Klimakrisen optager rimeligvis en pæn del af den politiske dagsorden. Noget, der dog fra tid til anden overskygger emnet, er det hykleri, som politikere, der taler for at nedbringe vores udledninger af drivhusgasser, angiveligvis udviser, når de har et væsentligt større drivhusgasbudget end gennemsnitsborgeren.
Et eksempel fra en dansk kontekst er Theresa Scavenius-sagen fra november sidste år (2022).1Scavenius er langtfra et enestående tilfælde. Andre medlemmer af klubben er Carolina Magdalene Meier, Uffe Elbæk og Al Gore. Dronning Margrethe kandiderer til medlemskab af klubben, for så vidt som hendes nytårstaler gør hende til lejlighedspolitiker. Se K. Lippert-Rasmussen, “Why the moral equality … Continue reading Scavenius er klimaordfører for Alternativet. På sin hjemmeside skriver Alternativet under “Klima, miljø, og natur” bl.a.:
Alternativet ønsker at sætte miljømæssig bæredygtighed øverst på dagsordenen […] Vi vil arbejde hårdt og vedholdende for at udfase det nuværende forbrug af fossile brændstoffer ved i stedet at benytte vedvarende energikilder […] Processen vil indebære en mærkbar omvæltning af vores nuværende samfundsstrukturer, og der vil være selvfølgeligheder i hverdagen, som vi må være parate til at give afkald på […] Borgere og virksomheder må i samarbejde med det offentlige finde frem til bæredygtige løsninger.2Alternativet, “Vores politik (klima, miljø og natur)”.
Flyrejser er måske en af de selvfølgeligheder, som man kunne tro, Alternativet mener, at borgerne bør være parate til at give afkald på. Derfor var det ikke overraskende, at det vakte opmærksomhed, da Frihedsbrevet i en artikel fra november 2022 skrev, at Scavenius over en femårig periode siden 2017 havde fløjet 24 gange – primært mellem Aalborg og København i forbindelse med hendes arbejde på AAU.3H. Jensen & S. Frøkjær, “Alternativets nye klimaordfører har fløjet mere end 24 gange på fem år: ‘Jeg mener ikke, at jeg skal være foregangsperson’ ”, Frihedsbrevet, 25. november 2022.
I en leder opfordrede Politiken hende til at skamme sig. Det mente Scavenius nu ikke, hun havde nogen grund til. I stedet postede hun en selfie taget i en flyvemaskine på Facebook med en ledsagende tekst, hvor hun afviste anken om hykleri som grundløs:
Frihedsbrevet rammer ved siden, når de forsøger at udstille mig som hykler. Jeg har netop aldrig argumenteret for, at nogen skulle vælge at flyve mindre. Jeg har aldrig taget udgangspunkt i det individuelle ansvar. Jeg er værdiliberal og har derfor ikke holdninger til, hvordan borgerne lever deres liv. Politisk står jeg til gengæld for en rabiat klimapolitik.4Citeret fra T. B. Munk, “Flyv, flyv, skamme dig, Scavenius?”, Kommunikationsforum, 29. november 2022.
I den efterfølgende debat kom flere Scavenius til undsætning. Svend Brinkmann gav således udtryk for, at det var Politikens udskamning af Scavenius, der var skamfuld, samtidig med at han harcelerede over det, han betragtede som Politikens idiotiske moralisme og puritanisme: “Det er fuldstændig legitimt, at en politiker foretager to returrejser med fly om året, samtidig med at vedkommende ønsker højere afgifter på flybilletter”.5S. Brinkmann, Facebook, 27. november 2022.
Scavenius pegede selv på det problematiske i, at vi i stedet for at tale om, hvad vi politisk set kan gøre for klimaet, kritiserer en politiker, der arbejder for vidtgående klimapolitiske tiltag, for 24 flyrejser, som i det store billede er komplet ligegyldige. At vifte hyklerikortet afspejler, ifølge Scavenius, at journalisterne mangler udsyn. En klimadebat, der med fuld fart kører ud ad et sidespor om klimahykleri og væk fra hovedsporet om klimakrisen, er forkert og fordummende. Man kunne få den tanke, at kritikerne af påståede klimahyklere er mere optagede af at lukke munden på kritikere af den fossile økonomi end i faktisk at fremme den nødvendige grønne omstilling.
