Jeg™ og Jeg-Det. Om identitet og relationer på sociale medier

Der er man­ge, som har skre­vet om, hvor­dan soci­a­le medi­er har ændret vores liv, men kun få har for­må­et i lit­terær form at gen­gi­ve, hvor­dan soci­a­le medi­er fak­tisk påvir­ker os. Det lyk­kes dog i Patri­cia Lock­woods debut­ro­man Ingen taler om det.1Patricia Lock­wood, Ingen taler om det (Oden­se: For­la­get Falco, 2022). For­tæl­lin­gen præ­sen­te­res for læse­ren i løs­rev­ne frag­men­ter, som ind­læg på soci­a­le medi­er, men det, der for alvor føles nyska­ben­de, er Lock­woods skil­dring af, hvor­dan den under­li­ge ind­byr­des for­bun­det­hed, som soci­a­le medi­er med­fø­rer, for­an­drer vores rela­tio­ner og inter­ak­tio­ner. Som Lock­wood skri­ver om den navn­lø­se hoved­per­son, der er ble­vet en stjer­ne på soci­a­le medi­er for sine vira­le ind­læg:

Hver mor­gen lå hun under en lavi­ne af detal­jer, lyks­a­li­ge bil­le­der af mor­gen­mad i Pata­go­ni­en, en pige, der lag­de foun­da­tion med et hård­kogt æg, en shi­ba inu i Japan, der ivrigt trip­pe­de fra pote til pote for at byde sin ejer vel­kom­men, lig­ble­ge kvin­der, der lag­de bil­le­der af deres blå mær­ker op – ver­den træng­te sig mere og mere på, de men­ne­ske­li­ge rela­tio­ners spin­del­væv var ble­vet så tæt, at det næsten var som gli­tren­de silke.2Lockwood, Ingen taler om det, 16.

Hoved­per­so­nen er på én gang totalt ind­vik­let i og kom­plet frem­med­gjort fra de andre bebo­e­re i por­ta­len, Lock­woods navn for inter­net­tet. Por­ta­len er såle­des både fæl­les­skab og iso­la­tion. Læse­ren ople­ver den­ne des­o­ri­en­te­ring på egen hånd og svæl­ger i det ene øje­blik i rela­ter­ba­re tekst­styk­ker og skim­ter i det andet øje­blik deli­ri­ske vrang­fo­re­stil­lin­ger og nådes­lø­se per­son­for­føl­gel­ser. Kun flyg­tigt og ofte ube­lej­ligt bli­ver den vir­tu­el­le bevidst­heds­strøm afbrudt af for­tæl­lerens mand. Der er ingen navn­giv­ne, tre­di­men­sio­nel­le karak­te­rer, intet tyde­ligt plot i roma­nen, og der er ikke rig­tig en for­nem­mel­se af mening i for­tæl­lerens liv. Der mang­ler åben­lyst noget.

Det­te er en af vores tids stør­ste para­dok­ser. Vi er rige­re, sun­de­re og lever mere trygt end de fore­gå­en­de gene­ra­tio­ner, men alli­ge­vel er mistriv­sel og ensom­hed udbredt. Sær­ligt børn og unge ser ud til at bli­ve ramt af ensom­hed, nær­mest upå­ag­tet natio­na­li­tet og vel­stands­ni­veau. Tid­li­ge­re i år viste en ame­ri­kansk under­sø­gel­se, at et lil­le fler­tal af alle tee­na­gepi­ger siger, at de ople­ver ved­va­ren­de trist­hed eller håb­løs­hed, og en tred­je­del af dem, at de seri­øst har over­ve­jet selvmord.3Cen­ters for Disea­se Con­trol and Pre­ven­tion, “Youth Risk Behavi­or Sur­vey Data Sum­mary & Trends Report: 2011–2021”, 13. febru­ar 2023.

Soci­a­le medi­er er i sin grund­tan­ke end­nu en for­bed­ring af vores til­væ­rel­se. Soci­a­le medi­er til­la­der os at kom­me i kon­takt med hvem, vi vil, og ska­be lige præ­cis de fæl­les­ska­ber, vi ønsker. De kon­ven­tio­nel­le begræns­nin­ger af rum og tid er væk, og vi er mere for­bund­ne end nogen­sin­de før. Men para­doksalt nok har under­sø­gel­ser vist, at unge med mar­kant brug af soci­a­le medi­er har øget risi­ko for at ople­ve ensom­hed og depres­sion. Soci­alp­sy­ko­lo­ger­ne Jonat­han Haidt og Jean Twen­ge har såle­des i en gen­nem­gang af 66 under­sø­gel­ser fun­det, at der i 55 af dem fin­des en sig­ni­fi­kant sam­men­hæng mel­lem sinds­li­del­ser og internetbrug.4Jonat­han Haidt & Jean Twen­ge, “Soci­al media and men­tal health: A col­la­bo­ra­ti­ve review”, uud­gi­vet manuskript, New York Uni­ver­si­ty. Kor­re­la­tio­nen er mest mar­kant for piger og spe­ci­fikt soci­a­le medi­er. I et bri­tisk data­sæt var sinds­li­del­ser for piger tæt­te­re for­bun­det med brug af soci­a­le medi­er end med seksu­el­le over­greb, hash og druk.5Jean Twen­ge, Jonat­han Haidt, Jim­my Loza­no & Kevin M. Cum­mins, “Spe­ci­fi­ca­tion cur­ve ana­ly­sis shows that soci­al media use is lin­ked to poor men­tal health, espe­ci­al­ly among girls,” Acta Psy­cho­lo­gi­ca, 224, (2022): 103512. Det bety­der selvsagt ikke, at soci­a­le medi­er er vær­re end seksu­el­le over­greb og alko­hol- og stof­mis­brug, men det er ikke desto min­dre bemær­kel­ses­vær­digt.

