Hvad har Hegel og #BlackLivesMatter-bevægelsen med hinanden at gøre? En grundlæggende og fælles insisteren på at tænke konkret. For mens kritikere af sidstnævnte indvender, at sloganet burde være #AllLivesMatter, i et forsøg på at hævde en universalisme, der er misforstået, fordi den er blind – ikke privilegieblind, men teoretisk blind: abstrakt – afkræver både Hegel og #BlackLivesMatter os, at vi tænker konkret.
Hegel lærer os nemlig, at enhver forståelse, der bliver i det abstrakte, forbliver impotent, inadækvat, hvad angår at forstå og begribe den helhed, som alt uundgåeligt er indlejret i. Og dermed – kan vi fortsætte a la Marx – også ude af stand til at forandre den. Men hvad vil det sige, at forståelsen er abstrakt? Og hvordan konkretiseres den?
Hvad er forståelse?
Først er det nødvendigt at forstå, hvad Hegel egentligt forstår ved forståelse. Hegel skelner mellem rigtighed og sandhed.1G.W.F. Hegel, Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse 1830. Erster Teil. Die Wissenschaft der Logik. Mit den mündlichen Zusätzen (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1989), 323. For at bruge et af Hegels egne eksempler kan sætningen ‘Rosen er rød’ siges at være rigtig, men det gør ikke sætningen sand. Sandhed angår nemlig ikke vores erkendelses forhold til genstanden (som hos for eksempel Kant, hvor sandhed er, at vores erkendelse svarer til genstanden),2Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, oversat af Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2008), 86. men derimod genstandens forhold til sit begreb. Som Hegel uddyber i en nedskrevet tilføjelse til sin Encyklopædi:
Sandheden [består] i genstandens overensstemmelse med sig selv, det vil sige med sit begreb.3Hegel, Enzyklopädie, 323 (min oversættelse). Originalt: “Die Wahrheit [besteht] in der Übereinstimmung des Gegenstandes mit sich selbst, d. h. mit seinem Begriff”.
Som eksempel nævner Hegel andetsteds, at det allerede fremgår i dagligsproget, hvor man for eksempel kan sige: ‘Anders er en sand ven!’, hvilket udsiger, at Anders svarer til begrebet ven – dermed er det sandt.4Hegel, Enzyklopädie, 86. Men hvis man i stedet sagde, at ‘Anders er en tyv’, kunne det godt være rigtigt, men det ville ikke være sandt af den grund, eftersom der intet er i Anders’ begreb, der kræver, at han skulle stjæle.
Erkendelsen af sandheden handler derfor ikke om at erkende noget rigtigt, der så siden kan vise sig at svare til genstandene, men om at erkende genstandene i forhold til deres begreb; at erkende sandheden vil for Hegel således sige at erkende begrebet.
Men hvad er begrebet så? Hegel ville svare: “det slet og ret konkrete”.5Hegel, Enzyklopädie, 313 (min oversættelse). Originalt: “das schlechthin Konkrete”.
Hvad vil det sige at tænke konkret?
Den Danske Ordbog definerer ‘konkret’ som noget, der “kan opfattes direkte med sanserne eller berøres med hænderne”, og videre “ofte i modsætning til noget begrebsligt eller tænkt”.6Den Danske Ordbog, “Konkret” (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab). Det er den gængse, dagligdagsforståelse af, hvad det vil sige, at noget er konkret. Men spørger man Hegel, forholder det sig noget nær diametralt modsat. For at illustrere omfanget af omvendingen, er følgende citat eksemplarisk: “Det absolut-konkrete er ånden”.7Hegel, Enzyklopädie, 314 (min oversættelse). Originalt: “Das Absolut-Konkrete ist der Geist”. Ånden kan åbenlyst hverken berøres eller opfattes direkte med sanserne – og den er i den grad både tænkt og begrebslig. Almindeligvis ville vi måske kalde den abstrakt. Så hvorfor kalder Hegel den alligevel konkret?
Et mere jordnært citat fra Åndens Fænomenologi kan hjælpe os på vej:
Den sanseliges visheds konkrete indhold fremtræder umiddelbart som den righoldigste erkendelse […] tillige som den sandeste, for den har endnu ikke fjernet noget fra genstanden, men har den for sig i hele dens fuldstændighed. Alligevel viser denne vished sig i realiteten at være den mest abstrakte og pauvre sandhed, som tænkes kan.8G.W.F. Hegel, Åndens fænomenologi, oversat af Claus Bratt Østergaard (København: Gyldendal, 2005), 67.