Hvor interessant debatten om Scavenius-sagen end er, så er det ikke mit ærinde her specifikt at udlægge den sag. Det er i særdeleshed ikke mit ærinde at pege fingre ad en politiker, der på prisværdig vis tager klimaproblematikken mere alvorligt end så mange andre politikere og borgere. Dette også, men bestemt ikke kun, fordi jeg formentlig har fløjet mere og længere end Scavenius i selvsamme periode. Det ville derfor være, tænker jeg, kritisabelt hyklerisk af mig at pege fingre ad hende på det punkt.
Mit ærinde er derimod med afsæt i denne instruktive sag om påstået hykleri at tale til tre spørgsmål om hykleri, der har en vis filosofisk interesse. Det første er spørgsmålet om, hvad hykleri egentlig er. Her argumenterer jeg for, at selvom det generelt er en tilstrækkelig betingelse for at hykle, at man opfordrer folk til at gøre ét og så selv gør noget andet, så er det ikke en nødvendig betingelse. Hykleri har mange udtryksformer.
Det andet spørgsmål er, hvorvidt der er andre forhold end hykleri, der kan bidrage til at underminere ens position i forhold til at fremsætte politiske forslag og lignende. Her retter jeg blikket mod den seneste filosofiske litteratur om bebrejdelsens etik og ideen om, at det forhold, at man er med til sammen med andre at skabe et problem, kan underminere ens position til for eksempel at fremsætte løsningsforslag på det problem.
Det tredje spørgsmål er, om fokus på hykleri nødvendigvis er en distraktion, der fjerner vores opmærksomhed fra sagens kerne. Politikere, der forsvarer politiske idealer, men måske i deres egen adfærd ikke lever op til disse, har gode grunde til at hævde, berettiget eller ej, at det er sådan, tingene hænger sammen. Imidlertid peger jeg tentativt på to grunde til at tro, at mediernes optagethed af hykleri kan have et ufortjent negativt ry, da dette fokus potentielt kan have en positivt afsmittende virkning på vores optagethed af store principielle spørgsmål – for eksempel hvilken klimapolitik, vi skal føre.
Hvad er hykleri egentlig?
Med Politiken i spidsen mente mange, at Scavenius var en hykler, når hun på den ene side står for en, som hun selv beskriver det, “rabiat klimapolitik”, og på den anden side ofte flyver. Scavenius afviste anken om hykleri med den begrundelse, at hun aldrig har sagt, at “nogen skulle vælge at flyve mindre”. Ligeledes hævdede hun, at det ikke kan være rigtigt, at man ikke må ytre sig kritisk om vores mangelfulde klimapolitik, hvis man ikke selv levede som en “søjlehelgen”. Bag Scavenius’ afvisning af hyklerianklagen ligger en antagelse om, hvad hykleri er, som kan formuleres således:
Den simple hykleriopfattelse: Man hykler hvis man siger, at alle bør handle på én måde og så samtidig ikke selv gør det, selvom man har muligheden for det uden urimeligt store personlige omkostninger.
Hvis ellers Scavenius har ret i, at hun, som den selverklærede værdiliberale hun er, ikke har holdninger til, hvordan borgene lever deres liv (inden for lovens rammer, antager vi), så ligger der jf. den simple hykleriopfattelse ikke noget hykleri i, at hun flyver frem og tilbage mellem København og Aalborg, samtidig med at hun indtager en “rabiat” klimapolitisk holdning.6Man kan selvfølgelig problematisere den karakteristik af liberalisme, for eksempel jævnfør J. S. Mill, som de fleste anser for værdiliberal. Men lad det nu ligge. Hendes klimaholdning knytter sig slet ikke til, hvad privatpersoner gør, men til hvad stater og mellem- og overstatslige aktører gør. Hun kan i sagens natur ikke handle i modstrid med sin holdning til, hvad stater etc. bør gøre.