Man kan selv­føl­ge­lig med god ret hæv­de, at kor­re­la­tion ikke er det sam­me som kaus­a­li­tet. For­hol­det er kom­pli­ce­ret, som det vil­le hed­de på Face­book. Soci­a­le medi­er er gan­ske sik­kert hel­ler ikke den ene­ste årsag til ensom­hed og sinds­li­del­ser. Men som Lock­wood meget effekt­fuldt viser, er det svært at benæg­te, at der er en eller anden sam­men­hæng mel­lem soci­a­le medi­er og den ver­den af forvræn­ge­de rela­tio­ner, som vi føler, vi lever i.

Sku­e­spil­sam­fun­det

Hvad er det egent­lig der sker på soci­a­le medi­er? Her kan det være nyt­tigt at se lidt bre­de­re på almin­de­lig kom­mu­ni­ka­tion og rela­tions­dan­nel­se. Vi tæn­ker ofte på kom­mu­ni­ka­tion og opbyg­ning af rela­tio­ner som en tovejs­in­ter­ak­tion. For­hol­det opbyg­ges, når vi skif­tes til at tale, gri­ner af hin­an­dens histo­ri­er og gen­si­digt åbner os for hin­an­den. Men hvad sker der, når det­te fore­går på en sce­ne for­an ven­ner, bekend­te, riva­ler og frem­me­de, som alle fæl­der dom og kom­men­te­rer?

Den fran­ske filo­sof Guy Debord har fun­de­ret over net­op det­te spørgs­mål. I bogen Det spek­taku­læ­re sam­fund hæv­der han, at moder­ne men­ne­sker har byt­tet auten­ti­ske for­hold ud med medi­e­re­de forhold.6Guy Debord, Det spek­taku­læ­re sam­fund (Aarhus/København: Ale­a­to­rik & Anti­py­ri­ne, 2020). Tid­li­ge­re pri­o­ri­te­re­de vi auten­ti­ci­tet i vores soci­a­le liv. Vi ple­je­de at for­stå ver­den omkring os ved at have ægte følel­ses­mæs­si­ge reak­tio­ner på situ­a­tio­ner og men­ne­sker. Det ple­je­de at ske gen­nem leve­de, leven­de ople­vel­ser. Men dis­se inter­ak­tio­ner bli­ver ændret af medi­er. Annon­cer ska­ber nye ønsker og for­håb­nin­ger. Nyhe­der for­tol­ker og redu­ce­rer ver­den for os ved brug af simp­le for­tæl­lin­ger. Foto­gra­fi og film får tid og geo­gra­fisk afstand til at kol­lap­se. Fæl­les for dem alle er, at vi og vores rela­tio­ner er repræ­sen­te­ret i let­for­stå­e­li­ge over­skrif­ter, bil­le­der og sprog­brug. Soci­a­le inter­ak­tio­ner, når de leves direk­te, er rode­de og ful­de af gæt­værk, men de bli­ver i dag druk­net i kli­chéer og sym­bo­ler, der er desig­net til at gøre gæt­te­le­gen let­te­re. Ansigt-til-ansigt-inter­ak­tio­ner er ikke engang den domi­ne­ren­de kom­mu­ni­ka­tions­form læn­ge­re. Bog­sta­ver, tal og sym­bo­ler domi­ne­rer – nu til dags ofte i form af digi­ta­le data. “Alt hvad der før var direk­te ople­vet, for­to­ner sig i repræ­sen­ta­tion,” skri­ver Debord.7Debord, Det spek­taku­læ­re sam­fund, 20.

Dis­se repræ­sen­ta­tio­ner af, hvor­dan soci­a­le inter­ak­tio­ner bur­de være, har kvalt vores direk­te leve­de ople­vel­ser. I ste­det for at bekym­re os om at være til ste­de i vores soci­a­le liv, begyn­der vi at bekym­re os mere om at frem­stå. Det sam­fund, der bekym­rer sig mere om at frem­stå end at være, kal­der Debord for det spek­taku­læ­re sam­fund eller sku­e­spil­sam­fun­det. I det­te sam­fund udtryk­kes og medi­e­res men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner gen­nem objek­ter og bil­le­der, og alle har en per­so­na – eller en pro­fil eller et brand – som består af et omhyg­ge­ligt udfor­met bil­le­de af os selv som vi præ­sen­te­rer for andre. Et slags Jeg™ som vi kon­stant kura­te­rer og kul­ti­ve­rer. Ulti­ma­tivt ender vi med at være mere opta­get af vores selv­bil­le­de end af vir­ke­lig­he­den, og vi bekym­rer os mere om stil end sub­stans. Vi tæn­ker kon­stant på hvad, det er, vi skal føle, i ste­det for bare at føle det. Vi bli­ver til bil­le­der, tal, tekst i en pro­fil, redu­ce­ret til medi­e­re­de dele, sam­let i ensom­me men­ne­ske­mæng­der, som ikke er i stand til at ind­gå i auten­ti­ske rela­tio­ner og inter­ak­tio­ner.

