Du ved ikke, hvordan det skete, men en dag opdager du, at noget har ændret sig: Det, du plejede at interessere dig for, føles pludselig ligegyldigt; du har problemer med at koncentrere dig i timen; du har hang til dagdrømmeri; dine tanker bliver ved med at vende tilbage til et navn, et ansigt, en duft. Alle sange synes at tale til netop dig, og alle dine handlinger gøres nu med én person i tankerne. Du bliver ineffektiv på arbejdet, du glemmer dine aftaler, du snubler og støder ind i ting, du ser dig ikke for i trafikken.
Denne karakteristik kan du sikkert genkende som en beskrivelse af en forelskelse eller et crush. Måske kender du symptomerne fra en eller flere episoder i dit eget liv, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at du har mødt ‘den crushende’ før, i chick flicks, sæbeoperaer, ungdomsmagasiner, musicals eller sågar kanoniske værker som Gustave Flauberts Madame Bovary eller Johann Wolfgang von Goethes Den unge Werthers lidelser.
Vi forstår crushing som en særlig intens og kortlivet afart af forelskelse. Som de ovennævnte eksempler antyder, er crushet desuden en slags forelskelse, der kan have en upassende eller useriøs naivitet knyttet til sig. De crushende er generelt forvist til lavkulturen eller en tragisk død i finkulturen. De fremstilles tit som fjollede skolepiger, der falder i staver over den nye elev i klassen eller som fortabte og forpinte sjæle, der lader deres besættelser knuse hele deres bourgeois liv.
En af grundene til, at vi er glade for ordet crush, er at det også indeholder muligheden for at noget kan skifte form; at crushe er også, bogstaveligt, at knuse. Den amerikanske digter Richard Sikens digtsamling Crush fra 2005 vidner om både de muligheder og de omkostninger, der ligger i det møde med verden, som et crush kan tilbyde. Verdener forsøges knust og omformet, mens kroppe fremstår sårbare og i fare for at blive knust. I Sikens digte ser vi en særlig villighed til at fastholde fortabelsens uvished og derigennem åbne for nye forståelser af, hvad der er virkeligt eller vigtigt. Vi vender os derfor mod Crush’s sorthumoristiske og hjerteskærende digte og dens selvbevidste, nysgerrige og kritiske forhandlinger med crushet som genre.
At se crushet som en genre, betyder for os at se det som en række æstetiske såvel som affektive konventioner, som vi kan gribe ud efter, når vi får fornemmelsen af at falde, idet vi falder for nogen. Vi bruger således genrebegrebet i en udvidet forstand, sådan som den amerikanske affektteoretiker Lauren Berlant beskriver det i The Female Complaint:
In this book, a genre is an aesthetic structure of affective expectation, an institution or formation that absorbs all kinds of small variations or modifications while promising that the persons transacting with it will experience the pleasure of encountering what they expected, with details varying the theme.1Lauren Berlant, The Female Complaint: The Unfinished Business of Sentimentality in American Culture (Durham: Duke University Press, 2008), 3–4.
En genre er i den forstand en form, der er elastisk nok til at kunne indoptage en lang række variationer over det samme tema, mens den samtidigt fungerer som en scene, man kan træde ind i med en vis forventning om, hvad der vil foregå. Det er en struktur, som vi kan genkende, som varsler bestemte måder, vi vil komme til at føle på, og som giver os den nydelse, der ligger i at møde det, man regnede med at møde. Crushing er således et felt fyldt med genrekonventioner, der kan hjælpe os med at bære vores møde med det affektive pres, vi kan mærke, når vi crusher.
Vi crusher begge hyppigt, og har oplevet, hvordan det har gjort nye ting synlige for os og antydet andre veje, og vi har sammen øvet os i at holde sådan nogle veje åbne. Disse oplevelser har sporet os ind på potentialerne ved crushing som en affektiv genre, der kan bruges til at anspore og forstørre et affektivt brud med følelsen af verden som fast og forståelig. I det følgende vil vi undersøge, hvordan crushet kan fungere som en scene for affektive omstruktureringer og brud for at skabe andre verdener. Dermed foreslår vi crushing som et godt sted at gå i gang med at ‘aflære verden’, sådan som Berlant beskriver aflæringsprocesser i bogen On the Inconvenience of Other People.2Lauren Berlant, On the Inconvenience of Other People (Durham: Duke University Press, 2022).
