Forfatter: Dominique Routhier

For­ven­te­ligt vil tiden umid­del­bart efter en berømt filo­sofs bort­gang være præ­get af post­humt svær­me­ri. I avi­ser fra Le Mon­de til Poli­ti­ken ser Bru­no Latours død ikke ud til at være en undtagelse.¹Denne tekst er oprin­de­ligt skre­vet for Dag­bla­det Infor­ma­tion i sep­tem­ber 2022, men blev afvist for at være for “søn­der­lem­men­de” kri­tisk. Tek­sten brin­ges her i Para­doks i næsten ure­di­ge­ret form. At bogen Mémo sur la nou­vel­le clas­se éco­lo­gique udkom i en dansk over­sæt­tel­se, Notat om den nye øko­lo­gi­ske klas­se, få dage før nyhe­den om Latours død, vil sik­kert ska­be en del opmærk­som­hed. Det ser ud til, at Latours dan­ske med­for­fat­ter, ph.d.-studerende Niko­laj Schultz – der iføl­ge et portræt i Zet­land er så berømt, at han helt er “holdt op med at fær­des i det tien­de arron­dis­se­ment med dets kon­cen­tra­tion af universitetsstuderende”²Mar­tin Kongstad, “ ‘Vi er nødt til at gøre kli­ma­kam­pen mere sexet’ ”, Zet­land, 30. sep­tem­ber 2022. – nu også får det svært på caféer­ne i Blå­gårds­ga­de­kvar­te­ret. Det er hårdt at være “fransk” filo­sof, crois-moi.

Sam­men med den­ne noget yngre repræ­sen­tant for den øko­lo­gi­ske for­trop kaste­de Latour sig fra døds­le­jets kant ud i et tem­me­lig dri­stigt ærin­de i nota­tet om den nye øko­lo­gi­ske klas­se: at for­mu­le­re en ny “poli­tisk øko­lo­gi”, der sam­ler alle klo­dens kon­flik­ter “på alle niveau­er og på alle kon­ti­nen­ter” i det, de beskri­ver som “en hand­lings­mæs­sig enhed, der kan for­stås af alle”.³Bruno Latour & Niko­laj Schultz, Notat om den nye øko­lo­gi­ske klas­se (Gyl­den­dal, 2022), 11–12. Ambi­tio­nen er at for­mu­le­re et poli­tisk-øko­lo­gisk pro­gram, der kan sam­le og repræ­sen­te­re alle kon­flik­ter “fra de Gule Veste i Frank­rig til unge akti­vi­sters gade­de­mon­stra­tio­ner, fra indi­ske land­mænds pro­te­ster til de oprin­de­li­ge fol­ke­færds mod­stand mod hydraulisk frak­tu­re­ring i Nor­da­me­ri­ka, vide­re til dis­kus­sio­ner om elek­tro­ni­ske køre­tø­jers indvirkning”.⁴Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 10. No more, no less. For­må­let? At appel­le­re til ska­bel­sen af en “selv­be­vidst øko­lo­gisk klas­se, der er stolt af sig selv”.⁵Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 93.

Appel­len, med andre ord, er ret­tet til alle klo­dens kli­ma­be­kym­re­de og fru­stre­re­de sjæ­le, der er i kon­flikt med sig selv og sam­fun­det. Vi befin­der os iføl­ge Latour og Schultz i en hjer­te­løs ver­den præ­get af “de sør­ge­lig­ste liden­ska­ber”, udbredt “hand­ling­s­lam­mel­se”, “angst”, “skam”, “skyld­fø­lel­se” og “afmagt”. Ord som dis­se er med gene­røs hånd strø­et ud gen­nem tek­sten, hvor de fun­ge­rer som en eksi­sten­ti­el grund­bas, der giver tek­sten en sted­vist nær­mest reli­gi­øs klang. I en bemær­kel­ses­vær­dig pas­sa­ge om, hvor­dan man sam­ler “mas­ser­ne” til et øko­lo­gisk alli­e­ret fler­tal, hed­der det for eksem­pel:

Lad os ikke glem­me at reg­ne reli­gio­ner­ne med i lig­nin­gen. De rum­mer tal­ri­ge kræf­ter og dybe følel­ser, som alle­re­de i århund­re­der har vist, hvor­dan man for­an­drer sjæ­le, land­ska­ber, love­ne og kun­sten. De krist­ne er et inter­es­sant til­fæl­de. De blev til­skyn­det til at for­la­de det jor­di­ske, og nu for­nem­mer de i øko­lo­gi­ens kald en mulig­hed for at for­ny deres dogmer.⁶Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 58.