Man kan mene, at det synspunkt, at borgerne kan leve deres liv, som de vil, uden at skele til moralske hensyn, er et forkert synspunkt. Hvis vi skulle have politiske løsninger til de koordineringsproblemer, der for eksempel i vid udstrækning løses gennem køkultur (“Jeg har netop aldrig argumenteret for, at nogen skulle undlade at møve sig foran i køen … Politisk står jeg til gengæld for en rabiat køkulturspolitik”), så ville vi formentlig have problemer med kødannelse, som ville være meget større, end de faktisk er. Men spørgsmålet her er ikke, hvad man skal mene om for eksempel værdien af uformelle sociale normer, men om det er hyklerisk i nærværende simple forstand at indtage Scavenius’ synspunkt angående politiske løsninger på klimakrisen og så samtidig flyve ofte selv. Ud fra den simple hykleriopfattelse er svaret, at det er det ikke.
Scavenius’ reference til søjlehelgener peger måske på en anden og selvstændig grund til, hvorfor hun ikke hykler jf. den simple hykleriopfattelse – nemlig, at de personlige omkostninger, for eksempel ved at tage toget mellem Aalborg og København fremfor flyet, er for store til, at man rimeligvis kunne forvente det af hende. Ligesom med forrige begrundelse kan man have sine reservationer i forhold til nærværende begrundelse. Formentlig sparer man reelt i omegnen af tre rejsetimer ved at tage flyet fremfor toget mellem Aalborg og København. Så det, vi taler om, er et offer på lidt over 70 timers transporttid over fem år. Hvis det offer gør én til søjlehelgen, så er kravene til søjlehelgener nok svundet lidt ind siden antikken.7En søjlehelgen er ifølge Den Danske Ordbog en “kristen asket der som led i sin bod tilbragte en del af sit liv på en søjle”. I det lys er ca. 70 timer over fem år på 1. klasse i stillezonen med DSB trods alt ikke selvflagellantisk.
Men om disse to begrundelser for, hvorfor anken om hykleri er uberettiget, holder i forhold til deres faktuelle aspekter, er måske mindre interessant. Den simple hykleriopfattelse er, som navnet antyder, lidt for simpel. Et alternativ eller supplement er følgende:
Den sofistikerede hykleriopfattelse: Man hykler hvis de værdier, man tilslutter sig (for eksempel værdien af en fremtidig verden uden katastrofale klimaforandringer) indebærer, at alle bør handle på en bestemt måde (for eksempel lade være med at flyve), men at man undlader at sige, at alle bør handle på denne måde, fordi man har en interesse i ikke at handle på denne måde (hvilket man så ikke gør) og i ikke at blive set som hykler, når man ikke handler på den måde, som ens værdier tilsiger, man bør handle på, og at dette er forklaringen på ens undladelse af at sige, at alle bør handle på den måde, der følger af ens værdier, at de bør.
Der findes simpelt såvel som sofistikeret hykleri, der måske ofte rummer et vist element af selvbedrag.8Ifølge den israelske filosof Daniel Statman er det meste hykleri præget af et vist element af selvbedrag og behøver på ingen måde have karakter af, at man åbenlyst siger, at man bør gøre noget, og så samtidig gør noget andet. Se hans “Hypocrisy and self-deception”, Philosophical Psychology 10 (1997): 57–75. Slaveejere, der højtideligt og oprigtigt tilsluttede sig ideen om alle menneskers ligeværd, men aldrig sagde, at man ikke burde holde slaver, netop fordi deres velstand afhang af at holde slaver, var – uden sammenligning i øvrigt – formentlig selvbedragende hyklere, desuagtet at de aldrig sagde, at man ikke burde holde slaver.
