska­de på deres poten­ti­el­le ofre og dem selv. Og selv­om det uden tvivl kan være yderst ube­ha­ge­ligt at ople­ve en art “nar­ra­tiv iden­ti­tetskri­se”, så fore­kom­mer det langt­fra klart, at en afvej­ning af det­te for­hold over for reduk­tio­nen af risi­ko­en for bety­de­lig ska­de ofte (eller nogen­sin­de) vil fal­de ud til for­del for det først­nævn­te. Selv hvis Lars skul­le få pro­ble­mer med at ind­ar­bej­de sine ændre­de seksu­el­le præ­fe­ren­cer i sit selv-nar­ra­tiv, fore­kom­mer det med andre ord ikke at være en til­stræk­ke­lig grund til at afvi­se bru­gen af ska­des­re­du­ce­ren­de neu­ro­in­ter­ven­tio­ner.

Dis­respekt­ful­de med­del­el­ser

Den sid­ste væsent­li­ge prin­ci­pi­el­le ind­ven­ding mod bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, som vi skal se nær­me­re på, omhand­ler de påstå­e­de dis­respekt­ful­de med­del­el­ser, som bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner invol­ve­rer. Eliza­beth Shaw, som har gjort sig til den mest frem­træ­den­de for­ta­ler for det­te syns­punkt, skri­ver eksem­pel­vis, at sådan­ne inter­ven­tio­ner er moralsk for­ker­te at benyt­te, for­di “[i]nvading the pro­fo­und­ly inti­ma­te sphe­re of the offen­der’s mind and body, depri­ving a per­son of con­trol over her­self, seems to con­vey the objectio­nab­le mes­sa­ge that this per­son is fun­da­men­tal­ly infe­ri­or and needs to be remoulded”.³¹Shaw, “Against the Man­da­tory Use of Neu­ro­in­ter­ven­tions”, 324. Ide­en er groft sagt, at når sta­ten pålæg­ger eksem­pel­vis Hen­rik eller Peter at mod­ta­ge deres respek­ti­ve neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, så sen­der sta­ten en dis­respekt­fuld besked ved­rø­ren­de Hen­rik og Peter, som den ikke bør sen­de. At en besked er dis­respekt­fuld for­stås ofte som, at den mis­re­præ­sen­te­rer det­te eller hint for­hold ved­rø­ren­de den kri­mi­nel­le – ind­hol­det af beske­den er med andre ord falskt.³²Se Gabri­el De Marco & Tho­mas Doug­las, “The Expres­si­vist Objection to Non­con­sensu­al Neu­ro­cor­recti­ves”, Cri­mi­nal Law and Phi­los­op­hy (2021). Bemærk dog, at nog­le eks­pres­si­vi­ster også mener, at en besked kan være dis­respekt­fuld, selv hvis ind­hol­det af med­del­el­sen er sandt. Hvis det er rig­tigt (hvil­ket jeg dog per­son­ligt er … Continue reading Men hvis vi nu anta­ger, at det fak­tisk er sandt, at sådan­ne med­del­el­ser bli­ver afsendt, og at de i øvrigt er mere pro­ble­ma­ti­ske end de beske­der, der even­tu­elt sen­des ved bru­gen af andre typer af stats­li­ge sanktioner,³³For nog­le grun­de til at betviv­le dis­se to anta­gel­ser, se Jes­per Ryberg, “Neu­rosci­en­ti­fic Tre­at­ment of Cri­mi­nals and Penal The­ory”, i Tre­at­ment for Cri­me: Phil­o­soph­i­cal Essays on Neu­ro­in­ter­ven­tions in Cri­mi­nal Justi­ce, red. David Birks & Tho­mas Doug­las (Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press, 2018); Hol­men, … Continue reading hvad er det så mere præ­cist, beske­den består i? Hvad er det, sta­ten mis­re­præ­sen­te­rer ved­rø­ren­de Hen­rik og Lars, når den pålæg­ger dem at mod­ta­ge neu­ro­in­ter­ven­tio­ner? Som det rig­tigt er ble­vet påpe­get, så er der mindst to oplag­te typer af dis­respekt­ful­de beske­der, som bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner kun­ne påstås at sen­de, og det er ikke altid klart, hvil­ken af dis­se, som eks­pres­si­vi­ster har i tankerne.³⁴Marco & Doug­las, “The Expres­si­vist Objection to Non­con­sensu­al Neurocorrectives”. Yder­li­ge­re – og vig­ti­ge­re – så er det ikke klart, som vi nu skal se, at dis­se bekym­rin­ger er i stand til over­be­vi­sen­de at ude­luk­ke bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner.