At den sanselige visheds sandhed, der er sammenfaldende med ordbogens konkrete, er den mest abstrakte og derfor mest pauvre, skyldes ifølge Hegel, at det i virkeligheden kun er det enkelte, vi ser, og ikke det enkelte i den almenhed, der bestemmer det. Derfor bliver det tomt – eller abstrakt, fordi vi abstraherer fra den almenhed, der netop bestemmer det enkelte som en enkelt af noget bestemt. For at forstå noget enkelt konkret er det derimod nødvendigt at forstå det som bestemt af sin almenhed.
Eller som der står i en anden af tilføjelserne til Encyklopædi-Logikken:
Hvad det enkelte menneske særligt er, det er han kun for så vidt, som han frem for alt er menneske som sådan og i sin almenhed, og denne almenhed er ikke kun noget ydre på linje med andre, abstrakte kvaliteter eller blotte refleksionsbestemmelser, men snarere det, som er gennemtrængende og i sig bestemmende for alt særegent.9Hegel, Enzyklopädie, 327 (min oversættelse). Originalt: “Was der einzelne Mensch im Besonderen ist, das ist er nur insofern, als er vor allen Dingen Mensch als solcher ist und im Allgemeinen ist, und dies Allgemeine ist nicht nur etwas außer und neben anderen abstrakten Qualitäten oder bloßen Reflexionsbestimmungen, sondern … Continue reading
Her fremgår det tydeligt, at det almene aldeles ikke må anses som en lettere tilfældig over- eller samlingskategori af mange enkelte, men at det almene derimod er konstitutivt for det enkelte. Det enkelte er kun enkelt qua sin almenhed, og hvis vi abstraherer fra denne almenhed, kan vi slet ikke forstå det enkelte – det enkelte er faktisk slet ikke uden sin almenhed.
Det hænger også sammen med forholdet mellem delene og helheden; et forhold, der er centralt for Hegel. Hegel skriver et andet sted i Encyklopædi-Logikken: “Et indhold har alene sin retfærdiggørelse som moment i helheden”.10Hegel, Enzyklopädie, 60 (min oversættelse). Originalt: “Ein Inhalt hat allein als Moment des Ganzen seine Rechtfertigung”. Hvis vi kun ser én del (og abstraherer fra de andre), ser vi ikke det egentlige, helheden. Som med kroppen og dens lemmer, hvor vi kun kan erkende, hvad en hånd er, hvis vi ser i den i forhold til resten af kroppen, helheden, for at genbruge et af Hegels egne eksempler.
Omvendt kan vi ikke se helheden uden at se dens dele, idet helheden netop er delene. En krop uden lemmer ville øjeblikkeligt ophøre med at være en krop. Og almenheden ‘menneske’ ville ikke være til uden de enkelte mennesker. Der er altså tale om en vekselvirkning, hvor det ene forudsætter og bevirker det andet og omvendt, men alligevel ikke bare en vekselvirkning, for delene (det vil sige: delene og helheden) er mere end bare løsrevne, selvberoende størrelser, der veksler med hinanden, de snarere er hinanden, samtidigt med at de alligevel er forskellige – ens og så alligevel ikke. For at komme udover denne dualisme er der brug for noget tredje: begrebet. Eller som Hegel siger:
Vedbliver man med at betragte et givent indhold blot under vekselvirkningens synspunkt, så er det faktisk en helt igennem begrebsløs måde at forholde sig [… fordi] dette forhold […] selv […] vil begribes, og dette sker derigennem, at begge siderne […] bliver erkendt som momenter af et tredje, højere [forhold], hvilket netop er begrebet.11Hegel, Enzyklopädie, 302 (min oversættelse). Originalt: “Bleibt man dabei stehen, einen gegebenen Inhalt bloß unter dem Gesichtspunkt der Wechselwirkung zu betrachten, so ist dies in der Tat ein durchaus begriffloses Verhalten [… weil] dies Verhältnis […] selbst […] begriffen sein will, und dies geschieht dadurch, daß die beiden … Continue reading
Begrebet er som tidligere nævnt det slet og ret konkrete, idet det først er med begrebet om noget, at vi forstår det enkelte i dets konkrete almenhed – sådan som det egentligt er og skal forstås for at være forstået fyldestgørende, uabstrakt og egentligt konkret. Med andre ord kunne man – lettere tautologisk – sige, at det først er i begrebet, at vi for alvor begriber; inden begrebet kan forståelsen ikke være andet end inadækvat, eftersom den overser (eller abstraherer fra) noget konstitutivt, noget væsentligt. Det er derfor, at begrebet er det slet og ret konkrete.
