Indbydelse til et crush

Du ved ikke, hvor­dan det ske­te, men en dag opda­ger du, at noget har ændret sig: Det, du ple­je­de at inter­es­se­re dig for, føles plud­se­lig lige­gyl­digt; du har pro­ble­mer med at kon­cen­tre­re dig i timen; du har hang til dag­drøm­me­ri; dine tan­ker bli­ver ved med at ven­de til­ba­ge til et navn, et ansigt, en duft. Alle san­ge synes at tale til net­op dig, og alle dine handling­er gøres nu med én per­son i tan­ker­ne. Du bli­ver inef­fek­tiv på arbej­det, du glem­mer dine afta­ler, du snub­ler og stø­der ind i ting, du ser dig ikke for i tra­fik­ken.

Den­ne karak­te­ri­stik kan du sik­kert gen­ken­de som en beskri­vel­se af en forel­skel­se eller et crush. Måske ken­der du symp­to­mer­ne fra en eller fle­re epi­so­der i dit eget liv, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at du har mødt ‘den crus­hen­de’ før, i chi­ck fli­cks, sæbe­o­pe­ra­er, ung­doms­ma­ga­si­ner, musi­cals eller sågar kano­ni­ske vær­ker som Gusta­ve Flau­berts Mada­me Bovary eller Johann Wol­f­gang von Goet­hes Den unge Wert­hers lidel­ser.

Vi for­står crus­hing som en sær­lig intens og kort­li­vet afart af forel­skel­se. Som de oven­nævn­te eksemp­ler anty­der, er crushet des­u­den en slags forel­skel­se, der kan have en upas­sen­de eller use­ri­øs nai­vi­tet knyt­tet til sig. De crus­hen­de er gene­relt for­vist til lav­kul­tu­ren eller en tragisk død i fin­kul­tu­ren. De frem­stil­les tit som fjol­le­de sko­lepi­ger, der fal­der i sta­ver over den nye elev i klas­sen eller som fortab­te og for­pin­te sjæ­le, der lader deres besæt­tel­ser knu­se hele deres bour­geois liv.

En af grun­de­ne til, at vi er gla­de for ordet crush, er at det også inde­hol­der mulig­he­den for at noget kan skif­te form; at crus­he er også, bog­sta­ve­ligt, at knu­se. Den ame­ri­kan­ske dig­ter Richard Sikens digtsam­ling Crush fra 2005 vid­ner om både de mulig­he­der og de omkost­nin­ger, der lig­ger i det møde med ver­den, som et crush kan til­by­de. Ver­de­ner for­sø­ges knust og omfor­met, mens krop­pe frem­står sår­ba­re og i fare for at bli­ve knust. I Sikens dig­te ser vi en sær­lig vil­lig­hed til at fast­hol­de forta­bel­sens uvis­hed og der­i­gen­nem åbne for nye for­stå­el­ser af, hvad der er vir­ke­ligt eller vig­tigt. Vi ven­der os der­for mod Crushs sort­hu­mo­ri­sti­ske og hjer­teskæ­ren­de dig­te og dens selv­be­vid­ste, nys­ger­ri­ge og kri­ti­ske for­hand­lin­ger med crushet som gen­re.

At se crushet som en gen­re, bety­der for os at se det som en ræk­ke æste­ti­ske såvel som affek­ti­ve kon­ven­tio­ner, som vi kan gri­be ud efter, når vi får for­nem­mel­sen af at fal­de, idet vi fal­der for nogen. Vi bru­ger såle­des gen­re­be­gre­bet i en udvi­det for­stand, sådan som den ame­ri­kan­ske affekt­te­o­re­ti­ker Lau­ren Ber­lant beskri­ver det i The Fema­le Com­plaint:

In this book, a gen­re is an aesthe­tic struc­tu­re of affecti­ve expecta­tion, an insti­tu­tion or for­ma­tion that absorbs all kinds of small vari­a­tions or modi­fi­ca­tions whi­le pro­mi­sing that the per­sons transa­cting with it will expe­ri­en­ce the plea­su­re of enco­un­te­ring what they expected, with details varying the theme.1Lauren Ber­lant, The Fema­le Com­plaint: The Unfi­nis­hed Busi­ness of Sen­ti­men­ta­li­ty in Ame­ri­can Cul­tu­re (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2008), 3–4.

En gen­re er i den for­stand en form, der er ela­stisk nok til at kun­ne ind­op­ta­ge en lang ræk­ke vari­a­tio­ner over det sam­me tema, mens den sam­ti­digt fun­ge­rer som en sce­ne, man kan træ­de ind i med en vis for­vent­ning om, hvad der vil fore­gå. Det er en struk­tur, som vi kan gen­ken­de, som vars­ler bestem­te måder, vi vil kom­me til at føle på, og som giver os den nydel­se, der lig­ger i at møde det, man reg­ne­de med at møde. Crus­hing er såle­des et felt fyldt med gen­re­kon­ven­tio­ner, der kan hjæl­pe os med at bære vores møde med det affek­ti­ve pres, vi kan mær­ke, når vi crus­her.