Den før­ste type af dis­respekt­ful­de med­del­el­ser, som tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner kun­ne tæn­kes at sen­de, ved­rø­rer den kri­mi­nel­les kog­ni­ti­ve eller moral­ske kapa­ci­te­ter (her­fra kapa­ci­tets­med­del­el­ser). Mere præ­cist kom­mu­ni­ke­rer kapa­ci­tets­med­del­el­ser den (fal­ske) besked, at den kri­mi­nel­le ikke har bestem­te kog­ni­ti­ve eller moral­ske kapa­ci­te­ter, eller at han har dem i en bety­de­lig lave­re grad end andre. Når Lars mod­ta­ger testoste­ron­re­du­ce­ren­de behand­ling, så kun­ne det eksem­pel­vis siges at sen­de den besked, at Lars’ evne til at kon­trol­le­re sine seksu­el­le impul­ser er defekt eller ikke-eksi­ste­ren­de. Udfor­drin­gen er nu bare, at en sådan besked ikke kan siges at misrepræ­sen­te­re Lars’ kapa­ci­te­ter – Lars har jo fak­tisk pro­ble­mer med at kon­trol­le­re sine seksu­el­le impul­ser. Mere gene­relt så vil det i alle de til­fæl­de, hvor sta­ten pålæg­ger en kri­mi­nel at mod­ta­ge en neu­ro­in­ter­ven­tion, være for­di den kri­mi­nel­les moral­ske eller kog­ni­ti­ve evner på den ene eller anden måde er defek­te – og det vil anta­ge­lig­vis net­op være det, der moti­ve­rer bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i langt de fle­ste til­fæl­de. Der­for vil den besked, en sådan behand­ling sen­der ved­rø­ren­de den kri­mi­nel­les evner, være sand og såle­des pr. defi­ni­tion ikke dis­repekt­fuld.

Den anden type af dis­respekt­ful­de med­del­el­ser ved­rø­rer den kri­mi­nel­les moral­ske sta­tus (her­fra sta­tus­med­del­el­ser). I lig­hed med kapa­ci­tets­med­del­el­ser sen­der sta­tus­med­del­el­ser den (fal­ske) besked, at den kri­mi­nel­le har fær­re eller sva­ge­re moral­ske ret­tig­he­der end andre per­so­ner. Når Peter eksem­pel­vis får redu­ce­ret sine kog­ni­ti­ve evner via en neu­ro­in­ter­ven­tion, så kun­ne det påstås, at det sen­der den pro­ble­ma­ti­ske sta­tus­med­del­el­se, at Peter ikke har bestem­te moral­ske ret­tig­he­der (til f.eks. krops­lig eller men­tal inte­gri­tet), eller at hans ret­tig­he­der er sva­ge­re end andres. Bemærk dog, at for at kun­ne etab­le­re, at en sta­tus­med­del­el­se ved­rø­ren­de Peter er en misrepræ­sen­ta­tion af Peters moral­ske sta­tus, så skal eks­pres­si­vi­sten fak­tisk etab­le­re noget andet først: nem­lig at det ikke er til­fæl­det, at Peters ret­tig­he­der, even­tu­elt som resul­ta­tet af hans lov­brud, er sva­ge­re end andres i en sådan grad, at det er moralsk til­la­de­ligt at pålæg­ge ham at mod­ta­ge neu­ro­in­ter­ven­tio­nen. Udfor­drin­gen er nu, at hvis eks­pres­si­vi­sten først skal etab­le­re, at Peter har en bestemt moralsk ret­tig­hed, og at til­ste­de­væ­rel­sen af den­ne ret­tig­hed ude­luk­ker bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på ham, så er det eks­pres­si­vi­sti­ske argu­ment over­flø­digt – vi vil­le i så fald alle­re­de have en til­stræk­ke­lig grund til ikke at pålæg­ge Peter at mod­ta­ge en neurointervention.³⁵Se også Hol­men, “Cog­ni­ti­ve Dimi­nis­h­ments and Cri­me Pre­ven­tion: ‘Too Smart for the Rest of Us’?”