Hvordan tænker man konkret?
Men hvordan kommer man så til begrebet? Hvordan begriber man ifølge Hegel?
For det første: Eftersom det sande, det konkrete begreb, netop kun kan erkendes og ikke for eksempel sanses eller opnås ved spontan anskuelse, skal det nødvendigvis tænkes. Det er det, Hegel kalder formidling; at noget umiddelbart formidles for at træde frem. Herved er også det umiddelbare definereret som det, der endnu ikke er formidlet. Hegel skriver:
.[D]et er således kun formidlet igennem en forandring [ved at tænke noget igennem (nachdenken)], at genstandens sande natur kommer til bevidstheden.12Hegel, Enzyklopädie, 72 (min oversættelse). Originalt: “es ist somit nur vermittelst einer Veränderung [durch das Nachdenken], daß die wahre Natur des Gegegenstandes zum Bewußtsein kommt”.
Kun formidlet i tænkningen kan genstandens sande natur (det vil sige genstanden i sin begrebslige helhed) erkendes. Men hvad er det i så fald, tænkningen gør? Hegel skriver:
Faktisk er tænkningen væsentligt negationen af et umiddelbart forhåndenværende.13Hegel, Enzyklopädie, 57 (min oversættelse). Originalt: “In der Tat ist das Denken wesentlich die Negation eines unmittelbar Vorhandenen”.
Tænkning er væsentligt negation. At negere noget vil sige at nægte det, mod-gøre det eller omvende det. Banalt sagt: at sætte et ikke foran. Det er imidlertid vigtigt at påpege, at det ikke kan være et hvilket som helst ikke; det må være det bestemte ikke, den bestemte negation, der svarer til det umiddelbare, den negerer. Som Slavoj Žižek ynder at vise det med joken, hvor en mand bestiller kaffe uden mælk, men desværre må nøjes med at få den uden fløde, fordi der ikke er mere mælk. Eller med Hegels eget eksempel: Lysets bestemte negation er mørket, fordi lys ikke lader sig tænke eller forestille og egentligt slet ikke er uden sin bestemte negation, nemlig mørke.14G.W.F. Hegel, Wissenschaft der Logik. Die Lehre vom Sein (Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2008), 85. Bestemt væren er først, når denne væren indeholder, altså er bestemt ved, sin egen negation, dét, der både modsiger og muliggør den.
Det er denne (i sig selv bestemte) negation, der formidler det umiddelbare – og derved gør dét bestemt. At noget er bestemt, er dog ikke ensbetydende med, at det endnu er aldeles konkret; men det er skridt på vejen i den begrebsudvikling, der sigter mod at føre en aldeles abstrakt – og ubestemt – forståelse mod en tiltagende mere bestemt, mere konkret og derved i sidste ende, i begrebet, slet og ret konkret forståelse.