Vi crus­her beg­ge hyp­pigt, og har ople­vet, hvor­dan det har gjort nye ting syn­li­ge for os og anty­det andre veje, og vi har sam­men øvet os i at hol­de sådan nog­le veje åbne. Dis­se ople­vel­ser har spo­ret os ind på poten­ti­a­ler­ne ved crus­hing som en affek­tiv gen­re, der kan bru­ges til at anspo­re og for­stør­re et affek­tivt brud med følel­sen af ver­den som fast og for­stå­e­lig. I det føl­gen­de  vil vi under­sø­ge, hvor­dan crushet kan fun­ge­re som en sce­ne for affek­ti­ve omstruk­tu­re­rin­ger og brud for at ska­be andre ver­de­ner. Der­med fore­slår vi crus­hing som et godt sted at gå i gang med at ‘aflæ­re ver­den’, sådan som Ber­lant beskri­ver aflæ­rings­pro­ces­ser i bogen On the Incon­ve­ni­en­ce of Other Peo­ple.2Lauren Ber­lant, On the Incon­ve­ni­en­ce of Other Peo­ple (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2022).

Det er den­ne teksts udgangs­punkt, at de sam­fund, som vi og Sikens crus­he­re befin­der os i, har brug for at bli­ve for­an­dret for bed­re at under­støt­te de liv, de ind­be­fat­ter. Ber­lant beskri­ver hvor­dan vi, for at kun­ne ændre ver­den, også må aflæ­re den måde, vi har lært at for­stå den på, for­di vi hele tiden med­ska­ber ver­den i de møder vi har med andre og andet end os selv.

For at aflæ­re ver­den må vi også bry­de med de affek­ti­ve til­knyt­nin­ger, som vi dan­ner til de objek­ter, vi begæ­rer. Objek­ter kan iføl­ge Ber­lant være per­so­ner, insti­tu­tio­ner, idéer, ting og sager, som vi for­står os selv i ver­den med, for­stå­et sådan, at vores til­knyt­nin­ger til spe­ci­fik­ke objek­ter absor­be­rer noget af den ambi­va­lens, som vi hele tiden møder, for­di vi fin­des. At bry­de med dis­se til­knyt­nin­ger er også at aflæ­re en for­stå­el­se af ver­den og der­med også at åbne for den ambi­va­lens og over­væl­del­se, som til­knyt­nin­ger­ne skå­ne­de os fra. Brud­det kan der­for ople­ves som et knu­sen­de tab af kon­ti­nu­i­tet:

You can’t sim­ply lose your object if it’s provi­ding a foun­da­tio­nal world infra­struc­tu­re for you. You can’t decide not to be racist, not to be miso­gy­nist, not to be ambi­va­lent about your anchors or fixa­tions. But you can use the con­tra­di­ctions the object prompts to loo­sen and recon­fi­gu­re it, exploi­ting the ela­sti­ci­ty of its con­tra­di­ctions, the inco­he­ren­ce of the for­ces that over­de­ter­mi­ne it, that make eve­ry object/scene an assem­bla­ge that requi­res an inter­sectio­nal analysis.3Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 28.

Ber­lant læg­ger vægt på, at vi ikke bare kan skif­te et dår­ligt begær­sob­jekt ud med et bed­re, hvis det­te begær­sob­jekt er grund­læg­gen­de for vores ople­vel­se af kon­ti­nu­i­tet og mening i ver­den. Hvis vi for eksem­pel føler os for­ank­re­de af at stræ­be efter et lyk­ke­ligt par­for­hold, kan vi ikke opgi­ve den­ne stræ­ben fra den ene dag til den anden, selv­om den måske ikke brin­ger os andet end mistriv­sel og ulyk­ke. Ber­lant peger dog på, hvor­dan vores til­knyt­nin­ger til objek­ter altid er for­bun­det med ambi­va­lens og inko­hæ­rens, selv­om de også skå­ner os fra at ople­ve meget af det­te. Det, der lig­ner et afgræn­set objekt, er egent­lig en dyna­misk sam­ling af rela­tio­ner. Når vi får øje på dét, kan vi gå i gang med at aflæ­re ‘objek­tets objek­t­hed’, alt­så for­stå­el­sen af vores objekt som fast og afgrænset.4Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 28. Ved at for­stå objek­tet ander­le­des kan vi såle­des for­sø­ge at løs­ne op for de måder, vi er knyt­tet til det på.