Soci­a­le medi­er kan ses som den­ne udvik­ling i sin yder­ste potens. Meget af det, der sker på soci­a­le medi­er, hand­ler ikke rig­tigt om rela­tio­ner. Det hand­ler om frem­stå på en bestemt måde. Soci­a­le medi­er kan på over­fla­den lig­ne et værk­tøj, der hjæl­per os med at kom­me i kon­takt med fami­lie og ven­ner, men ofte­re for­bin­der soci­a­le medi­er os med et publi­kum. Det har flyt­tet sam­ta­ler, rela­tio­ner og inter­ak­tio­ner ind i mid­tercirk­len på et fyldt fod­bold­sta­dion, hvor vi bli­ver mødt med jubel eller buhråb. Når vi på soci­a­le medi­er helt kon­kret bli­ver kon­fron­te­ret med vis­nin­ger af likes, retwe­ets og views, er det fri­sten­de at lade dis­se dik­te­re, om vi bør føle os værds­at­te. Men det er ren repræ­sen­ta­tion, digi­tal data, og ikke reel­le mel­lem­men­ne­ske­li­ge ople­vel­ser. Jean Baud­ril­lard vil­le for­modent­lig kal­de det tred­je fase af simu­la­kra – en kopi af en ikke-eksi­ste­ren­de vir­ke­lig­hed. Tal­le­ne og sym­bo­ler­ne på soci­a­le medi­er er nem­lig ikke indi­ka­to­rer for såkaldt rela­tio­nel vær­di. Likes på soci­a­le medi­er eli­mi­ne­rer tvær­ti­mod for­skel­le mel­lem vores rela­tio­ner. De man­ge, der nor­malt bety­der lidt – tid­li­ge­re klas­se­kam­me­ra­ter, vi ikke engang tal­te med i sko­le­ti­den, ven­ners ven­ner, og frem­me­de, vi aldrig har mødt, men som vil sæl­ge os ting – smel­ter sam­men med de få, der nor­malt bety­der meget. Alle bli­ver frem­stil­let som en enkelt, vir­ke­lig grup­pe, ofte selv­cen­tre­ret beskre­vet som føl­ge­re, hvor hver reak­tion udtryk­kes som et tal eller sym­bol. Det udryd­der alle sub­ti­le nuan­cer og gør det svæ­re­re at skel­ne mel­lem, hvem de rig­ti­ge ven­ner er, eller hvad en rig­tig ven over­ho­ve­det er. I ste­det fik­se­rer vi på, hvor man­ge der har inter­a­ge­ret med et opslag eller bil­le­de, uden en for­stå­el­se for, at likes, retwe­ets og views kan bety­de meget for­skel­ligt, men sjæl­dent bety­der meget fra give­rens per­spek­tiv. Kun Face­book til­la­der os at vise omsorg, gri­ne, bli­ve over­ra­ske­de, tri­ste eller vre­de – en udvi­del­se af de følel­ses­mæs­si­ge reak­tio­ner til det, vi for­ven­ter at fin­de i en Pixi-bog.

De let obser­ver­ba­re og kvan­ti­fi­cer­ba­re likes og føl­ge­re giver os også mulig­hed for at sam­men­lig­ne os på en meget direk­te facon. Vi har gene­relt en ten­dens til at måle os selv med andre, uan­set om det er ven­ner og kol­le­ger, berømt­he­der, vi ser i medi­er­ne, eller bare frem­me­de som pas­se­rer os på gaden. Soci­a­le medi­er er sær­ligt vel­eg­ne­de til at udfø­re den slags sam­men­lig­nin­ger. Selv­om sam­men­lig­nin­ger­ne i teo­ri­en kan moti­ve­re os til at bli­ve bed­re, for­år­sa­ger de ofte­re util­freds­hed og sæn­ker vores selv­værd. Når vi føler, at andre udkon­kur­re­rer os – eksem­pel­vis i likes, ven­ner og onli­ne­ryg­klap­pe­ri, men også i udse­en­de, spæn­den­de ople­vel­ser og dyre køb – er der en risi­ko for, at vi ople­ver et sta­tus­fald, som ube­vidst ska­ber frygt for udstø­de­l­se. Ikke over­ra­sken­de ender vi der­for med at præ­sen­te­re os selv ure­a­li­stisk posi­tivt på soci­a­le medi­er. Vi bru­ger flit­tigt fil­tre og udvæl­ger omhyg­ge­ligt de dele af vores liv, som vi ønsker at dele. Nog­le gan­ge nøjes vi ikke blot med at pyn­te, men opfin­der lige­frem et mere spæn­den­de liv. Det bety­der, at de fle­ste pro­fi­ler på soci­a­le medi­er viser, at andre har det godt og lever lyk­ke­li­ge liv. Det gør selv­føl­ge­lig kun sam­men­lig­nin­ger­ne end­nu mere pro­ble­ma­ti­ske.