Det leder for det andet til det forhold, at negationen skaber noget positivt; at den ikke bare er negativ, men faktisk i sin negativitet er positiv. Eller som Hegel skriver:
Det eneste, [der skal til] for at vinde det videnskabelige fremskridt og bestræbe sig væsentligt for at nå denne ganske enkle indsigt– er erkendelsen af den logiske sætning, at det negative lige såvel er positivt […] [D]en [erkendelse] er et nyt begreb, men et højere, rigere begreb end det forudgående; da det er blevet rigere ved dets negation eller modsætning, således at det også indeholder det [forudgående], men også mere end det, og er [dermed] enheden af dette og dets modsætninger.15Hegel, Wissenschaft der Logik, 38–39 (min oversættelse). Originalt: “Das Einzige, um den wissenschaftlichen Fortgang gewinnen und um dessen ganz einfache Einsicht sich wesentlich zu bemühen ist, – ist die Erkenntnis des logischen Satzes, daß das Negative ebensosehr positiv ist […] sie ist ein neuer Begriff, aber der … Continue reading
Det er denne dobbelthed, at det negative også er positivt, der indfanges i et helt centralt begreb hos Hegel, nemlig Aufhebung, ophævelse. Modsætningerne, negationen af negationen, ophæves, men i den forstand, at det sker tofoldigt: både som opbevaret og som ophørt. Det oprindelige er som umiddelbart ophørt, samtidigt med at det som formidlet af sin negation ligeledes er opbevaret. Negationen forårsager derved ikke en gåen-til-grunde eller en gensidig neutralisering, men skaber noget nyt, positivt, hvor modsætningerne ikke er opløste, men ophævede – ophørte, men dog stadig opbevarede. Af den grund er ingen af delene i helheden forsvundne, tværtimod står de først nu for alvor frem, men ikke som selvberoende, isolerede størrelser, der eksisterer uafhængigt af eller i modsætning til hinanden, men derimod som gensidigt afhængige, der kun kan eksistere som modsætninger til hinanden, al den stund de samtidigt derved ophæves. De enkelte dele står derfor som momenter i en helhed, der giver dem deres egentlige betydning, samtidigt med at helheden giver sig selv sin egen betydning i kraft af de momenter, der udgør den.16Hegel, Wissenschaft der Logik, 101–102.
Det er også en central del af det, der kaldes dialektik: Den konkrete begribelse af det enkelte i sin almenhed gennem den formidlende, bestemmende negation, der ophæver det negerede og derved skaber noget positivt, et begreb. At forstå noget abstrakt formidlet over sin negation, så det bliver konkret: begrebet. Og det er netop det, BlackLivesMatter gør.
Hegel, #BlackLivesMatter og Beauvoir
BLM-bevægelsen insisterer netop på at tænke konkret, mens en del af deres kritikere vil forblive i det abstrakte. Ja, “All Lives Matter” – alle liv har betydning, men følger vi Hegel, er det en abstrakt hævdelse, der hiver den enkelte ud af sin konkrete almenhed, hvorved hævdelsen gøres tom, intetsigende.
For hvad er konstitutivt for at være et sort menneske? Netop – også – at være sort. Skal vi forstå, hvad det vil sige at være menneske, skal vi forstå det konkret – i en begrebet helhed, der rummer delene, men samtidigt overskrider dem. At være menneske er altså ikke blot at være menneske, men også at være mig, at være mand, at være brun. Jeg er hverken alene den ene eller den anden del, men nødvendigvis det hele. At nøjes med at referere til den enkelte del ville være at reducere forståelsen, at abstrahere, og dermed at misforstå, det vil sige at forstå inadækvat og utilstrækkeligt, fordi man endnu ikke forstår begrebsligt, det vil sige konkret. Her fordrer Hegel nemlig, at vi går videre; at vi med “begrebets anstrengelse”17Hegel, Åndens fænomenologi, 42. fortsætter, indtil vi faktisk begriber helheden konkret.
At det at være sort er konstitutivt for det at være sort menneske, skyldes, at det at være sort netop af nogen (white supremacists for eksempel) bliver set – og historisk langt bredere har været set – som ensbetydende med ikke at være menneske. Det sorte menneske er netop blevet nægtet sin menneskelighed qua sin sorthed. Af den grund er der – hegeliansk betragtet – brug for en bestemmelse af, hvad det vil sige at være menneske, som indeholder det, der historisk og desværre stadig af visse i dag har været forstået som dets negation, at være sort. Ligesom der omvendt også er brug for at forstå den enkelte sorte som havende konstitutiv del i det almene alle, der har været (og stadig er) dem nægtet, nemlig menneskeligheden.
Det er derfor, at en hegeliansk intervention, der insisterer på også at medtænke den udgrænsede del (her: det sorte), er så livsnødvendig – for ellers går vi glip af at forstå den konkrete enkelte, vi står over for, i netop sin konkrete almenhed, ligesom vi glipper forståelsen af almenheden, der er udgjort af sine enkelte. Ikke som abstrakt menneske, men som konkret menneske, der er sort, eller som konkret sort, der er menneske. Ikke som abstrakt alle, menneskeheden, men som konkret alle, menneskeheden, der er bestemt af det, alle de enkelte, der udgør den, sådan som de er bestemt, eksempelvis som sorte.