Om Scavenius er klimahykler på lignende måde har jeg af gode grund intet belæg for at have en mening om. Dels har jeg ikke noget kendskab til de fundamentale værdier, der ligger bag hendes “rabiate klimapolitik”, dels har jeg intet belæg for at mene noget om hendes motivationer for ikke at sige, at folk af egen drift bør flyve mindre (eller slet ikke). Min pointe er blot, at debatten om Scavenius-sagen rummede flere fejlagtige opfattelser af hykleri. Kritikere synes at slutte på følgende måde: Det forhold, at man mener, at staten skal forhindre én i at gøre bestemte ting, og at man selv gør sådanne ting, gør én til hykler. Det følger ikke, hvilket formentlig var det, Brinkmann pegede på, men det kan ikke desto mindre meget vel være tilfældet. Scavenius appellerer selv til en meget snæver forståelse af hykleri, ifølge hvilken man kun er hykler, hvis man handler i modstrid med, hvordan man har sagt, man bør handle, uden at det har væsentlige personlige omkostninger at gøre andet. Men hykleri har mange ansigter, så man kan sagtens hykle uden at opfylde den simple definition.
“Men du er en del af problemet”
I debatten om Scavenius-sagen – og for den sags skyld mange lignende sager – lå fokus på, om den pågældende politiker hyklede. Men som den filosofiske debat om bebrejdelsens etik viser, så er der andre måder end hykleri, hvorpå man kan miste sin position til at bebrejde andre.9Se K. Lippert-Rasmussen, The Beam and the Mote (New York: Oxford University Press, under udgivelse). Én sådan måde er medskyldighed (“complicity”). Antag, at jeg stjæler alle dine penge, så du er nødt til at stjæle et brød for at overleve, og jeg derefter bebrejder dig for, at du stjæler et brød. I så fald kan du afvise, at jeg har noget at lade dig høre, selvom du medgiver, at det er forkert af dig at stjæle et brød – dels fordi jeg er en hykler, idet jeg selv har begået et alvorligere tyveri, som jeg er tavs omkring, dels fordi jeg er medskyldig i, at du nu er i en situation, hvor du er tvunget til at stjæle et brød for at overleve.10For en parallel real-life-case, se G. A. Cohen, Finding Oneself in the Other (New Jersey: Princeton University Press, 2013): 115–133.
Nu er der imidlertid tre vigtige forskelle mellem nærværende eksempel og klimadebatten. Den første forskel er, at vi i eksemplet ovenfor taler bebrejdelse og ikke opfordringer eller fremsættelse af forslag til politiske løsninger. Den anden er, at medskyldighed her antager en anden karakter, fordi den enkeltes bidrag til problemet ingen forskel gør.11Dette er ikke en helt ukontroversiel antagelse, men lad os for argumentets skyld antage, at den er korrekt. Den tredje (mulige) forskel er, at det enkelte individ måske heller ikke handler moralsk forkert ved at bidrage til det samlede problem. Det kan naturligvis hænge sammen med netop det forhold, at den enkeltes bidrag ingen forskel gør i forhold til klimaproblemet.
Spørgsmålet er imidlertid, om disse forskelle er afgørende, således at pointerne, omkring hvordan medskyldige ikke er i en position til at bebrejde andre for de problemer, som de er medskyldige i, lader sig overføre til klimadebatten. I det følgende vil jeg argumentere for, at det ikke er tilfældet.
Lad os starte med den første forskel. Litteraturen omkring hykleri fokuserer på bebrejdelser, men mange andre illokutionære handlinger er på tilsvarende måde underlagt normer omkring den handlendes position til at foretage den pågældende handling. Tag et klassisk eksempel: Antag, at jeg holder et længere foredrag for dig, hvori jeg opfordrer til at stoppe med at ryge, men vel at mærke uden at bebrejde dig noget. Under min langstrakte opfordring ryger jeg selv en pakke cigaretter. Her synes et passende svar på et tidligt tidspunkt i foredraget at være: “Hvad med dig selv!” I det modsvar ligger ikke en benægtelse af, at du kan have god grund til at gøre, som jeg opfordrer dig til at gøre, eller god grund til at overveje mine begrundelser for min opfordring. Der ligger blot, at du ikke har pligt over for mig til at tage min opfordring alvorligt. At jeg opfordrer dig til at holde op med at ryge, giver dig ingen grund til stoppe. Det er helt foreneligt med, at nogle af de kendsgerninger, jeg peger på, gør.