Den­ne tekst er en ind­by­del­se til at tæn­ke over, hvor­dan Sikens Crush arbej­der med at føre det usyn­li­ge til pro­tokols, og hvor­dan selv­føl­ge­lig­he­der som mor­gen­ly­sets afskaf­fel­se af nat­tens mulig­he­der kan aflæ­res gen­nem for­bløf­fel­se. Vi begrebs­lig­gør her crushet som noget, der ikke bare ankom­mer og over­man­der os, men som også for­ud­sæt­ter et arbej­de både af os selv og af dem, der har crushet før os. Til sidst fore­slår vi at for­stå den crus­hen­de som en dår­lig læser, som en for­bløf­fel­ses­pa­rat per­son, der altid er klar til at bli­ve for­styr­ret og til at luk­ke for­vir­rin­gen ind.

Om at køre i ring

Sikens digt The Torn-Up Road består af fem num­me­re­re­de dele, der gen­ta­ger den sam­me sce­ne, hvor to mænd rul­ler rundt i vej­kan­ten. Nog­le gan­ge vir­ker det mere som en volds­hand­ling, som den ene udfø­rer mod den anden, og andre gan­ge vir­ker det mere som en inti­mi­tet, de beg­ge ønsker. Andre gan­ge igen er det en mystisk og poe­tisk øvel­se:

Can you see them the­re, by the side of the road,
not moving, not wre­st­ling,
making a circ­le out of the spa­ce betwe­en the circles?5Richard Siken, “The Torn-Up Road”, i Crush (New Haven: Yale Uni­ver­si­ty Press, 2005), del 3, linje 1–3.

Dig­tets inte­res­se for det­te områ­de mel­lem to cirk­ler – måske mør­ket mel­lem lyskeg­ler­ne fra for­lyg­ter­ne på en bil – er en inte­res­se for det, der fal­der uden for, som sker uden at nogen bemær­ker det, eller som er usyn­ligt. Den sce­ne, som dig­tet beskri­ver gen­tag­ne gan­ge, har sta­tus som det, der fin­des mel­lem det egent­li­ge eller vig­ti­ge. Der­for ind­le­des dig­tet: “The­re is no way to make this story interesting”,6Siken, “The Torn-Up Road”, del 1, linje 1. en udta­lel­se der kan min­de om den måde, hvor­på crus­hing er ble­vet for­stå­et som noget man skal kom­me vide­re fra, for at nå til det, der er af egent­lig betyd­ning.

At bru­ge sin tid på noget så ube­ty­de­ligt som et crush, kan også være en måde at ska­be en que­er tids­lig­hed på, som Jack Hal­ber­stam beskri­ver den:

Que­er uses of time and spa­ce deve­l­op, at least in part, in oppo­si­tion to the insti­tu­tions of family, hete­ro­se­xu­a­li­ty, and repro­duction… If we try to think about que­er­ness as an outco­me of stran­ge tem­pora­li­ties, imag­i­na­ti­ve life sche­du­les, and eccen­tric eco­no­mic prac­tices, we detach que­er­ness from sexu­al iden­ti­ty and come clo­ser to under­stan­ding Foucault’s com­ment in “Fri­ends­hip as a Way of Life” that “homo­se­xu­a­li­ty thre­a­tens peo­ple as a ‘way of life’ rat­her than as a way of having sex” […].7Jack Hal­ber­stam, In a Que­er Time and Pla­ce (New York: New York Uni­ver­si­ty Press, 2005), 1.

Såle­des kan crushet frem­stå use­ri­øst og til tider direk­te far­ligt, idet den crus­hen­de bru­ger sin tid på excen­tri­ske, fjol­le­de og upro­por­tio­nel­le måder, hvor­for den voks­ne, der crus­her, kan synes at hæn­ge fast i tee­na­ge­al­de­rens use­ri­ø­se dag­drøm­me­ri­er. Alt det­te tager tid og effek­ti­vi­tet fra det, som den­ne logik har fast­sat som livets egent­li­ge for­mål: at tage en uddan­nel­se, bli­ve gift, få et arbej­de, få børn og leve et kom­forta­belt og langt liv.

Sikens dig­tes besæt­tel­ses­ag­ti­ge kred­sen om et lil­le øje­blik kan i den­ne for­stand læses som en måde at afbry­de, kort­slut­te og for­styr­re natur­lig­gø­rel­sen af en mid­delklas­se­for­nuf­tig og repro­duk­tiv tidsor­den på, en “straight” tidsor­den, hvori nat­ten ikke skal bru­ges på seksu­el­le eska­pa­der men på at sove, så man kan være udhvilet, når bør­ne­ne igen skal sen­des i sko­le og man selv skal på arbej­de. I fem­te og sid­ste del af The Torn-Up Road beskri­ves det, man kan læse som en kamp med et tem­poralt regi­me, såle­des:

The­re, on the gro­und, slip­ping through the minu­tes,
trying to notch them. Like taking the same pic­tu­re over and over, the spa­ces
in betwe­en sea­led up –8Siken, “The Torn-Up Road”, del 5, linje 4–6.