Fra den ide­a­li­se­re­de til den vir­ke­li­ge ver­den

I sek­tio­ner­ne oven­for har jeg for­søgt at udlæg­ge og udpe­ge udfor­drin­ger for de mest pro­mi­nen­te prin­ci­pi­el­le grun­de, der er ble­vet frem­sat for og imod bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nog­le typer af kri­mi­nel­le. Lad os anta­ge, at det viser sig, at der ikke er nogen gode moral­ske grun­de til at ude­luk­ke bru­gen af i de mind­ste nog­le typer af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på kri­mi­nel­le, og at de i øvrigt er effek­ti­ve og har accep­tab­le bivirk­nin­ger. Føl­ger det så af det, at de bør bru­ges i et for­søg på at redu­ce­re reci­divra­ter­ne? Det kor­te svar er: nej. Det læn­ge­re svar er, at med tan­ke på hvor­dan straf­fe­sy­ste­mer rundt omkring i ver­den ope­re­rer, og hvor­dan dom­sto­le i dag er instru­e­ret i at benyt­te sig af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, så er det tvivl­s­omt, at det vil være moralsk for­svar­ligt at stil­le neu­ro­in­ter­ven­tio­ner til rådig­hed for sta­ten. Mere præ­cist, så giver måden, hvor­på vis­se neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i dag bli­ver brugt, grund til at fryg­te, at andre typer af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner lige­så vil bli­ve mis­brugt i straf­fe­sy­ste­met. Strengt taget kan man natur­lig­vis ikke slut­te logisk fra, at neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nuvæ­ren­de tids­punkt benyt­tes på etisk set bekym­ren­de måder, til at de eller andre inter­ven­tio­ner også vil bli­ve brugt på sådan­ne måder i frem­ti­den – såle­des er det, som føl­ger, i udpræ­get grad spe­ku­la­tivt. Ikke desto min­dre er det, i min optik, vig­tigt at gøre sig tan­ker om, hvor­dan straf­fe­sy­ste­met de facto vil benyt­te sig af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner, hvis en vur­de­ring af, hvor­vidt de bør bru­ges, skal være fyl­dest­gø­ren­de og reelt hand­lings­an­vi­sen­de. Lad mig nu give blot ét eksem­pel på etisk pro­ble­ma­tisk brug af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i straf­fe­sy­ste­met rela­te­ret til den lov­hjem­mel, som fle­re dom­sto­le i USA i dag ope­re­rer under i for­bin­del­se med bru­gen af kemisk kastration.³⁶Jeg træk­ker her kraf­tigt på over­vej­el­ser præ­sen­te­ret i Hol­men, “Neu­ro­in­ter­ven­tions and Infor­med Con­sent”; for andre udfor­drin­ger ved bru­gen af neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i straf­fe­sy­ste­mer i prak­sis, se Ryberg, Neu­ro­in­ter­ven­tions, Cri­me, and Punis­h­ment, kap. 7.

I de sta­ter i USA, hvor dom­sto­le i dag kan pålæg­ge kri­mi­nel­le at bli­ve kemisk kastre­ret, hvis de har begå­et grove seksu­el­le kræn­kel­ser (f.eks. Flo­ri­da og Cali­for­ni­en), kan en sådan behand­ling ale­ne udde­les på bag­grund af den kri­mi­nel­le akt. Der dif­fe­ren­ti­e­res såle­des ikke mel­lem, hvil­ke moti­ver de kri­mi­nel­le hav­de for at begå kræn­kel­ser­ne. Rela­te­ret til det­te så er det ikke nød­ven­digt, at ret­ten ind­hen­ter en psy­ko­lo­gisk eller psy­ki­a­trisk vur­de­ring af den kri­mi­nel­le, før han mod­ta­ger behand­lin­gen. Pro­ble­met med den­ne prak­sis er, at uden at ken­de den kri­mi­nel­les spe­ci­fik­ke moti­va­tion for hans handling­er, så er det ikke klart, at behand­lin­gen vil resul­te­re i, at den kri­mi­nel­le ikke begår ny kri­mi­na­li­tet. Som en kom­men­ta­tor bemær­ke­de alle­re­de i 1993, så vil kemisk kastra­tion eksem­pel­vis ikke fun­ge­re præ­ven­tivt for en kri­mi­nel, hvis moti­va­tion for at begå deres over­greb er at domi­ne­re eller ska­de deres ofre, efter­som “this group of offen­ders, even if ren­de­red impo­tent […] would sim­ply find some other wea­pon with which to vio­la­te their victims”.³⁷Pamela K. Hicks, “Castra­tion of Sexu­al Offen­ders: Legal and Ethi­cal Issu­es”, The Jour­nal of Legal Medi­ci­ne 14 (1993): 648. Selv­om det selv­føl­ge­lig er spe­ku­la­tivt, så er det på bag­grund af det­te ikke absurd at fryg­te, at hvis andre neu­ro­in­ter­ven­tio­ner blev intro­du­ce­ret i straf­fe­sy­ste­met, så vil­le regu­le­rin­gen af deres brug være pro­ble­ma­tisk af lig­nen­de årsa­ger: Man vil­le måske ikke dif­fe­ren­ti­e­re mel­lem de for­skel­li­ge moti­ver, som volds­for­bry­de­re har for at begå deres handling­er.