Diskussionen er for så vidt ikke ny, og ej heller den hegelianske intervention, men den gør sig gældende på ny, idet den ikke bare fortsætter, men ekspanderer i en tid, hvor striden om, hvordan vi skal forstå, ikke blot hvad det vil sige at være menneske, men hvad det vil sige at være menneske bundet i og bestemt af en bestemt krop, situation og position, er et centralt politisk spørgsmål. Allerede Simone de Beauvoir udførte i sin tid en sådan hegeliansk intervention, primært hvad angår køn, og skriver i Det andet køn med en utvetydig hegeliansk impuls (der dog meget beklageligvis er sværere, hvis overhovedet mulig, at få øje på i værkets danske oversættelse):
Det er klart, at kvinden er et menneske, som manden er det, men det er jo blot et teoretisk [abstrait] argument. I realiteten er hver enkelt [concret] menneske i sin specielle, helt individuelle situation [singulièrement situé]. Man benægter ikke, at der eksisterer jøder, sorte kvinder i dag, fordi man afviser begreberne om det evigt kvindelige, den sortes sjæl og den jødiske karakter. En sådan benægtelse er naturligvis virkelighedsflugt og medfører ikke nogen befrielse for de pågældende. Naturligvis kan ingen kvinde uden at være uredelig abstrahere [se situer par-dela] fra sit køn.18Simone de Beauvoir, Det andet køn. Bind 1, oversat af Karen Stougaard Hansen (København: Gyldendal, 2020), 14–15. Original: “Assurément la femme est comme l’homme un être humain : mais une telle affirmation est abstraite ; le fait est que tout être humain concret est toujours singulièrement situé. Refuser les notions d’éternel … Continue reading
Beauvoirs hegelianske intervention er netop at kritisere den abstrakte hævdelse. Det holder ikke at hævde, at ‘alle kvinder jo også er mennesker, så vi behøver ikke tale specifikt om kvinder, men kan nøjes med mennesket’. Nej, skriver Beauvoir med hegeliansk henvisning, vi må forstå det enkelte menneske konkret – og det vil sige (bl.a.) som kvinde. For man kan skifte kvinde ud med sort, femininitet med sorthed, køn med etnicitet, og argumentet er det samme, som de Beauvoir selv er opmærksom på og viser. At forstå den enkelte kun som et menneskeligt væsen er at misforstå den enkelte, fordi en sådan bekræftelse forbliver abstrakt. Og selvom denne forståelse er rigtig, bliver den ikke sand af den grund – dét kræver, at vi forstår, hvad der ligger indlejret eller situeret i den enkeltes begreb – som sort, som kvinde, som arbejder og så videre. At forstå den enkelte ‘singulært situeret’ er derimod ej heller at forfalde til en evighedens essentialisme. Tværtimod er det startskuddet, forudsætningen og udgangspunktet for at kunne bryde fri af de påtvungne kategorier og måske ane en reel universalisme i horisonten. Ikke abstrakt. Men konkret.
Men indtil da må vi tænke de almenheder med, der udgør os som enkelte, når vi tænker over, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, ligesom vi må tænke de enkeltheder med, der udgør os som almenhed. At ‘foregive sig’ ud af sit køn – eller sin etnicitet – at hævde, man ikke ser farver, at sige #AllLivesMatter er ikke kun en uautentisk flugt og uredeligt (eller i ond tro, som der egentligt står på fransk), hvis vi skal følge de Beauvoir, men også, hvis vi skal holde os til Hegel, en utilstrækkelig og uproduktiv forståelse, der netop hverken forstår den enkelte eller det almene, fordi den nægter at se, hvad der konstituerer den konkrete enkelte i sin konkrete almenhed og det konkrete almene i sine enkeltheder, fordi den i sin insisteren på at tænke abstrakt ikke formår at begribe det enkelte i helhed; fordi den nægter at tænke dialektisk, og fordi den derved går glip af muligheden for at overskride og sprænge kategorierne – ikke ved lallegladt at ignorere dem, men ved indefra med begrebets anstrengelse at forstå dem. Og så forhåbentligvis forandre dem. Konkret.