Det er denne teksts udgangspunkt, at de samfund, som vi og Sikens crushere befinder os i, har brug for at blive forandret for bedre at understøtte de liv, de indbefatter. Berlant beskriver hvordan vi, for at kunne ændre verden, også må aflære den måde, vi har lært at forstå den på, fordi vi hele tiden medskaber verden i de møder vi har med andre og andet end os selv.
For at aflære verden må vi også bryde med de affektive tilknytninger, som vi danner til de objekter, vi begærer. Objekter kan ifølge Berlant være personer, institutioner, idéer, ting og sager, som vi forstår os selv i verden med, forstået sådan, at vores tilknytninger til specifikke objekter absorberer noget af den ambivalens, som vi hele tiden møder, fordi vi findes. At bryde med disse tilknytninger er også at aflære en forståelse af verden og dermed også at åbne for den ambivalens og overvældelse, som tilknytningerne skånede os fra. Bruddet kan derfor opleves som et knusende tab af kontinuitet:
You can’t simply lose your object if it’s providing a foundational world infrastructure for you. You can’t decide not to be racist, not to be misogynist, not to be ambivalent about your anchors or fixations. But you can use the contradictions the object prompts to loosen and reconfigure it, exploiting the elasticity of its contradictions, the incoherence of the forces that overdetermine it, that make every object/scene an assemblage that requires an intersectional analysis.3Berlant, Inconvenience, 28.
Berlant lægger vægt på, at vi ikke bare kan skifte et dårligt begærsobjekt ud med et bedre, hvis dette begærsobjekt er grundlæggende for vores oplevelse af kontinuitet og mening i verden. Hvis vi for eksempel føler os forankrede af at stræbe efter et lykkeligt parforhold, kan vi ikke opgive denne stræben fra den ene dag til den anden, selvom den måske ikke bringer os andet end mistrivsel og ulykke. Berlant peger dog på, hvordan vores tilknytninger til objekter altid er forbundet med ambivalens og inkohærens, selvom de også skåner os fra at opleve meget af dette. Det, der ligner et afgrænset objekt, er egentlig en dynamisk samling af relationer. Når vi får øje på dét, kan vi gå i gang med at aflære ‘objektets objekthed’, altså forståelsen af vores objekt som fast og afgrænset.4Berlant, Inconvenience, 28. Ved at forstå objektet anderledes kan vi således forsøge at løsne op for de måder, vi er knyttet til det på.
Denne tekst er en indbydelse til at tænke over, hvordan Sikens Crush arbejder med at føre det usynlige til protokols, og hvordan selvfølgeligheder som morgenlysets afskaffelse af nattens muligheder kan aflæres gennem forbløffelse. Vi begrebsliggør her crushet som noget, der ikke bare ankommer og overmander os, men som også forudsætter et arbejde både af os selv og af dem, der har crushet før os. Til sidst foreslår vi at forstå den crushende som en dårlig læser, som en forbløffelsesparat person, der altid er klar til at blive forstyrret og til at lukke forvirringen ind.
Om at køre i ring
Sikens digt The Torn-Up Road består af fem nummererede dele, der gentager den samme scene, hvor to mænd ruller rundt i vejkanten. Nogle gange virker det mere som en voldshandling, som den ene udfører mod den anden, og andre gange virker det mere som en intimitet, de begge ønsker. Andre gange igen er det en mystisk og poetisk øvelse:
Can you see them there, by the side of the road,
not moving, not wrestling,
making a circle out of the space between the circles?5Richard Siken, “The Torn-Up Road”, i Crush (New Haven: Yale University Press, 2005), del 3, linje 1–3.
Digtets interesse for dette område mellem to cirkler – måske mørket mellem lyskeglerne fra forlygterne på en bil – er en interesse for det, der falder uden for, som sker uden at nogen bemærker det, eller som er usynligt. Den scene, som digtet beskriver gentagne gange, har status som det, der findes mellem det egentlige eller vigtige. Derfor indledes digtet: “There is no way to make this story interesting”,6Siken, “The Torn-Up Road”, del 1, linje 1. en udtalelse der kan minde om den måde, hvorpå crushing er blevet forstået som noget man skal komme videre fra, for at nå til det, der er af egentlig betydning.