Latour og Schultz ser i de krist­ne en mas­se af muli­ge alli­e­re­de, hvis blot de kan brin­ges til at opgi­ve deres såkald­te poli­ti­ske teo­lo­gi til for­del for “øko­lo­gi­ens kald”: “Lad os alt­så til listen [over alli­e­re­de] føje dem, der ritu­al efter ritu­al arbej­der for, at ‘Jor­dens og de Fat­ti­ges skrig’ skal bli­ve hørt, for nu at anven­de pave Frans’ smuk­ke udtryk (eller, sna­re­re, hans råb!)”.⁷Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 58.

Latour og Schultz vil ikke blot “oprid­se en liste over de pato­lo­gi­er, der må behand­les” eller kun “foku­se­re på dem, som vagt skam­mer sig over deres sløv­hed” men også “ret­te blik­ket mod dem, som alle­re­de for længst har gjort sig klar til kamp”.⁸Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 53. Alle, der hører appel­len, er vel­kom­ne til at slut­te sig til den øko­lo­gi­ske klas­ses “nu- og frem­ti­di­ge væl­ge­re”, som det hed­der på bogens for­si­de.

Skur­ke­ne for Latour og Schultz er de tra­di­tio­nel­le poli­ti­ske ide­o­lo­gi­er som libe­ra­lis­me, soci­a­lis­me og neoli­be­ra­lis­me, som de besyn­der­ligt for­står som “klas­ser”. Der skyg­ge­bok­ses bogen igen­nem med dis­se gam­le “her­sken­de klas­ser” eller “omdrej­nings­klas­ser”, som de også kal­des, dis­se glo­ba­li­ster, som i deres frem­skridt­si­ver og enø­je­de fokus på “pro­duk­tio­nen” har glemt afgø­ren­de øko­lo­gi­ske pej­le­mær­ker som “iden­ti­tet”, “jord”, “nation” og “folk”. Som Latour og Schultz skri­ver:

I kamp med de gam­le omdrej­nings­klas­ser til­ken­der den øko­lo­gi­ske klas­se sig alt­så ret­ten til med egne ter­mer og på egen måde at defi­ne­re begre­ber som jord, ter­ri­to­rie, land, nation, folk, til­hørs­for­hold, tra­di­tion og græn­ser samt selv at beslut­te, hvad der er “pro­gres­sivt”, og hvad der ikke er. Den øko­lo­gi­ske klas­se afvi­ser alle ankla­ger om at være “reak­tio­nær” efter­som den for­ny­er og gen­be­fol­ker ter­mer­ne “ter­ri­to­rie” og “jord”.⁹Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 35.

Vi befin­der os iføl­ge for­fat­ter­ne i en radi­kalt ny poli­tisk situ­a­tion, hvor kli­ma­ka­ta­stro­fen sæt­ter gam­le poli­ti­ske for­skel­le ud af kraft. Der­for må vi iføl­ge for­fat­ter­ne aner­ken­de “det gran af sand­hed, man fin­der i kli­che­en ‘hver­ken høj­re eller venstre’”.¹⁰Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 18. På fransk ken­des en vari­ant af sla­gor­det “ni droi­te, ni gau­che” selv­føl­ge­lig fra Macron, som i et twe­et kort efter Latours død frem­hæ­ve­de inspira­tio­nen fra den­ne sto­re fran­ske tæn­ker af øko­lo­gi, moder­ni­tet og religion.¹¹Emma­nu­el Macron (@EmmanuelMacron), X (tidl. Twit­ter), 9. okto­ber 2022. Men “kli­chéen” om hver­ken høj­re eller ven­stre har også en anden betyd­ning, for eksem­pel den, man fin­der hos den pro­mi­nen­te jødi­ske histo­ri­ker Zeev Stern­hell, der i 1983 skrev bogen Ni droi­te, ni gau­che, med under­tit­len: L’idéo­lo­gie fasci­ste en Fran­ce.¹²Zeev Stern­hell, Ni droi­te, ni gau­che: L’idéo­lo­gie fasci­ste en Fran­ce (Paris: Edi­tions du Seu­il, 1983). Her behø­ves vel ingen over­sæt­tel­se.