Der­for fore­kom­mer det også uret­fær­digt at karak­te­ri­se­re de yngre gene­ra­tio­ner som sel­v­op­ta­ge­de og over­fla­di­ske. De lever i en onli­ne­ver­den, der for­tæl­ler dem, at de skal være sig selv bevid­ste i hvert øje­blik, og at de nøje skal udvæl­ge og præ­sen­te­re sig selv for ver­den på en bestemt måde. En ver­den som kræ­ver et ide­a­li­se­ret Jeg™ bestå­en­de af flat­te­ren­de bil­le­der, efter­trag­te­de ejen­de­le og per­son­li­ge suc­ce­ser. Såle­des kun­ne Ins­ta­gram lan­ce­re sin brand­p­lat­form i 2021 under slo­ga­net “Yours To Make,” hvor de uden blu­sel for­tal­te bru­ger­ne, at de skal defi­ne­re sig selv og vise sig frem for alle andre. Natur­lig­vis mag­ter man­ge ikke en sådan opga­ve. Det har skabt en slags elen­dig­heds­in­du­stri, hvor de, der omhyg­ge­ligt har kura­te­ret et bestemt bil­le­de, kan tje­ne pen­ge på andres usik­ker­hed. Det er ikke over­ra­sken­de, at en bri­tisk under­sø­gel­se har vist, at en majo­ri­tet af ads­purg­te børn og unge ikke vil­le have noget imod, hvis soci­a­le medi­er aldrig var ble­vet opfundet.8Oli­via Rud­gard & Camil­la Tur­ner, “Back­lash against soci­al media as chil­dren would be ‘hap­py’ if it did not exist”, The Tele­graph, 5. okto­ber 2017.

Jeg-Du og Jeg-Det

Måske er soci­a­le medi­er desig­net på en måde, der frem­mer sel­v­op­ta­get­hed og sam­men­lig­nin­ger, og måske giver det et slags fin­ger­peg om, hvor­dan soci­a­le medi­er bidra­ger til tidens mis­mod. Men måske viser soci­a­le medi­er os også noget andet om den ver­den, vi lever i. Soci­a­le medi­er afspej­ler nem­lig, hvor­dan vi har svært ved at for­hol­de os til hin­an­den, ikke bare for­di data­fi­ce­ring og selv­bil­le­de fyl­der mere end tid­li­ge­re, men for­di vores kom­mu­ni­ka­tion og rela­tions­dan­nel­se nu grund­læg­gen­de base­rer sig på en slags tings­lig­gø­rel­se i ste­det for men­ne­ske­li­ge møder.

Filo­sof­fen Mar­tin Buber son­drer i bogen Jeg og Du fra 1923, læn­ge før den digi­ta­le støjs ind­t­og, mel­lem to grund­læg­gen­de rela­tions­ty­per som vi er i stand til: Jeg-Du og Jeg-Det.9Martin Buber, Jeg og Du (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 1997).

Jeg-Du er rela­tio­nen mel­lem sub­jekt og sub­jekt. Det er en rela­tion, der invol­ve­rer et møde, og er karak­te­ri­se­ret ved gen­si­dig­hed og inten­si­tet. Vi ken­der det måske, fra når vi mødes med en god ven, og vi for­svin­der i et øje­blik af dybt nær­vær. Buber kal­der det­te møde for en dia­log, selv­om mødet for så vidt godt kan fore­gå i stil­hed. Når vi ind­går i en dia­log, er det som et helt væsen, ikke blot som sum­men af vores kon­kre­te egen­ska­ber, og når vi står over for et andet men­ne­ske i en dia­log, er han eller hun ikke et objekt, der skal beskri­ves eller bru­ges, men lige­le­des et helt, unikt væsen.

I Jeg-Det-rela­tio­nen for­hol­der det sig omvendt. Det er en rela­tion mel­lem sub­jekt og objekt. Det er rela­tio­nen som opstår, når vi taler med en eks­pe­di­ent i et super­mar­ked. Vi ser kun eks­pe­di­en­ten som et mid­del til at nå vores mål og ikke som et unikt væsen med egne tan­ker, følel­ser og ople­vel­ser. I mod­sæt­ning til nær­væ­ret i Jeg-Du-rela­tio­nen er Jeg-Det-rela­tio­nen præ­get af en følel­se af afstand og adskil­lel­se. Den anden opfat­tes hel­ler ikke som en hel per­son, men som en sam­ling af egen­ska­ber eller som en rol­le som ved­kom­men­de spil­ler i for­hold til os. Jeg-Det-rela­tio­nen invol­ve­rer også en form for udnyt­tel­se eller kon­trol, sjæl­dent deci­de­ret ond­s­in­det, men som en uund­gå­e­lig kon­se­kvens af at se andre i for­hold til ens egne behov.

Det, der bestem­mer, hvil­ken rela­tion, der er i spil, er såle­des ikke den anden, som vi står over for, men måden hvor­på vi for­hol­der os til den anden. Jeg’et i Jeg-Du og jeg’et i Jeg-Det er med andre ord for­skel­li­ge.