“To notch” kan bety­de at mar­ke­re ved at lave et hak eller indsnit i noget. Hvis man ikke kan få tiden til at stå stil­le, kan man måske alli­ge­vel skæ­re en lil­le for­dyb­ning i den, og det kan man måske gøre igen­nem gen­ta­gel­sen. Det er lige­som at tage det sam­me bil­le­de igen og igen, hvil­ket nu viser sig at være det­te digts stra­te­gi: at tage fem foto­gra­fi­er af den sam­me sce­ne og der­med, i afstan­den mel­lem de fem foto­gra­fi­er, de fem stro­fer, at frem­stil­le pau­sen, det for­seg­le­de øje­blik mel­lem øje­blik­ke­ne eller minut­ter­ne. The Torn-Up Road frem­stil­ler det, der ofte ude­la­des eller spo­les hur­tigt henover i nor­ma­ti­ve tidslo­gik­ker, hvor tee­na­ge­al­de­rens ufor­nuft og drøm­me­ri­er er noget, man skal skyn­de sig at kom­me sig over. I ste­det lader dig­tet pla­den køre i sam­me ril­le.

Om at aflæ­re ver­dens selv­føl­ge­lig­hed

Anden del af Sikens digtsam­ling star­ter ved mor­gen­gry. Dig­tet Visib­le World beskri­ver på sine 14 linjer ankom­sten af sol­lys i et sove­væ­rel­se. Dags­ly­set gør sit ind­t­og smer­te­fuldt og vol­de­ligt:

the bedroom gone whi­te, the astro­no­mi­cal light
pum­me­ling you in a stream of fists.9Siken, “Visib­le World”, linje 5–6.

Det lys, som mor­ge­nen brin­ger, gør en bestemt ver­den syn­lig og uds­let­ter med vold de to mænds nat­te­ver­den. Den straight tidsor­den erfa­res som en natur­kraft og gør det tyde­ligt, hvil­ken mod­stand Sikens crus­he­re møder i deres crus­hing. De struk­tu­rer, der gør deres triv­sel min­dre mulig, er inter­na­li­se­re­de og natu­ra­li­se­re­de som en tids­for­nem­mel­se eller som at bli­ve væk­ket af sol­ly­set.

Når hver­da­gens mistriv­sel her bil­led­lig­gø­res af det astro­no­mi­ske lys, en fysisk lov­mæs­sig­hed, kan que­er mistriv­sel synes umu­lig at und­gå, men dig­tets måde at dvæ­le undren­de ved mor­ge­nens ankomst på til­by­der også en måde at begyn­de at aflæ­re mistrivs­lens uund­gå­e­lig­hed på. At få øje på det kon­tra­dik­to­ri­ske og usam­men­hæn­gen­de ved de måder, vi for­står vores objek­ter på, er en for­ud­sæt­ning for det, Ber­lant beskri­ver som at aflæ­re dis­se objek­ters objek­t­hed. Som de skri­ver:

Object­ness is only a sem­blan­ce, a see­m­ing, a pro­jection effect of inte­r­est in a thing we are trying to stabilize.10Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 25.

At aflæ­re sig et objekts objek­t­hed er såle­des at desta­bi­li­se­re de betyd­nin­ger og for­vent­nin­ger, vi har for­bun­det til det og der­med at åbne for en gen­for­hand­ling af, hvor­dan objek­tet sta­bi­li­se­rer os i ver­den. Det­te er ikke et spørgs­mål om at glem­me, men sna­re­re om at væn­ne sig af med vis­se måder at rea­ge­re på i mødet med ver­den. Vores soci­a­le impul­ser og reak­tio­ner reflek­te­rer de gen­rer, som vi har lært at for­stå ver­den igen­nem, og de objek­ter vi hol­der sådan en ver­den fast med. Den struk­tu­rel­le vold, vi har lært at se som en del af den­ne ver­den, repro­du­ce­rer vi, idet vi bli­ver ved med at rea­ge­re sådan som vi har lært. At stop­pe med at repro­du­ce­re den gen­nem aflæ­ring er ikke det sam­me som at eli­mi­ne­re den, men det er, iføl­ge Ber­lant, en cen­tral og nød­ven­dig måde at for­styr­re soci­a­le struk­tu­rers til­sy­ne­la­den­de fast­hed på.