Trods det, at Marx sta­dig reg­nes for “en vej­vi­ser”, vil de to for­fat­te­re ikke have noget at gøre med marxis­mens kri­tik af den poli­ti­ske øko­no­mi, fore­stil­lin­gen om klas­ser som udtryk for objek­tivt mod­sa­t­ret­te­de sam­fund­s­in­ter­es­ser, og da slet ikke med “anti­ka­pi­ta­lis­me”. De vil gøre op med “ven­stre­flø­jens monopol på kul­turkri­tik”, men ret­ter deres skyts imod abstrak­te, ind­hold­st­om­me og trans­hi­sto­ri­ske begre­ber som “pro­duk­tio­nen” eller de moder­ne sam­funds “menings­lø­se øko­no­mi­se­ring”. For­fat­ter­nes eks­pli­cit­te ærin­de er at yde mod­stand mod øko­no­mi­se­rin­gen og “for­be­re­de sin­de­ne” og “for­læn­ge hand­lin­gens hori­sont” ved at pege på nye, jord­bund­ne for­mer for mod­stand. Heri kan de sand­syn­lig­vis rek­rut­te­re nog­le sving­dør­svæl­ge­re syd­fra hos Geor­gia Melo­ni og brød­re­ne.

I bogens før­ste kapit­ler er Latour og Schultz oppe på den helt sto­re klin­ge. Men den lyder til for­veks­ling som den form for apo­ka­lyp­tisk marxis­me, som de bru­ger det meste af bogen på at distan­ce­re sig fra, mens de para­doksalt nok betje­ner sig af dens lit­teræ­re form­sprog og poli­ti­ske schwung. Ind­led­nings­vist i bogen beskri­ver de for eksem­pel den “‘inter­na­tio­na­le ordens’ sam­men­brud, den igang­væ­ren­de øko­lo­gi­ske kata­stro­fes omfang, den gene­rel­le util­freds­hed med, hvad de tra­di­tio­nel­le par­ti­er til­by­der, og den resul­te­ren­de lave stem­me­del­ta­gel­se”, og de til­by­der den poli­ti­ske øko­lo­gis “kon­si­stens og auto­no­mi” som svar på krisen.¹³Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 9–10. Sce­nen er sat, men revo­lu­tio­nen er aflyst.

Det, Latour og Schultz beskri­ver som en udvi­del­se af kampzo­nen, eller “en for­læn­gel­se af hori­son­ten”, for­bli­ver en poli­tisk tænk­ning, der som Fran­cis Fukuy­a­mas i 1989 ikke kun­ne se mere og andet end det vest­li­ge, libe­ra­le mar­keds­de­mo­kra­tis man­ge lyks­a­lig­he­der. For under­teg­ne­de står spørgs­må­le­ne i kø: Hvor­dan skal en poli­tisk tænk­ning, der ikke kan tæn­ke ud af (stemme)boksen, appel­le­re til en spi­ren­de mili­tant kli­ma­be­væ­gel­se, der langt hen ad vej­en opfat­ter det libe­ra­le mar­keds­de­mo­kra­ti, med dig­te­ren Harald Toks­værds ord, som “seks kapi­tal­fon­de og en ame­ri­kansk våben­fa­brik i tren­chco­at”?

På trods af de man­ge hen­vis­nin­ger til pro­tester­ne i de glo­ba­le mar­ge­ner, står det klart, at den øko­lo­gi­ske klas­ses poli­ti­ske for­trop befin­der sig med fød­der­ne solidt plan­tet i de gam­le koloni­mag­ters cen­trum, trygt inden­for mure­ne af fort Euro­pa: “For den øko­lo­gi­ske klas­se er det for­e­ne­de Euro­pa eksemp­let på en erfa­ring i fuld stør­rel­ses­or­den, hvor omfor­de­lin­gen af sta­ter­nes inden­for og uden­for for­be­re­der den på dens frem­ti­di­ge rol­le som en omdrej­nings­klas­se, der er i stand til at føre de andre klas­ser med bag sig”.¹⁴Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 79. Og hvor­fra hen­ter den øko­lo­gi­ske avant­gar­de sin moral­ske beret­ti­gel­se til at “føre de andre klas­ser med bag sig”?¹⁵Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 79. Som læser tæn­ker man: “Plea­se plea­se, sig nu ikke noget i ret­ning af, at det er for­di de er mere ratio­nel­le”. Men ak: “Der rea­ge­res indi­mel­lem på øko­lo­gi­en og det for­e­ne­de Euro­pa med sam­me foragt, men det er net­op, for­di de er mere ratio­nel­le end dem, der tror at kla­re sig bedre”.¹⁶Latour & Schultz, Den nye øko­lo­gi­ske klas­se, 79. Og ja, kur­siv i ori­gi­nal, som man siger. Hvor­dan skal en øko­lo­gisk tænk­ning, der sæt­ter fort Euro­pa op som et moralsk fyrtårn i mør­ket, kun­ne appel­le­re til de tusin­der af kli­m­af­lygt­nin­ge, der hvert år omkom­mer i for­sø­get på at nå her­til? Hvad er den her øko­lo­gi­ske klas­se egent­lig for en stør­rel­se?