Dét kan Hegel også i dag hjælpe os med.
| 1. | G.W.F. Hegel, Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse 1830. Erster Teil. Die Wissenschaft der Logik. Mit den mündlichen Zusätzen (Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1989), 323. |
| 2. | Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, oversat af Claus Bratt Østergaard (Frederiksberg: DET lille FORLAG, 2008), 86. |
| 3. | Hegel, Enzyklopädie, 323 (min oversættelse). Originalt: “Die Wahrheit [besteht] in der Übereinstimmung des Gegenstandes mit sich selbst, d. h. mit seinem Begriff”. |
| 4. | Hegel, Enzyklopädie, 86. |
| 5. | Hegel, Enzyklopädie, 313 (min oversættelse). Originalt: “das schlechthin Konkrete”. |
| 6. | Den Danske Ordbog, “Konkret” (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab). |
| 7. | Hegel, Enzyklopädie, 314 (min oversættelse). Originalt: “Das Absolut-Konkrete ist der Geist”. |
| 8. | G.W.F. Hegel, Åndens fænomenologi, oversat af Claus Bratt Østergaard (København: Gyldendal, 2005), 67. |
| 9. | Hegel, Enzyklopädie, 327 (min oversættelse). Originalt: “Was der einzelne Mensch im Besonderen ist, das ist er nur insofern, als er vor allen Dingen Mensch als solcher ist und im Allgemeinen ist, und dies Allgemeine ist nicht nur etwas außer und neben anderen abstrakten Qualitäten oder bloßen Reflexionsbestimmungen, sondern vielmehr das alles Besondere Durchdringende und in sich Beschließende”. |
| 10. | Hegel, Enzyklopädie, 60 (min oversættelse). Originalt: “Ein Inhalt hat allein als Moment des Ganzen seine Rechtfertigung”. |
| 11. | Hegel, Enzyklopädie, 302 (min oversættelse). Originalt: “Bleibt man dabei stehen, einen gegebenen Inhalt bloß unter dem Gesichtspunkt der Wechselwirkung zu betrachten, so ist dies in der Tat ein durchaus begriffloses Verhalten [… weil] dies Verhältnis […] selbst […] begriffen sein will, und dies geschieht dadurch, daß die beiden Seite […] als Momente eines Dritten, Höheren, erkannt werden, welches dann eben der Begriff ist”. |
| 12. | Hegel, Enzyklopädie, 72 (min oversættelse). Originalt: “es ist somit nur vermittelst einer Veränderung [durch das Nachdenken], daß die wahre Natur des Gegegenstandes zum Bewußtsein kommt”. |
| 13. | Hegel, Enzyklopädie, 57 (min oversættelse). Originalt: “In der Tat ist das Denken wesentlich die Negation eines unmittelbar Vorhandenen”. |
| 14. | G.W.F. Hegel, Wissenschaft der Logik. Die Lehre vom Sein (Hamburg: Felix Meiner Verlag, 2008), 85. |
| 15. | Hegel, Wissenschaft der Logik, 38–39 (min oversættelse). Originalt: “Das Einzige, um den wissenschaftlichen Fortgang gewinnen und um dessen ganz einfache Einsicht sich wesentlich zu bemühen ist, – ist die Erkenntnis des logischen Satzes, daß das Negative ebensosehr positiv ist […] sie ist ein neuer Begriff, aber der höhere, reichere Begriff als der vorhergehende; denn sie ist um dessen Negation oder Entgegengesetztes reicher geworden, enthält ihn also, aber auch mehr als ihn, und ist die Einheit seiner und seines Entgegengesetzten”. |
| 16. | Hegel, Wissenschaft der Logik, 101–102. |
| 17. | Hegel, Åndens fænomenologi, 42. |
| 18. | Simone de Beauvoir, Det andet køn. Bind 1, oversat af Karen Stougaard Hansen (København: Gyldendal, 2020), 14–15. Original: “Assurément la femme est comme l’homme un être humain : mais une telle affirmation est abstraite ; le fait est que tout être humain concret est toujours singulièrement situé. Refuser les notions d’éternel féminin, d’âme noire, de caractère juif, ce n’est pas nier qu’il y ait aujourd’hui des Juifs, des Noirs, des femmes : cette négation ne représente pas pour les intéressés une libération, mais une fuite inauthentique. Il est clair qu’aucune femme ne peut prétendre sans mauvaise foi se situer par-delà son sexe” (Simone de Beauvoir, Le Deuxième Sexe, Vol. I: Les fait et les mythes (Paris: Editions Gallimard, 2011). |