Når vi aflæ­rer, ryster vi jor­den, vi står på. Når vi for­sø­ger at træk­ke i omrid­set af et begær­sob­jekt, eller omro­ke­re vores følel­ses­mæs­si­ge for­bin­del­ser til det, desta­bi­li­se­rer vi os selv i en grad, der ikke er nem at bære. Crushet er en gen­re, der møder os, når vi føler os desta­bi­li­se­re­de og ryste­de af en forel­skel­se. Det er en gen­re, der møder det ene­stå­en­de med sine gen­re­træk, sine symp­to­mer, sine plots, og også en gen­re hvis kon­ven­tio­ner, for­bin­del­ser og objek­ter har brug for en rekon­fi­gu­re­ring. Men crushets net af gen­re­kon­ven­tio­ner, der gri­ber os, idet vi mær­ker os selv fal­de, gør sig, for os at se, godt som en sce­ne for gen­tænk­nin­ger, gen­for­hand­lin­ger og ‑sta­bi­li­se­rin­ger. Crushet er en gen­re, der har kon­ven­tio­na­li­se­ret for­vir­ring og fortab­t­hed, og hvor vi der­med måske kan bære lidt mere desta­bi­li­se­ring end vi ellers er vant til.

Den måde, Ber­lant beskri­ver aflæ­ring på, kan min­de om måden hvor­på den bri­tisk- austral­ske affekt­te­o­re­ti­ker Sara Ahmed beskæf­ti­ger sig med won­der, for­bløf­fel­se, der en væsent­lig del af Ahmeds femi­ni­sti­ske prak­sis:

It is through won­der that pain and anger come to life, as won­der allows us to rea­li­se that what hurts, and what cau­ses pain, and what we feel is wrong, is not neces­sary, and can be unma­de as well as made.11Sara Ahmed, The Cul­tu­ral Poli­ti­cs of Emo­tion (Edin­burgh: Edin­burgh Uni­ver­si­ty Press, 2004), 181.

Når hver­da­gen slår os med sine indø­ve­de uret­fær­dig­he­der, lader den­ne slå­et­hed, den­ne for­bløf­fel­se, os se, at det ikke behø­ve­de at være sådan. På til­sva­ren­de vis får den for­bløf­fel­se, som den talen­de i Visib­le World giver udtryk for, når mor­ge­nen kom­mer bag på ham, smer­ten og ver­den til at træ­de frem på ny:

The dawn was bre­aking the bones of your heart like twigs.12Siken, “Visib­le World”, linje 3.

Her, som i det andet eksem­pel, hvor lyset har knyt­næ­ver, udpe­ger dig­tet en for­bin­del­se mel­lem vold og dagens begyn­del­se, og igen for­tæl­ler det os noget om, hvor­dan en vol­de­lig struk­tur er inkorpo­re­ret i krop­pe og dage som natu­ra­li­se­re­de fore­kom­ster. Omvendt er det­te bil­led­sprog også en måde at under­lig­gø­re, og at for­bløf­fes over, det, som vi ellers nor­malt opfat­ter som en selv­føl­ge­lig­hed. Mor­gen­gry­et ankom­mer hver dag, men når det kan knu­se et hjer­tes knog­ler, bli­ver mor­gen­gry­et for­bløf­fen­de på ny. Og måske lader det­te os tæn­ke, at der kun­ne fin­des en ver­den, hvor mor­gen­gry­et ikke var hjer­teknu­sen­de. Mor­gen­ly­sets afskaf­fel­se af det, der var muligt om nat­ten, føles ikke læn­ge­re selv­føl­ge­ligt, og der­med er dagens objek­t­hed i gang med at bli­ve aflært.

Og måske fin­des den­ne anden ver­den også i Crush. I digtsam­lin­gens sid­ste digt, Snow and Dir­ty Rain, trans­por­te­res man til­ba­ge til et rum fyldt med lys. Det­te rum omta­les som “the gold room”.13Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 86. Et du siger: “tell me about your books, your visions made / of flesh and light”,14Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 88–89. hvor­til der sva­res:

This is the Moon. This is
the Sun. Let me name the stars for you. Let me take you
the­re.
15Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 89–91.

Det­te sce­na­rie beskri­ves i dig­tet som en drøm, den talen­de har haft om duet. I den­ne drøm er alle de astro­no­mi­ske lyskil­der, månen, solen og stjer­ner­ne, ikke så defi­ne­re­de at de ikke kan omde­fi­ne­res; de vises frem som var de nyhe­der og de gives nye nav­ne, der kun er for duet. Jegets bøger er her visio­ner af hud og lys, hvil­ket vid­ner om, hvor­dan krop­pe­ne i den bog vi læser i – Crush - kon­stant må for­hol­de sig til lys i form af deres egen syn­lig­hed og deres evner til selv at kun­ne se det, der end­nu ikke er der.