Den anden forskel – at den enkeltes bidrag til klimakrisen er betydningsløst – gør formentlig heller ingen forskel for, om medskyldighed kan underminere ens position til at fremsætte politiske forslag. Antag, at vi deler den danske befolkning ind i dem, der som Scavenius og undertegnede udleder drivhusgasser i et sådant omfang, at vi samlet set har en negativ effekt på klimaforandringerne, og dem som udleder drivhusgasser i et så begrænset omfang, at hvis alle udledte drivhusgasser i deres omfang, så ville der ikke være et klimaproblem. Antag desuden, at den første gruppe af danskere foreslår den sidste gruppe, hvad Danmarks klimapolitik skal være. Min påstand er, at vi i den situation ville have stor forståelse for den sidste gruppe af danskere, hvis de ikke følte sig forpligtede over for den første gruppe af danskere til at tage deres forslag til klimaløsninger seriøst. Hvorfor skulle dem, som står over for et problem, de ikke selv har bidraget til (eller i det mindste: ikke ville have bidraget til, hvis alle havde handlet som dem), være specielt forpligtet til at lytte til, hvad de, som har skabt problemet, mener om, hvordan det skal løses? Måske man derfor kan forstå, hvis for eksempel meget fattige lande med meget begrænsede drivhusgasudledninger ikke kan se, at de har en særlig moralsk pligt til at tage kinesiske og amerikanske forslag til klimapolitikker alvorligt. En kinesisk og amerikansk indignation over, at deres forslag ikke bliver ydet nok opmærksomhed fra fattige landes side, klinger hult.
Hvad med den sidste forskel? Man kan selvfølgelig diskutere, hvorvidt det er forkert i den nuværende situation at flyve, når en togtur tager 3 timer længere. Men lad os antage, at det ikke er moralsk forkert. Spørgsmålet er så, om det, at ens flyrejser er moralsk tilladelige og i sidste ende uden betydning for klimakrisen, betyder, at ens krav på, at andre tager ens forslag til løsninger på klimaproblemet alvorligt, er upåvirket? I mine øjne er svaret negativt. Det gælder om alle os, der bidrager til klimakrisen, at vi kunne have valgt at leve anderledes, og at det i det mindste ville have været moralsk tilladeligt, om vi havde gjort det. Og hvis vi sammen havde gjort det, så havde det gjort en lille positiv forskel for klimaet. Måske det af lignende grunde er mere oplagt at tage Dansk Cyklist Forenings forslag til nedbringelse af luftforurening i byerne alvorligt end FDM’s, selv hvis der ikke er noget moralsk forkert i at køre bil?
Lukker hyklerianken munden på de kritikere, vi har brug for at høre på?
I debatten om Scavenius-sagen henviste mange kritikere af Politikens “idiotiske puritanisme” (Brinkmann) til det uheldige i, at offentligheden var optaget af en grøn politikers klimahykleri i stedet for klimakrisen. Mange så det at undgå en sådan forskydning af fokus som en grund til ikke at kritisere Scavenius for klimahykleri. Selv hvis hun havde været klimahykler, modsat hvad hun selv og Brinkmann m.fl. mente, så burde hun ikke være blevet kritiseret. For den kritik fordummer debatten og forskyder fokus fra noget, som er helt centralt – klimakrisen – til noget, der i bund og grund er uvæsentligt i en større sammenhæng: en enkeltpersons moralske karakter.
Flere filosoffer har argumenteret for en lignende og mere generel påstand i forbindelse med hykleriske bebrejdelser. Almindeligvis hævder filosoffer, at en person, hvis fejl i en bestemt henseende er værre end en anden persons, ikke er i en position til at bebrejde den andens fejl. Hvis jeg notorisk kommer meget for sent til vores aftaler og du for en enkelt gangs skyld er en lille smule forsinket, og jeg så bebrejder dig, at du kommer for sent, så kan du afvise min bebrejdelse som hyklerisk. Hvad der mere præcist ligger heri har filosoffer forskellige bud på, men et bud, som formentlig i det mindste er en vigtig del af det samlede billede, er, at du kan nægte at forholde dig til min bebrejdelse. Modsat hvis jeg altid selv har været punktlig. I så fald skylder du mig at forholde dig til min kritik.