Jeg-Du-rela­tio­nen er essen­sen af det men­ne­ske­li­ge liv. Det er i det­te møde, at vi vir­ke­lig­gør vores poten­ti­a­le – i ari­sto­te­lisk for­stand er det vores enteleki. Kær­lig­hed er på man­ge måder den para­dig­ma­ti­ske Jeg-Du-rela­tion. Når vi elsker andre, elsker vi hele deres væsen, ikke enkel­te egen­ska­ber eller facet­ter, og den sepa­ra­tion, der er ibo­en­de i Jeg-Det-rela­tio­nen, for­svin­der i kær­lig­he­den. På den bag­grund kan vi måske for­an­le­di­ges til at tro, at Jeg-Du hand­ler om de var­me følel­ser som ledsa­ger kær­lig­hed, men det er ikke til­fæl­det. “Følel­ser bor i men­ne­sket; men men­ne­sket bor i sin kær­lig­hed,” som Buber skriver.10Buber, Jeg og Du, 32. Ikke desto min­dre kan vi ikke for­bli­ve per­ma­nent i Jeg-Du-rela­tio­nen. For at over­le­ve skal vi ken­de, kon­trol­le­re og bru­ge ting og nog­le gan­ge også andre men­ne­sker. Nog­le gan­ge er vi sult­ne, men vi kan ikke fin­de brø­d­et i super­mar­ke­det, og så har vi brug for eks­pe­di­en­ten. Men Jeg-Det-rela­tio­nen må ikke over­vin­de Jeg-Du-rela­tio­nen – det er ikke eksi­sten­sen af Jeg-Det, der er bekym­ren­de, men over­væg­ten af Jeg-Det. “Uden Det kan men­ne­sket ikke leve,” skri­ver Buber, “men hvem der kun lever med Det, er ikke menneske”.11Buber, Jeg og Du, 49.

Til tider kan Bubers beskri­vel­se af Jeg-Du-rela­tio­nen fore­kom­me en smu­le mysti­ci­stisk og obs­kur, men skå­ret ind til benet er Bubers simp­le ind­sigt blot, at det at være et men­ne­ske bety­der at være en, der for­hol­der sig til andre men­ne­sker. Filo­so­fi­en har ofte frem­hæ­vet jeg’et i Jeg-Det-rela­tio­nen som det, vi egent­lig er – et distinkt, selv­stæn­digt og ana­ly­tisk indi­vid, der lever i en ver­den fyldt med objek­ter. Men iføl­ge Buber er vi helt grund­læg­gen­de rela­tio­nel­le væse­ner, som i vores natur er invol­ve­ret i vores omgi­vel­ser – vi er kastet ind i ver­den, vik­let ind i til­knyt­nin­ger og for­plig­tel­ser. Det er såle­des mødet med andre men­ne­sker, som gør os til men­ne­ske. Det er vores hen­gi­ven­hed til vores fami­li­er, vores lang­va­ri­ge ven­ska­ber og insti­tu­tio­nel­le til­hørs­for­hold, og den rige kul­tu­rel­le arv, vi får over­le­ve­ret fra vores for­gæn­ge­re, som gør os til dem, vi er. Fore­stil­lin­gen om men­ne­sket som en iso­le­ret obser­va­tør er en vild­le­den­de vrang­fo­re­stil­ling. Vi er del­ta­ge­re i en delt vir­ke­lig­hed, og vi er sam­men med andre, før vi er ale­ne. Det er reelt kun, når vi udvik­ler og nærer dis­se rela­tio­ner med andre, at vi kan bli­ve os selv. Her har Buber ind­fan­get noget væsent­ligt.

Bør­ne­ne på rum­sta­tio­nen

Pro­ble­met er iføl­ge Buber, at det moder­ne sam­fund har givet for­rang til Det, hvor det, der kan kvan­ti­fi­ce­res og kon­trol­le­res, ind­ta­ger cen­trum. Det er kun ble­vet vær­re i vores digi­ta­le tidsal­der. Det er, som om vi er ble­vet fan­get i en kon­stant Jeg-Det-rela­tion, hvor vores evne til at enga­ge­re os ægte og nær­væ­ren­de med hin­an­den er ble­vet erstat­tet af mere ste­ri­le og distan­ce­re­de inter­ak­tio­ner. Det er helt kon­kret sket ved, at Jeg-Du-rela­tio­nen er ble­vet skub­bet til side til for­del for, hvad Buber kal­der tek­nisk dia­log og mono­log.

Tek­nisk dia­log er infor­ma­tions­dre­ven kom­mu­ni­ka­tion, der er for­an­le­di­get af beho­vet for objek­tiv for­stå­el­se og pro­blem­løs­ning, og inde­hol­der ikke nogen reel bekym­ring eller inte­res­se i andre. Det er infor­ma­tions­ud­veks­ling, hvor det men­ne­ske­li­ge møde aldrig får mulig­hed for at fin­de sted. Det er sam­ta­len med eks­pe­di­en­ten i super­mar­ke­det. Her er for­må­let klart at løse et pro­blem. Her vil kom­mu­ni­ka­tio­nen være foku­se­ret på at iden­ti­fi­ce­re pro­ble­met, stil­le diag­no­sti­ske spørgs­mål og give instruk­tio­ner til løs­nin­gen. Inden læn­ge vil kun­stig intel­li­gens kun­ne tage sig af det­te, og så vil selv antyd­nin­gen af et men­ne­ske­ligt møde være væk.