I Snow and Dir­ty Rain bli­ver lyskil­der­ne ikke ale­ne intro­du­ce­ret på ny. Jeget frem­sæt­ter også et løf­te om, at man kan bli­ve taget hen til dem. Det­te kan også være et løf­te om at kun­ne bebo den syn­li­ge ver­den, som tid­li­ge­re syn­tes umu­lig at ophol­de sig i. Såle­des bli­ver drøm­men om duet også drøm­men om at bli­ve syn­lig i en ny for­stand; at føle sig mulig på nye måder, idet man giver uni­ver­set et andet navn, der pas­ser bed­re til den per­son, man vil gen­ska­be det for.

Den­ne over­væl­del­se af mulig­he­der synes dog at frem­kal­de en form for skyld hos jeget. Med linj­en “I am sin­ging now whi­le Rome / burns”16Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 95–96. gør han sig selv til en form for kej­ser Nero-figur, beru­set af musik mens resten af fol­ket bræn­der. Måske for­di man, i en ver­den med dår­li­ge betin­gel­ser for que­er liv, nemt kan for­stå den per­son­li­ge, affek­ti­ve fri­gø­rel­se som en ven­den sig væk fra en struk­tu­rel vir­ke­lig­hed til for­del for indi­vi­du­elt vel­be­hag.

Såle­des kan Sikens jeg lade sig forta­be i en indi­vi­du­el que­er mulig­heds­ver­den og føle sig som Nero over for Roms bræn­den­de bor­ge­re, der ikke eksi­ste­rer i den­ne ver­den og sik­kert ikke får mulig­he­den. Dog kan vi med hjælp fra Ber­lant pege på vig­tig­he­den af sådan en forta­bel­se i mulig­heds­ver­de­ner som dis­se. Den er en mulig­hed for at aflæ­re sig den ver­den, hvor det ikke var muligt. Måske er den talen­de i Visib­le World net­op i stand til at lade lyset kom­me bag på sig, for­di han om mor­ge­nen lige har været i en anden ver­den – nat­tens ver­den – som aldrig er kon­stant, men hvori han kan fin­de en for­bløf­fel­se, som han kan tage med sig ind i dagen for at syn­lig­gø­re det, der er usyn­ligt i lyset.

Det, at den talen­de bli­ver slå­et af dags­ly­sets ankomst (både i bog­sta­ve­lig for­stand og i over­ført betyd­ning), er det før­ste skridt på vej­en til at se dags­ly­sets for­bin­del­se til for­fla­di­gel­se, vold og uds­let­tel­se som noget under­ligt, forun­dren­de og som noget, der kun­ne være på en anden måde. Lysets vol­de­lig­hed peger både på, hvor­dan histo­risk kon­tin­gen­te for­hold kan frem­stå fuld­stæn­digt natur­li­ge og selv­føl­ge­li­ge, men den kan omvendt også læses som en mærk­vær­dig­gø­rel­se af det natur­li­ge. Når mor­gen­gry­et kan knæk­ke et hjer­tes knog­ler som kvi­ste, lader det os se mor­gen­gry­et, som så vi det for før­ste gang – som noget ekstra­or­di­nært.

De knu­sen­de meta­fo­rer hos Siken vid­ner om den trus­sel, der hele tiden lig­ger i at lade sig for­fø­re og des­o­ri­en­te­re. At lede efter poten­ti­a­ler­ne i det­te er et arbej­de, der kræ­ver en alle­re­de eksi­ste­ren­de til­lid til mødet med det usik­re, en til­lid, der lader til at være svær at hol­de intakt for Sikens crus­he­re. Men selv­om vol­den hver­ken kan igno­re­res eller baga­tel­li­se­res hos Siken, kan man dog hel­ler ikke se bort fra for­sø­ge­ne på at lade sig for­styr­re. De øje­blik­ke, hvor noget lyk­kes, er fyldt med løf­ter om andre ver­de­ner. Dis­se ver­de­ner er ikke uden vold, men de er tegn på, at noget kun­ne være ander­le­des, og det er den­ne mulig­hed, som de crus­hen­de for­sø­ger at for­stør­re.

Om dår­li­ge læse­re

Hos de old­græ­ske dig­te­re, hvis kær­lig­heds­dig­te den cana­di­ske filo­log Anne Car­son beskæf­ti­ger sig med i Eros, the Bit­ter­swe­et, for­bin­des forel­skel­sen, eller egent­lig det, de kald­te “eros”, med destruk­tion og pul­ve­ri­se­ring. Car­son oprem­ser en ræk­ke volds­me­ta­fo­rer:

Alongsi­de mel­ting we might cite metap­hors of piercing, crus­hing, brid­ling, roa­sting, stin­ging, biting, grat­ing, crop­ping, poi­so­ning, sin­ge­ing and grin­ding to a pow­der, all of which are used of eros by the poets, giving a cumu­la­ti­ve impres­sion of inten­se con­cern for the inte­gri­ty and con­trol of one’s own body.17Anne Car­son, Eros, the Bit­ter­swe­et (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1986), 41, vores kursivering.