At bruge sin tid på noget så ubetydeligt som et crush, kan også være en måde at skabe en queer tidslighed på, som Jack Halberstam beskriver den:
Queer uses of time and space develop, at least in part, in opposition to the institutions of family, heterosexuality, and reproduction… If we try to think about queerness as an outcome of strange temporalities, imaginative life schedules, and eccentric economic practices, we detach queerness from sexual identity and come closer to understanding Foucault’s comment in “Friendship as a Way of Life” that “homosexuality threatens people as a ‘way of life’ rather than as a way of having sex” […].7Jack Halberstam, In a Queer Time and Place (New York: New York University Press, 2005), 1.
Således kan crushet fremstå useriøst og til tider direkte farligt, idet den crushende bruger sin tid på excentriske, fjollede og uproportionelle måder, hvorfor den voksne, der crusher, kan synes at hænge fast i teenagealderens useriøse dagdrømmerier. Alt dette tager tid og effektivitet fra det, som denne logik har fastsat som livets egentlige formål: at tage en uddannelse, blive gift, få et arbejde, få børn og leve et komfortabelt og langt liv.
Sikens digtes besættelsesagtige kredsen om et lille øjeblik kan i denne forstand læses som en måde at afbryde, kortslutte og forstyrre naturliggørelsen af en middelklassefornuftig og reproduktiv tidsorden på, en “straight” tidsorden, hvori natten ikke skal bruges på seksuelle eskapader men på at sove, så man kan være udhvilet, når børnene igen skal sendes i skole og man selv skal på arbejde. I femte og sidste del af The Torn-Up Road beskrives det, man kan læse som en kamp med et temporalt regime, således:
There, on the ground, slipping through the minutes,
trying to notch them. Like taking the same picture over and over, the spaces
in between sealed up –8Siken, “The Torn-Up Road”, del 5, linje 4–6.
“To notch” kan betyde at markere ved at lave et hak eller indsnit i noget. Hvis man ikke kan få tiden til at stå stille, kan man måske alligevel skære en lille fordybning i den, og det kan man måske gøre igennem gentagelsen. Det er ligesom at tage det samme billede igen og igen, hvilket nu viser sig at være dette digts strategi: at tage fem fotografier af den samme scene og dermed, i afstanden mellem de fem fotografier, de fem strofer, at fremstille pausen, det forseglede øjeblik mellem øjeblikkene eller minutterne. The Torn-Up Road fremstiller det, der ofte udelades eller spoles hurtigt henover i normative tidslogikker, hvor teenagealderens ufornuft og drømmerier er noget, man skal skynde sig at komme sig over. I stedet lader digtet pladen køre i samme rille.
Om at aflære verdens selvfølgelighed
Anden del af Sikens digtsamling starter ved morgengry. Digtet Visible World beskriver på sine 14 linjer ankomsten af sollys i et soveværelse. Dagslyset gør sit indtog smertefuldt og voldeligt:
the bedroom gone white, the astronomical light
pummeling you in a stream of fists.9Siken, “Visible World”, linje 5–6.
Det lys, som morgenen bringer, gør en bestemt verden synlig og udsletter med vold de to mænds natteverden. Den straight tidsorden erfares som en naturkraft og gør det tydeligt, hvilken modstand Sikens crushere møder i deres crushing. De strukturer, der gør deres trivsel mindre mulig, er internaliserede og naturaliserede som en tidsfornemmelse eller som at blive vækket af sollyset.
Når hverdagens mistrivsel her billedliggøres af det astronomiske lys, en fysisk lovmæssighed, kan queer mistrivsel synes umulig at undgå, men digtets måde at dvæle undrende ved morgenens ankomst på tilbyder også en måde at begynde at aflære mistrivslens uundgåelighed på. At få øje på det kontradiktoriske og usammenhængende ved de måder, vi forstår vores objekter på, er en forudsætning for det, Berlant beskriver som at aflære disse objekters objekthed. Som de skriver:
Objectness is only a semblance, a seeming, a projection effect of interest in a thing we are trying to stabilize.10Berlant, Inconvenience, 25.