Lige­le­des har vi i mono­lo­ger ikke rig­tig hin­an­den i tan­ker­ne, eller vi har kun hin­an­den i tan­ker­ne som gene­rel­le og abstrak­te enti­te­ter og ikke som egent­li­ge, hele væse­ner. Der er ingen reel hen­ven­del­se til eller inter­ak­tion med den anden, intet reelt ønske om at etab­le­re gen­si­dig­hed. Hoved­or­det i mono­lo­gen er såle­des Jeg – eller Jeg™. Det vig­ti­ge er, hvad jeg føler, og hvad jeg søger. Der kan måske ska­bes et ind­tryk af en dia­log, men dia­lo­gen er mest af alt en fore­stil­ling på en sce­ne. Der fin­des næp­pe et bed­re eksem­pel på den­ne mono­log end soci­a­le medi­er. Selv­om andre mulig­vis kan kom­men­te­re på et opslag på soci­a­le medi­er, er hoved­for­må­let oftest at for­mid­le afsen­de­rens tan­ker, følel­ser og per­spek­tiv, og alle andre redu­ce­res til at være et publi­kum, som vi for­hol­der os til på en distan­ce­ret facon.

Nog­le vil måske hæv­de, at vi kan mod­vir­ke kra­vet om et Jeg™ og mono­lo­gens over­her­re­døm­me ved at bekym­re os min­dre om vores selv­bil­le­de og være mere auten­ti­ske på soci­a­le medi­er. De vil hæv­de, at det er vores måde at bru­ge soci­a­le medi­er på, der vir­ke­lig bety­der noget. Men det er en fejl at bedøm­me soci­a­le medi­er ude­luk­ken­de på ind­hol­det. På sigt er det den kom­mu­ni­ka­tions­form og den type rela­tio­ner, som føl­ger i kølvan­det af soci­a­le medi­ers struk­tur, der er afgø­ren­de. Pro­ble­met er med andre ord ikke, at vi for­van­sker os selv på soci­a­le medi­er. Dra­ma­ti­se­ring, faca­der og rol­le­spil vil for­ment­lig altid være en del af livet. Det vil ikke hjæl­pe, hvis vi juste­rer mono­lo­gen om os selv, så den er mere ærlig. Det vil kort sagt ikke hjæl­pe at vise vores stræk­mær­ker og top­ma­ver. Pro­ble­met er nem­lig, at mono­lo­gen i sig selv nærer fore­stil­lin­gen om, at alle andre er en sam­ling lyt­ten­de objek­ter. Den­ne tings­lig­gø­rel­se er en bar­ri­e­re for men­ne­ske­li­ge møder. Det er det­te, der skal mod­vir­kes, og det sker kun ved at ret­te blik­ket helt væk fra os selv og til­gå hin­an­den på en anden måde, end hvad der oftest fore­går onli­ne. Soci­a­le medi­er kan mulig­vis til­by­de en mas­se kon­takt med andre men­ne­sker, oftest fra en sce­ne i et tea­ter, men det, vi fak­tisk har brug for, er at bin­de os til andre på følel­ses­mæs­sigt menings­ful­de måder. Hvis Bubers simp­le ind­sigt er, at det at være et men­ne­ske bety­der at være en, der for­hol­der sig til andre men­ne­sker, er vores tids bana­le pro­blem såle­des, at vi ikke rig­tig for­hol­der os til hin­an­den.

Måske er det her, at den stør­ste omvælt­ning fin­des. Soci­a­le medi­er, og inter­net­tet og smartp­ho­nes helt gene­relt, har ændret den måde, vi inter­a­ge­rer med andre på. Det er i vir­ke­lig­he­den meget lav­prak­tisk. Ved kom­mu­ni­ka­tion, der fore­går ansigt-til-ansigt, sker stør­ste­delen af kom­mu­ni­ka­tio­nen non­ver­balt. De fle­ste møder giver os mulig­hed for at kom­mu­ni­ke­re gen­nem ansigts­ud­tryk, gesti­ku­la­tion, kro­p­s­sprog, kro­p­ske­mi, berø­ring og para­ling­vi­stik. Vi rela­te­rer sim­pelt­hen ander­le­des, når det fore­går ansigt-til-ansigt. Vi kopi­e­rer andres tale­møn­stre og posi­tu­rer. Vores lat­ter og gaben smit­ter. Vi efter­lig­ner sågar frem­me­des mane­rer, selv når det er usand­syn­ligt, at der vil være et frem­ti­digt møde. Ikke over­ra­sken­de føler vi os mere for­bund­ne efter ansigt-til-ansigt-inter­ak­tio­ner og min­dre efter tekst­ba­se­re­de beske­der. Vi er kort sagt udvik­let til at hånd­te­re den­ne slags ansigt-til-ansigt-møder.