Ankom­sten af et ero­tisk begær beskri­ves såle­des af dis­se dig­te­re som et angreb på krop­pen. Car­son fore­slår den tese, at det græ­ske alfa­bets opfin­del­se, og der­ef­ter læs­nin­gens udbre­del­se, har påvir­ket dig­ter­nes ople­vel­se af begæ­rets ankomst som noget, der er far­ligt for krop­pen. Hvor man i en mundt­lig kul­tur vil pri­o­ri­te­re lyt­ten og løben­de mundt­lig kom­mu­ni­ka­tion med sine omgi­vel­ser, fore­træk­ker man i en skrift­kul­tur stil­hed og afstand til for­styr­ren­de ind­tryk fra omgi­vel­ser­ne for at kun­ne kon­cen­tre­re sig om at læse. Det er det­te skift, fore­slår Car­son, der får dig­ter­ne i den unge old­græ­ske skrift­kul­tur til at beskri­ve mødet med eros som knusende.18Carson, Eros, 43. Måske ind­vars­ler læs­ning begyn­del­sen på den måde, vi for­står os selv som indi­vi­der på i Vesten i dag. I hvert fald bru­ger Ahmed også læs­nin­gen og dens afbry­del­se som eksem­pel, når hun skal illu­stre­re, hvor­dan des­o­ri­en­te­ren­de øje­blik­ke opstår i hver­da­gen og hvil­ket poten­ti­a­le, der føl­ger med dis­se.

Ahmed sæt­ter sce­nen såle­des: Vi ken­der alle det at være opta­get af noget for­an os på bor­det, en bog for eksem­pel, og så plud­se­lig at bli­ve for­styr­ret, for­di nogen siger vores navn. Idet vi ven­der os rundt for at kon­fron­te­re for­styr­rel­sen, fal­der vi ud af den ver­den, som læs­nin­gen kon­sti­tu­e­re­de for os, uden dog at lan­de i en ny ver­den med det sam­me:

Such moments when you “switch” dimen­sions can be deeply dis­o­ri­en­tat­ing. One moment does not fol­low ano­t­her, as a sequen­ce of spa­ti­al givens that unfolds as moments of time. They are moments in which you lose one per­specti­ve, but the “loss” itself is not emp­ty or wai­ting; it is an object, thi­ck with presence.19Ahmed, Que­er Pheno­meno­lo­gy, 158.

Ahmed beskri­ver dis­se hver­dags­hæn­del­ser for os i al deres mærk­vær­dig­hed. Det er et øje­blik i ingen­mandsland, hvor mulig­he­den for at fin­de nye hol­de­punk­ter fin­des. Vi fore­slår, at man tæn­ker crushet som et sådant øje­blik, hvor vi hører nogen sige vores navn eller mær­ker en hånd på vores skul­der, og hvor vi, idet vi ven­der os for at besva­re det­te, mister ori­en­te­rin­gen og i det­te tab får øje på noget andet.

Ahmed min­der os om, at det vi kan ople­ve som en til­fæl­dig forel­skel­se, der ram­mer os som et lyn fra en klar him­mel, har en histo­rie, at en lang ræk­ke af per­so­ner er gået for­an os og har trå­dt en sti, der har gjort det muligt, at nog­le men­ne­sker frem­for andre frem­står som poten­ti­el­le begær­sob­jek­ter for os. Der er såle­des gået et styk­ke arbej­de ind i et begær­sob­jekts ankomst:

In a way, the work of arri­val is for­got­ten in the very fee­ling that the arri­val is magic. The work invol­ves fol­lowing directions. We arri­ve when we have fol­lowed them pro­per­ly: bad rea­dings just won’t get us there.20Sara Ahmed, Que­er Pheno­meno­lo­gy (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2006), 17.

Ahmed beskri­ver, hvor­dan vores krop­pe gui­des til at gå ad de ret­te sti­er, hvor­dan ver­de­ner kan være straight ind­ret­tet og hvad der sker, når vi fejl­er eller sim­pelt­hen lader være med at føl­ge de ruter, der bli­ver udpe­get for os. Måske kræ­ver det også en slags arbej­de at crus­he på upas­sen­de måder, det vil sige på “de for­ker­te per­so­ner” eller på “de for­ker­te tids­punk­ter”. Det kræ­ver “dår­lig” kort­læs­ning på den ene eller den anden måde at fejle i at føl­ge de anvis­nin­ger, vi bli­ver givet, eller også kræ­ver det, at vi for­sø­ger at ska­be nye kort: Det bety­der, at den slags crus­hing, som vi loka­li­se­rer et poten­ti­a­le i – det vil sige crus­hing, som man ikke bare lige kom­mer sig over eller crus­hing, der ret­ter sig mod de for­ker­te per­so­ner – måske kræ­ver et arbej­de, vi kan kal­de dår­lig læs­ning. Dår­lig læs­ning hand­ler om at und­la­de at føl­ge anvis­nin­ger­ne ordent­ligt i håbet om at fare vild.