At aflære sig et objekts objekthed er således at destabilisere de betydninger og forventninger, vi har forbundet til det og dermed at åbne for en genforhandling af, hvordan objektet stabiliserer os i verden. Dette er ikke et spørgsmål om at glemme, men snarere om at vænne sig af med visse måder at reagere på i mødet med verden. Vores sociale impulser og reaktioner reflekterer de genrer, som vi har lært at forstå verden igennem, og de objekter vi holder sådan en verden fast med. Den strukturelle vold, vi har lært at se som en del af denne verden, reproducerer vi, idet vi bliver ved med at reagere sådan som vi har lært. At stoppe med at reproducere den gennem aflæring er ikke det samme som at eliminere den, men det er, ifølge Berlant, en central og nødvendig måde at forstyrre sociale strukturers tilsyneladende fasthed på.
Når vi aflærer, ryster vi jorden, vi står på. Når vi forsøger at trække i omridset af et begærsobjekt, eller omrokere vores følelsesmæssige forbindelser til det, destabiliserer vi os selv i en grad, der ikke er nem at bære. Crushet er en genre, der møder os, når vi føler os destabiliserede og rystede af en forelskelse. Det er en genre, der møder det enestående med sine genretræk, sine symptomer, sine plots, og også en genre hvis konventioner, forbindelser og objekter har brug for en rekonfigurering. Men crushets net af genrekonventioner, der griber os, idet vi mærker os selv falde, gør sig, for os at se, godt som en scene for gentænkninger, genforhandlinger og ‑stabiliseringer. Crushet er en genre, der har konventionaliseret forvirring og fortabthed, og hvor vi dermed måske kan bære lidt mere destabilisering end vi ellers er vant til.
Den måde, Berlant beskriver aflæring på, kan minde om måden hvorpå den britisk- australske affektteoretiker Sara Ahmed beskæftiger sig med wonder, forbløffelse, der en væsentlig del af Ahmeds feministiske praksis:
It is through wonder that pain and anger come to life, as wonder allows us to realise that what hurts, and what causes pain, and what we feel is wrong, is not necessary, and can be unmade as well as made.11Sara Ahmed, The Cultural Politics of Emotion (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2004), 181.
Når hverdagen slår os med sine indøvede uretfærdigheder, lader denne slåethed, denne forbløffelse, os se, at det ikke behøvede at være sådan. På tilsvarende vis får den forbløffelse, som den talende i Visible World giver udtryk for, når morgenen kommer bag på ham, smerten og verden til at træde frem på ny:
The dawn was breaking the bones of your heart like twigs.12Siken, “Visible World”, linje 3.
Her, som i det andet eksempel, hvor lyset har knytnæver, udpeger digtet en forbindelse mellem vold og dagens begyndelse, og igen fortæller det os noget om, hvordan en voldelig struktur er inkorporeret i kroppe og dage som naturaliserede forekomster. Omvendt er dette billedsprog også en måde at underliggøre, og at forbløffes over, det, som vi ellers normalt opfatter som en selvfølgelighed. Morgengryet ankommer hver dag, men når det kan knuse et hjertes knogler, bliver morgengryet forbløffende på ny. Og måske lader dette os tænke, at der kunne findes en verden, hvor morgengryet ikke var hjerteknusende. Morgenlysets afskaffelse af det, der var muligt om natten, føles ikke længere selvfølgeligt, og dermed er dagens objekthed i gang med at blive aflært.
Og måske findes denne anden verden også i Crush. I digtsamlingens sidste digt, Snow and Dirty Rain, transporteres man tilbage til et rum fyldt med lys. Dette rum omtales som “the gold room”.13Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 86. Et du siger: “tell me about your books, your visions made / of flesh and light”,14Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 88–89. hvortil der svares:
This is the Moon. This is
the Sun. Let me name the stars for you. Let me take you
there.15Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 89–91.
Dette scenarie beskrives i digtet som en drøm, den talende har haft om duet. I denne drøm er alle de astronomiske lyskilder, månen, solen og stjernerne, ikke så definerede at de ikke kan omdefineres; de vises frem som var de nyheder og de gives nye navne, der kun er for duet. Jegets bøger er her visioner af hud og lys, hvilket vidner om, hvordan kroppene i den bog vi læser i – Crush - konstant må forholde sig til lys i form af deres egen synlighed og deres evner til selv at kunne se det, der endnu ikke er der.