Og hvor­for taler det så egent­lig imod at lade sta­ten pålæg­ge kri­mi­nel­le at mod­ta­ge neu­ro­in­ter­ven­tio­ner? Det er der mindst to årsa­ger til: For det før­ste vil nog­le kri­mi­nel­le, der mod­ta­ger behand­lin­ger, som ikke adres­se­rer deres ker­ne­mo­ti­ver for at begå kri­mi­na­li­tet, poten­ti­elt bli­ve fejl­ag­tigt opfat­tet af sta­ten (og måske end­da af den kri­mi­nel­le selv) som refor­me­re­de. Det vil kun­ne bety­de, at de bli­ver løsladt fra fængs­let, selv­om de i vir­ke­lig­he­den er for far­li­ge til at være på fri fod, og/eller at de ikke kom­mer under andre for­mer for behand­ling (f.eks. sam­ta­le­te­ra­pi), der fak­tisk kun­ne være virk­som. Beg­ge dele kan selvsagt, som Hicks påpe­ger i cita­tet oven­for, resul­te­re i, at den kri­mi­nel­le begår ny ska­de­lig kri­mi­na­li­tet. For det andet vil der i de til­fæl­de, hvor en neu­ro­in­ter­ven­tion ikke har en kri­mi­nal­præ­ven­tiv effekt, for­di den ikke adres­se­rer moti­vet for den kri­mi­nel­le hand­ling, mang­le en etisk væg­tig begrun­del­se for at til­si­de­sæt­te den kri­mi­nel­les moral­ske ret­tig­he­der og udsæt­te den kri­mi­nel­le for de bivirk­nin­ger, behand­lin­gen måt­te have. Sta­ten vil med andre ord ska­de den kri­mi­nel­le uden en god grund.

Opsum­me­ring

Spørgs­må­let, om vi bør benyt­te nye ind­sig­ter om den men­ne­ske­li­ge hjer­ne samt de nye meto­der til at mani­pule­re den med til at redu­ce­re reci­div-rater­ne blandt nog­le typer af kri­mi­nel­le, har for alvor (igen) taget fart de sene­ste år. For­må­let med det­te ind­læg var at for­sø­ge at give et over­blik over debat­ten, som den hidtil har udspil­let sig – at frem­læg­ge de pro­mi­nen­te argu­men­ter, der frem­sæt­tes hen­holds­vis for og imod at bru­ge sådan­ne inter­ven­tio­ner, og hvad de sva­ge sider af dis­se argu­men­ter fore­kom­mer at være. Under­vejs har jeg også udpe­get prak­ti­ske grun­de til at være skep­tisk over for bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner i rets­sy­ste­met, selv hvis det viser sig, at der ikke er nog­le gode prin­ci­pi­el­le grun­de til ikke at benyt­te i hvert fald nog­le af dem. Men bør vi så benyt­te tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner på nog­le typer af kri­mi­nel­le?

For nuvæ­ren­de må det nok siges at være et åbent spørgs­mål (og jeg er per­son­ligt slet ikke over­be­vist om, at det har et kon­tekst­neut­ralt svar). For selv­om filo­sof­fer og andre fag­folk i sti­gen­de grad gran­sker det, så er der sta­dig fle­re ube­sva­re­de for­hold af både empi­risk og etisk karak­ter: Kan ret­ten til men­tal inte­gri­tet spe­ci­fi­ce­res på en måde, der ude­luk­ker bru­gen af tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner? Vil alle tvung­ne neu­ro­in­ter­ven­tio­ner for­ven­te­ligt bli­ve brugt på etisk ufor­svar­li­ge måder eller kun nog­le (og i så fald hvil­ke)? Dis­se og andre helt cen­tra­le spørgs­mål vil uden tvivl for­me debat­ten frem­over i et forsk­nings­felt, der for alle med straf­fe- eller neu­ro­e­tisk inte­res­se er en ren filo­so­fisk gave­bod.