For Marx og Engels fandt kam­pen mel­lem klas­ser­ne ikke sted i følel­ser­nes og idéer­nes ver­den, men blev set som et udtryk for en soci­al magt­kamp, hvor struk­tu­relt pres avler mod­pres. Marx, Engels og kam­me­ra­ter­ne i arbej­der­nes inter­na­tio­na­le måt­te som bekendt slås, som det hed­der i Det kom­mu­ni­sti­ske mani­fest, med alle den gam­le ver­dens “sam­le­de mag­ter”, fra de “fran­ske radi­ka­le og det tyske poli­ti” og vide­re til “paven og tsa­ren”. Bog­sta­ve­ligt talt leve­de de et liv i poli­tisk eksil. Men Latour og Schultz ser pud­sigt nok ingen mod­si­gel­se mel­lem deres øko­lo­gi­ske pro­gram og de mest reak­tio­næ­re sam­funds­mæs­si­ge insti­tu­tio­ner, her­un­der macro­nis­men, den katol­ske kir­ke og paven. Kun­ne det mon være, for­di deres idéer om klas­se­kamp ikke udfor­drer mag­tens insti­tu­tio­ner, men sna­re­re bekræf­ter dem?

Latours og Schultz’ øko­lo­gi­ske kald inde­hol­der en del for­mum­me­de ekko­er fra den reak­tio­næ­re tænk­nings dyb. I ste­det for kal­det til pro­le­ta­rer om at for­e­ne sig på tværs af lan­de­græn­ser får vi nazi­sten Hei­deg­gers kryp­ti­ske auten­ci­tets­be­gre­ber om “omhu”, “bebo­e­lig­hed” og “frem­brin­gel­se” og pave Frans’ “smuk­ke råb!”. Alt sam­men er for­mu­le­ret i mani­fest­lig­nen­de prosa – kom­plet med flit­ti­ge kur­si­ve­rin­ger og en bom­ba­stisk brug af udråb­s­tegn! – der for­lø­ber over 76 rela­tivt kor­te teser.

Men det er, for­stås, ikke læn­ge­re det kom­mu­ni­sti­ske spø­gel­se, der går gen­nem Euro­pa, det er “øko­lo­gis­mens spø­gel­se!”, som nu kun mang­ler “at defi­ne­re sig som fler­tal­let”. I dag kan man hel­dig­vis man­ge ste­der, her­un­der i Frank­rig og Dan­mark, “defi­ne­re sig” som man vil. Men at vil­le defi­ne­re sig som “fler­tal­let” uden at være det for­bli­ver højst et fromt ønske, som amen i kir­ken. Det er imid­ler­tid ikke et pro­blem for Latour og Schultz, der til­hø­rer “den klas­se, der betrag­ter sig selv som mere legi­tim i for­hold til at defi­ne­re histo­ri­ens ret­ning”.

Latour og Schultz er avant­gar­den, må vi for­stå, og den benyt­ter sig natur­lig­vis af mani­fest­for­men. Men her er den form ren­set for alt, hvad der kun­ne min­de om revo­lu­tio­nært ind­hold. Som for­fat­ter­ne selv gør opmærk­som på ved at inklu­de­re en ord­bogs­de­fi­ni­tion i man­chet­ten til bogen, så kom­mer det fran­ske ord “mémo” fra “mémor­an­dum”: oprin­de­ligt en term for en skrift­lig notits fra udsend­te embeds­mænd om rege­rin­gens syns­punk­ter i et givent spørgs­mål. Den seman­ti­ske for­skyd­ning fra “mani­fest” til den ulti­ma­ti­ve bureau­kra­ti­term “notat” under­stre­ger fint, hvor­dan vi her har at gøre med en udtøm­ning af mani­fest­for­men for sit revo­lu­tio­nært-poe­ti­ske spræng­stof, et reak­tio­nært lit­terært kup­for­søg, der desvær­re – eller for­hå­bent­lig – mis­lyk­kes totalt.