Dår­lig læs­ning kan ses som en afart af det, Hal­ber­stam kal­der “the que­er art of fail­u­re”. I sin bog af sam­me navn under­sø­ger han, hvor­dan que­er per­so­ner har for­fi­net, udvik­let og vide­re­ud­vik­let kun­sten at fejle, og han beskri­ver bogens meto­do­lo­gi såle­des: “We will wan­der, impro­vi­se, fall short, and move in circ­les. We will lose our way, our cars, our agen­da, and pos­sibly our minds, but in losing we will find ano­t­her way of making meaning”.21Jack Hal­ber­stam, The Que­er Art of Fail­u­re (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2011), 25. At fejle er såle­des en aflæ­rings­me­to­de, og dår­lig læs­ning kan ses som en stra­te­gi, der kan benyt­tes til sådan en aflæ­ring, der går ud på at tabe, forta­be sig, for­bløf­fes og fare vild for at pro­du­ce­re ver­de­ner, der bed­re kan under­støt­te que­er triv­sel.

Den dår­li­ge læser er en figur, som på en ræk­ke punk­ter min­der om den, der har et crush. Den crus­hen­de er travlt opta­get af at skri­ve crushets navn på sin hånd og kan ikke kon­cen­tre­re sig om, hvad der sker i timen. Både den dår­li­ge læser og den crus­hen­de er klar til at lade sig for­bløf­fe af ting, der ikke var dem til­tænkt. Om for­bløf­fel­sen og hvor­dan den åbner sig mod ver­den skri­ver Ahmed:

the very ori­en­ta­tion of won­der, with its open faces and open bodi­es, invol­ves a reo­ri­en­ta­tion of one’s rela­tion to the world. Won­der keeps bodi­es and spa­ces open to the sur­pri­se of others.22Ahmed, Emo­tion, 183.

Den crus­hen­de er en figur, der, alle­re­de inden crushet ankom­mer, er klar til for­bløf­fel­se, klar til at lade sig for­styr­re og for­vir­re. Den crus­hen­de kig­ger op fra sin bog, idet nogen siger deres navn, men den crus­hen­de kig­ger måske også op, bare nogen går ind ad døren; klar til at få bene­ne slå­et væk under sig af et par sekun­ders aka­vet øjen­kon­takt. At for­stå sig selv som en crus­her er der­med også en måde at gøre sig klar til at miste en ver­den uden at føle sig fat­ti­ge­re.

1. Lauren Ber­lant, The Fema­le Com­plaint: The Unfi­nis­hed Busi­ness of Sen­ti­men­ta­li­ty in Ame­ri­can Cul­tu­re (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2008), 3–4.
2. Lauren Ber­lant, On the Incon­ve­ni­en­ce of Other Peo­ple (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2022).
3. Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 28.
4. Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 28.
5. Richard Siken, “The Torn-Up Road”, i Crush (New Haven: Yale Uni­ver­si­ty Press, 2005), del 3, linje 1–3.
6. Siken, “The Torn-Up Road”, del 1, linje 1.
7. Jack Hal­ber­stam, In a Que­er Time and Pla­ce (New York: New York Uni­ver­si­ty Press, 2005), 1.
8. Siken, “The Torn-Up Road”, del 5, linje 4–6.
9. Siken, “Visib­le World”, linje 5–6.
10. Berlant, Incon­ve­ni­en­ce, 25.
11. Sara Ahmed, The Cul­tu­ral Poli­ti­cs of Emo­tion (Edin­burgh: Edin­burgh Uni­ver­si­ty Press, 2004), 181.
12. Siken, “Visib­le World”, linje 3.
13. Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 86.
14. Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 88–89.
15. Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 89–91.
16. Siken, “Snow and Dir­ty Rain”, linje 95–96.
17. Anne Car­son, Eros, the Bit­ter­swe­et (Prin­ce­ton: Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press, 1986), 41, vores kursivering.
18. Carson, Eros, 43.
19. Ahmed, Que­er Pheno­meno­lo­gy, 158.
20. Sara Ahmed, Que­er Pheno­meno­lo­gy (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2006), 17.
21. Jack Hal­ber­stam, The Que­er Art of Fail­u­re (Dur­ham: Duke Uni­ver­si­ty Press, 2011), 25.
22. Ahmed, Emo­tion, 183.