Daniela Dover har argumenteret mod ideen om, at hyklere ikke er i en position til at bebrejde andre noget.12D. Dover, “The Walk and the Talk”, i: Philosophical Review 128 (2019): 387–422. En vigtig del af baggrunden for hendes indvending er den, formentlig korrekte, observation, at det typisk er langt mindre omkostningsfuldt at undgå anklagen om hykleri ved at sænke sine standarder, end det er at forbedre sin adfærd. For eksempel er det formentlig langt nemmere at indtage et klimarabiat synspunkt angående statens handlinger for at mindske drivhusgasudledninger og opgive krav til individer, herunder en selv, end faktisk at efterleve disse krav ved for eksempel at undgå flyrejser. Hvis hykleri underminerer ens position til at bebrejde mm., så kan vi frygte, at folk sænker deres moralske standarder, og heraf følger, ifølge Dover, at hykleri ikke underminerer ens position til at bebrejde nogen noget.
Det er ikke helt gennemskueligt i Dovers artikel, hvordan vi kommer fra problemet omkring forværringen af folks moralske standarder til en afvisning af selve ideen om, at hyklere ikke er i en position, hvor de kan bebrejde andre noget. Men det er ikke den uklarhed, jeg vil fokusere på her til sidst. I stedet vil jeg rette blikket mod noget i stil med den empiriske antagelse i Dovers argumentation, nemlig påstanden om, at forestillingen om, at hyklere ikke er i en position, hvor de kan bebrejde andre noget, har uheldige konsekvenser i form af lavere moralske standarder.
Lad mig starte med at medgive, at der åbenlyst er en risiko for, at den bevågenhed, politikeres (og andre personers) hykleri nyder i den offentlige debat, fører til, at vi bliver mindre optagede af de problemer, som disse hykleriske politikere helt korrekt siger, vi bør gøre noget ved, eller at vi fejlagtigt forstår påståede personlige fejl hos fortalerne for krævende principper (som Scavenius) som fejl ved principperne selv. Men spørgsmålet er, om det faktisk er det, som sker i sidste ende.
Mig bekendt er der ingen studier af, hvad fakta egentligt er på det område. Så lad mig rent spekulativt se på to forhold, der kunne betyde, at mediernes optagethed af politikeres hykleri faktisk medfører en øget opmærksomhed på væsentlig substantielle politiske problemer. Det første kommer til udtryk ved det forhold, at i den uge, hvor Scavenius-sagen havde mediernes bevågenhed, havde klimakrisen måske mere mediebevågenhed, end krisen ville have haft, hvis der ikke havde været en Scavenius-sag. I det mindste følger det ikke af det forhold, at Scavenius-sagen for en tid havde mere bevågenhed end selve klimakrisen, at klimakrisen ikke i sidste ende har fået mere bevågenhed i en dansk kontekst, end den ellers ville have haft. Måske har vi desværre brug for at sætte ansigt på nogle klimasyndere, før vi for alvor bekymrer os om klimakrisen?
For det andet er det ikke givet, at fokus på hykleri medfører, at færre politikere vil stå frem og tale klimaets sag. Den mekanisme, der ofte peges på som støtte for, at det faktisk er tilfældet, er, at det set fra den enkelte politikers synsvinkel kan være risikabelt at tale klimaets sag, hvis vedkommende selv flyver på dykkerferie i Sharm-el-Sheikh etc. I så fald er det bedre at fokusere på nogle andre politikområder, hvor man ikke risikerer at ryge på forsiden af Ekstrabladet under overskriften “Hykler”.