Alt det­te for­svin­der med chat­be­ske­der, likes og retwe­ets – sym­bo­ler på en skærm, der er fri for enhver kon­tekst og måske end­da fri for enhver vir­ke­lig­hed. Tek­no­lo­gi­en ændrer såle­des vores for­hold til omver­de­nen og andre. Vi væn­ner os til at kon­trol­le­re og sty­re kom­mu­ni­ka­tions­pro­ces­sen på en helt anden måde, og vi ret­ter fokus mod os selv og hol­der afstand til andre. Soci­alp­sy­ko­lo­gen Jonat­han Haidt har givet en ram­men­de meta­for for, hvor stor omvælt­nin­gen egent­lig er. Han sam­men­lig­ner det med, at vi lader børn vok­se op på en rum­sta­tion. Resul­ta­tet vil være, at deres krop­pe bli­ver defor­me og øde­lag­te, da men­ne­ske­krop­pe jo er egnet til at leve på en pla­net med en vis tyng­de­kraft, ikke i det ydre rum. Det er det, som sker lige nu. Vi send­te iføl­ge Haidt børn ud i det ydre rum omkring år 2012 – året hvor Ins­ta­gram og Snap­chat blev alle­mand­se­je blandt unge, og iPho­ne fik front­vend­te HD-kame­ra­er til sel­fies. Det er et vildt eks­pe­ri­ment med man­ge ube­kend­te: Hvor­dan unds­lip­per vi Jeg™? Hvor­dan etab­le­rer vi Jeg-Du-rela­tio­ner i en ver­den af soci­a­le medi­er, smartp­ho­nes og sel­fies? Hvor­dan kan men­ne­sker af kød og blod over­ho­ve­det leve i en ver­den, som i sti­gen­de grad eksi­ste­rer vir­tu­elt? Der er ingen åben­ly­se, bero­li­gen­de svar på dis­se spørgs­mål.

Ingen taler om det

Engang håbe­de vi, at inter­net­tet vil­le byg­ge bro mel­lem os, og at vi let­te­re kun­ne fin­de menings­fæl­ler og sam­hø­rig­hed. I begyn­del­sen føl­tes inter­net­tet lidt som en stor lege­plads. Det var et sted at tage hen for at have det sjovt og møde nye men­ne­sker. At rin­ge op til inter­net­tet var at træ­de ud af vores umid­del­ba­re omgi­vel­ser og ind i et sted fuld af inter­es­san­te, fjol­le­de eks­pe­ri­men­ter. Modem­mets lyde sig­na­le­re­de spæn­ding og for­vent­ning. Vi tro­e­de måske, at inter­net­tet kun­ne afhjæl­pe ensom­hed og mis­mod. Det­te håb synes nu svin­den­de. Soci­a­le medi­er præten­de­rer at give os fæl­les­skab og noget menings­fuldt, men for man­ge giver det os det præ­cis mod­sat­te. Soci­a­le medi­ers over­flod af over­fla­di­ske kon­tak­ter er – som Lock­wood viser og Debord og Buber for­kla­rer – para­doksalt nok frem­med­gø­ren­de.

Soci­a­le medi­er og inter­net­tet er i dag med os, uan­set hvor vi er, og dets ind­virk­ning på vores dag­lig­dag vok­ser ustand­s­e­ligt. For bare fem­ten år siden eksi­ste­re­de soci­a­le medi­er ikke for alvor – i de næste fem­ten år vil noget andet sik­kert duk­ke op. Pro­ble­mer­ne løser sig dog ikke af den grund. Kun­stig intel­li­gens inde­hol­der åben­lyst et stort poten­ti­a­le for at forvræn­ge og fortræn­ge men­ne­ske­lig inti­mi­tet. Chat­G­PT har med ret­te fået meget omta­le for sin ufor­stå­e­li­ge efter­lig­ning af intel­li­gens, men hvis man ønsker et mere foru­ro­li­gen­de ind­blik i frem­ti­den, er apps som Repli­ka og Chai, der giver bru­ge­ren en AI-ledsa­ger, bed­re ste­der at star­te. Hvis man er vil­lig til at beta­le, kan AI-ledsa­ge­ren sågar besva­re tele­fo­nopkald og sen­de nøgen­bil­le­der. I mere end et til­fæl­de har den også fore­slå­et en bru­ger at begå selv­mord. Vir­tu­al Rea­li­ty og den kom­plet­te digi­ta­li­se­ring af det men­ne­ske­li­ge møde inde­hol­der også åben­ly­se fare­mo­men­ter. Det er svært ikke at se det som sym­bolsk, at hele under­krop­pen ikke vises i Mark Zuck­er­bergs Meta­ver­se: Der­in­de er vi kun hal­ve men­ne­sker.

Vi har brug for at over­ve­je vores næste skridt meget nøje. Vi må ikke bare ukri­tisk kaste os i arme­ne på SoMe, AI, VR, og hvad der ellers ven­ter os bag skær­me­ne. Det er lidt groft sagt lige­gyl­digt, at vi bli­ver rige­re, sun­de­re og tryg­ge­re, hvis ikke de nye, bed­re vil­kår bru­ges til at dyr­ke de rela­tio­ner, som gør os til men­ne­sker. For det er det, vi mang­ler. Nok så man­ge gad­gets og likes kan ikke for­hin­dre, at vi fal­der dybe­re ned i ensom­hed og ennui, sul­ten­de og hyste­risk onli­ne.