I Snow and Dirty Rain bliver lyskilderne ikke alene introduceret på ny. Jeget fremsætter også et løfte om, at man kan blive taget hen til dem. Dette kan også være et løfte om at kunne bebo den synlige verden, som tidligere syntes umulig at opholde sig i. Således bliver drømmen om duet også drømmen om at blive synlig i en ny forstand; at føle sig mulig på nye måder, idet man giver universet et andet navn, der passer bedre til den person, man vil genskabe det for.
Denne overvældelse af muligheder synes dog at fremkalde en form for skyld hos jeget. Med linjen “I am singing now while Rome / burns”16Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 95–96. gør han sig selv til en form for kejser Nero-figur, beruset af musik mens resten af folket brænder. Måske fordi man, i en verden med dårlige betingelser for queer liv, nemt kan forstå den personlige, affektive frigørelse som en venden sig væk fra en strukturel virkelighed til fordel for individuelt velbehag.
Således kan Sikens jeg lade sig fortabe i en individuel queer mulighedsverden og føle sig som Nero over for Roms brændende borgere, der ikke eksisterer i denne verden og sikkert ikke får muligheden. Dog kan vi med hjælp fra Berlant pege på vigtigheden af sådan en fortabelse i mulighedsverdener som disse. Den er en mulighed for at aflære sig den verden, hvor det ikke var muligt. Måske er den talende i Visible World netop i stand til at lade lyset komme bag på sig, fordi han om morgenen lige har været i en anden verden – nattens verden – som aldrig er konstant, men hvori han kan finde en forbløffelse, som han kan tage med sig ind i dagen for at synliggøre det, der er usynligt i lyset.
Det, at den talende bliver slået af dagslysets ankomst (både i bogstavelig forstand og i overført betydning), er det første skridt på vejen til at se dagslysets forbindelse til forfladigelse, vold og udslettelse som noget underligt, forundrende og som noget, der kunne være på en anden måde. Lysets voldelighed peger både på, hvordan historisk kontingente forhold kan fremstå fuldstændigt naturlige og selvfølgelige, men den kan omvendt også læses som en mærkværdiggørelse af det naturlige. Når morgengryet kan knække et hjertes knogler som kviste, lader det os se morgengryet, som så vi det for første gang – som noget ekstraordinært.
De knusende metaforer hos Siken vidner om den trussel, der hele tiden ligger i at lade sig forføre og desorientere. At lede efter potentialerne i dette er et arbejde, der kræver en allerede eksisterende tillid til mødet med det usikre, en tillid, der lader til at være svær at holde intakt for Sikens crushere. Men selvom volden hverken kan ignoreres eller bagatelliseres hos Siken, kan man dog heller ikke se bort fra forsøgene på at lade sig forstyrre. De øjeblikke, hvor noget lykkes, er fyldt med løfter om andre verdener. Disse verdener er ikke uden vold, men de er tegn på, at noget kunne være anderledes, og det er denne mulighed, som de crushende forsøger at forstørre.
Om dårlige læsere
Hos de oldgræske digtere, hvis kærlighedsdigte den canadiske filolog Anne Carson beskæftiger sig med i Eros, the Bittersweet, forbindes forelskelsen, eller egentlig det, de kaldte “eros”, med destruktion og pulverisering. Carson opremser en række voldsmetaforer:
Alongside melting we might cite metaphors of piercing, crushing, bridling, roasting, stinging, biting, grating, cropping, poisoning, singeing and grinding to a powder, all of which are used of eros by the poets, giving a cumulative impression of intense concern for the integrity and control of one’s own body.17Anne Carson, Eros, the Bittersweet (Princeton: Princeton University Press, 1986), 41, vores kursivering.
Ankomsten af et erotisk begær beskrives således af disse digtere som et angreb på kroppen. Carson foreslår den tese, at det græske alfabets opfindelse, og derefter læsningens udbredelse, har påvirket digternes oplevelse af begærets ankomst som noget, der er farligt for kroppen. Hvor man i en mundtlig kultur vil prioritere lytten og løbende mundtlig kommunikation med sine omgivelser, foretrækker man i en skriftkultur stilhed og afstand til forstyrrende indtryk fra omgivelserne for at kunne koncentrere sig om at læse. Det er dette skift, foreslår Carson, der får digterne i den unge oldgræske skriftkultur til at beskrive mødet med eros som knusende.18Carson, Eros, 43. Måske indvarsler læsning begyndelsen på den måde, vi forstår os selv som individer på i Vesten i dag. I hvert fald bruger Ahmed også læsningen og dens afbrydelse som eksempel, når hun skal illustrere, hvordan desorienterende øjeblikke opstår i hverdagen og hvilket potentiale, der følger med disse.