Men det er ikke den eneste relevante mekanisme. For måske findes der politikere, der er rimeligt immune over for anklager om hykleri og overtager rollen som fortalere for de relevante politikker.13Greta Thunberg er måske et eksempel, der er værd at holde sig for øje her. Måske mediernes hyklerifokus derfor ingen forskel gør for antallet af politikere, der taler for grøn omstilling, men blot gør en forskel for hvilke politikere, som gør det?
Til det vil nogen måske indvende, at det forhold, at politikere gang på gang løber ind i anklager om hykleri, viser, at risikoen for at løbe ind i en ubehagelig hyklerisag ganske enkelt ikke fylder meget i politikeres kalkuler om, hvad de skal gøre til deres politiske mærkesager.
Men hvis det er tilfældet, så er det måske, fordi det i sidste ende ikke er den store omkostning for en politiker at løbe ind i en sådan sag. Hvis folk for eksempel generelt har et kynisk syn på politikere, så gør det ikke nødvendigvis en politiker værre end andre politikere, at vedkommende flyver meget, sender sine børn i privatskole, benytter sig uberettiget af offentlige tilskud, nyder gavn af problematiske skattefradrag etc. Men heraf følger så også, at det bliver sværere at se, hvorfor man ikke skulle skyde på en politiker, der på hyklerisk vis taler for en bestemt politik, men som så i sit eget liv lever på en måde, der, vil kritikerne hævde, ikke lader sig forene hermed.14Jeg gentager her, at nærværende artikel er neutral i forhold til, hvorvidt Scavenius med rette kunne klandres for klimahykleri.
| 1. | Scavenius er langtfra et enestående tilfælde. Andre medlemmer af klubben er Carolina Magdalene Meier, Uffe Elbæk og Al Gore. Dronning Margrethe kandiderer til medlemskab af klubben, for så vidt som hendes nytårstaler gør hende til lejlighedspolitiker. Se K. Lippert-Rasmussen, “Why the moral equality account’s explanation of the hypocrite’s lack of standing to blame fails”, Analysis 80 (2020): 66–74. |
| 2. | Alternativet, “Vores politik (klima, miljø og natur)”. |
| 3. | H. Jensen & S. Frøkjær, “Alternativets nye klimaordfører har fløjet mere end 24 gange på fem år: ‘Jeg mener ikke, at jeg skal være foregangsperson’ ”, Frihedsbrevet, 25. november 2022. |
| 4. | Citeret fra T. B. Munk, “Flyv, flyv, skamme dig, Scavenius?”, Kommunikationsforum, 29. november 2022. |
| 5. | S. Brinkmann, Facebook, 27. november 2022. |
| 6. | Man kan selvfølgelig problematisere den karakteristik af liberalisme, for eksempel jævnfør J. S. Mill, som de fleste anser for værdiliberal. Men lad det nu ligge. |
| 7. | En søjlehelgen er ifølge Den Danske Ordbog en “kristen asket der som led i sin bod tilbragte en del af sit liv på en søjle”. I det lys er ca. 70 timer over fem år på 1. klasse i stillezonen med DSB trods alt ikke selvflagellantisk. |
| 8. | Ifølge den israelske filosof Daniel Statman er det meste hykleri præget af et vist element af selvbedrag og behøver på ingen måde have karakter af, at man åbenlyst siger, at man bør gøre noget, og så samtidig gør noget andet. Se hans “Hypocrisy and self-deception”, Philosophical Psychology 10 (1997): 57–75. |
| 9. | Se K. Lippert-Rasmussen, The Beam and the Mote (New York: Oxford University Press, under udgivelse). |
| 10. | For en parallel real-life-case, se G. A. Cohen, Finding Oneself in the Other (New Jersey: Princeton University Press, 2013): 115–133. |
| 11. | Dette er ikke en helt ukontroversiel antagelse, men lad os for argumentets skyld antage, at den er korrekt. |
| 12. | D. Dover, “The Walk and the Talk”, i: Philosophical Review 128 (2019): 387–422. |
| 13. | Greta Thunberg er måske et eksempel, der er værd at holde sig for øje her. |
| 14. | Jeg gentager her, at nærværende artikel er neutral i forhold til, hvorvidt Scavenius med rette kunne klandres for klimahykleri. |