Lock­woods roman om en kro­nisk onli­ne kvin­de for­fal­der hel­dig­vis ikke til den­ne dyster­hed. Roma­nen er nem­lig ikke kun en histo­rie om en per­son, der bru­ger nyheds­fe­eds i ste­det for sin hukom­mel­se og udtryk­ker sig i emo­ji­er og svært for­stå­e­li­ge one­li­ners. I sid­ste halv­del af Lock­woods roman skif­ter histo­ri­en brat karak­ter, da for­tæl­leren – spoi­ler alert – får to ilde­vars­len­de beske­der fra sin mor: “Der er noget galt,” står der, og “hvor­når kan du være her?”12Lockwood, Ingen taler om det, 137. For­tæl­lerens søster er gravid, men bar­net er alvor­ligt syg, og hele fami­li­en sam­les for at hånd­te­re den hjer­teskæ­ren­de situ­a­tion. Den anden halv­del af roma­nen er såle­des en smerte­lig præ­cis skil­dring af en lil­le fami­lies hår­de liv, med øje­blik­ke af over­ra­sken­de skøn­hed og andre øje­blik­ke så mør­ke, at de er svæ­re at læse. Lock­wood tager aldrig afstand til for­tæl­leren, der ind­ta­ger den før­ste halv­del af roma­nen, men hun for­mår tyde­ligt at vise, hvor­dan det føles, når den vir­ke­li­ge ver­den træn­ger sig på, og men­ne­sker og mening træ­der frem. Den højt elske­de babys liv fun­ge­rer som et til­trængt mod­styk­ke til for­tæl­lerens forta­bel­se i por­ta­len, og den mening­s­t­om­me iro­ni, som domi­ne­rer i før­ste halv­del af bogen, aflø­ses af oprig­tig­hed. “Det var et under, hvor klart og fuld­stæn­digt det­te løf­te­de hen­de ud af hver­dags­li­vets strøm,” skri­ver Lock­wood om for­tæl­lerens ople­vel­se af kær­lig­hed og sorg. “Hun vil­le stop­pe folk på gaden og sige: ‘Ved du noget om det her? Det bur­de du. Ingen taler om det!’ ”13Lockwood, Ingen taler om det, 165–166. I sid­ste ende hand­ler roma­nen såle­des ikke bare om soci­a­le medi­er. Den hand­ler om tab, her­un­der tabet af det, vi måske engang hav­de og nu mang­ler – et sprog, en kom­mu­ni­ka­tions­form og en rela­tions­ty­pe, der giver os mulig­hed for at knyt­te bånd til andre men­ne­sker. Men roma­nen hand­ler også om mulig­he­den for at genop­da­ge det­te, om hvor­dan inti­mi­tet sta­dig kan fin­des i mødet med andre. Få beskri­ver det i mine øjne bed­re end Lock­wood:

Intet medie, der nogen­sin­de var ble­vet opfun­det til over­før­sel af infor­ma­tion – hver­ken por­ta­len, radio­en, ikke engang sel­ve det skrev­ne ord – var lige så hur­tig, ful­dendt eller kni­tren­de som den Koosh-bold, som baby­en hav­de skub­bet ind under sin hage, når hun sov, mens hen­des lil­le mund stod åben som for at sige åh, mine svar. Den anden hånd hav­de hun vik­let ind i den post­kas­se­rø­de pom­pon i den tro, at det var hen­des mors hår.14Lockwood, Ingen taler om det, 203.

1. Patricia Lock­wood, Ingen taler om det (Oden­se: For­la­get Falco, 2022).
2. Lockwood, Ingen taler om det, 16.
3. Cen­ters for Disea­se Con­trol and Pre­ven­tion, “Youth Risk Behavi­or Sur­vey Data Sum­mary & Trends Report: 2011–2021”, 13. febru­ar 2023.
4. Jonat­han Haidt & Jean Twen­ge, “Soci­al media and men­tal health: A col­la­bo­ra­ti­ve review”, uud­gi­vet manuskript, New York Uni­ver­si­ty.
5. Jean Twen­ge, Jonat­han Haidt, Jim­my Loza­no & Kevin M. Cum­mins, “Spe­ci­fi­ca­tion cur­ve ana­ly­sis shows that soci­al media use is lin­ked to poor men­tal health, espe­ci­al­ly among girls,” Acta Psy­cho­lo­gi­ca, 224, (2022): 103512.
6. Guy Debord, Det spek­taku­læ­re sam­fund (Aarhus/København: Ale­a­to­rik & Anti­py­ri­ne, 2020).
7. Debord, Det spek­taku­læ­re sam­fund, 20.
8. Oli­via Rud­gard & Camil­la Tur­ner, “Back­lash against soci­al media as chil­dren would be ‘hap­py’ if it did not exist”, The Tele­graph, 5. okto­ber 2017.
9. Martin Buber, Jeg og Du (Køben­havn: Hans Reitzels For­lag, 1997).
10. Buber, Jeg og Du, 32.
11. Buber, Jeg og Du, 49.
12. Lockwood, Ingen taler om det, 137.
13. Lockwood, Ingen taler om det, 165–166.
14. Lockwood, Ingen taler om det, 203.