Ahmed sætter scenen således: Vi kender alle det at være optaget af noget foran os på bordet, en bog for eksempel, og så pludselig at blive forstyrret, fordi nogen siger vores navn. Idet vi vender os rundt for at konfrontere forstyrrelsen, falder vi ud af den verden, som læsningen konstituerede for os, uden dog at lande i en ny verden med det samme:
Such moments when you “switch” dimensions can be deeply disorientating. One moment does not follow another, as a sequence of spatial givens that unfolds as moments of time. They are moments in which you lose one perspective, but the “loss” itself is not empty or waiting; it is an object, thick with presence.19Ahmed, Queer Phenomenology, 158.
Ahmed beskriver disse hverdagshændelser for os i al deres mærkværdighed. Det er et øjeblik i ingenmandsland, hvor muligheden for at finde nye holdepunkter findes. Vi foreslår, at man tænker crushet som et sådant øjeblik, hvor vi hører nogen sige vores navn eller mærker en hånd på vores skulder, og hvor vi, idet vi vender os for at besvare dette, mister orienteringen og i dette tab får øje på noget andet.
Ahmed minder os om, at det vi kan opleve som en tilfældig forelskelse, der rammer os som et lyn fra en klar himmel, har en historie, at en lang række af personer er gået foran os og har trådt en sti, der har gjort det muligt, at nogle mennesker fremfor andre fremstår som potentielle begærsobjekter for os. Der er således gået et stykke arbejde ind i et begærsobjekts ankomst:
In a way, the work of arrival is forgotten in the very feeling that the arrival is magic. The work involves following directions. We arrive when we have followed them properly: bad readings just won’t get us there.20Sara Ahmed, Queer Phenomenology (Durham: Duke University Press, 2006), 17.
Ahmed beskriver, hvordan vores kroppe guides til at gå ad de rette stier, hvordan verdener kan være straight indrettet og hvad der sker, når vi fejler eller simpelthen lader være med at følge de ruter, der bliver udpeget for os. Måske kræver det også en slags arbejde at crushe på upassende måder, det vil sige på “de forkerte personer” eller på “de forkerte tidspunkter”. Det kræver “dårlig” kortlæsning på den ene eller den anden måde at fejle i at følge de anvisninger, vi bliver givet, eller også kræver det, at vi forsøger at skabe nye kort: Det betyder, at den slags crushing, som vi lokaliserer et potentiale i – det vil sige crushing, som man ikke bare lige kommer sig over eller crushing, der retter sig mod de forkerte personer – måske kræver et arbejde, vi kan kalde dårlig læsning. Dårlig læsning handler om at undlade at følge anvisningerne ordentligt i håbet om at fare vild.
Dårlig læsning kan ses som en afart af det, Halberstam kalder “the queer art of failure”. I sin bog af samme navn undersøger han, hvordan queer personer har forfinet, udviklet og videreudviklet kunsten at fejle, og han beskriver bogens metodologi således: “We will wander, improvise, fall short, and move in circles. We will lose our way, our cars, our agenda, and possibly our minds, but in losing we will find another way of making meaning”.21Jack Halberstam, The Queer Art of Failure (Durham: Duke University Press, 2011), 25. At fejle er således en aflæringsmetode, og dårlig læsning kan ses som en strategi, der kan benyttes til sådan en aflæring, der går ud på at tabe, fortabe sig, forbløffes og fare vild for at producere verdener, der bedre kan understøtte queer trivsel.
Den dårlige læser er en figur, som på en række punkter minder om den, der har et crush. Den crushende er travlt optaget af at skrive crushets navn på sin hånd og kan ikke koncentrere sig om, hvad der sker i timen. Både den dårlige læser og den crushende er klar til at lade sig forbløffe af ting, der ikke var dem tiltænkt. Om forbløffelsen og hvordan den åbner sig mod verden skriver Ahmed:
the very orientation of wonder, with its open faces and open bodies, involves a reorientation of one’s relation to the world. Wonder keeps bodies and spaces open to the surprise of others.22Ahmed, Emotion, 183.
Den crushende er en figur, der, allerede inden crushet ankommer, er klar til forbløffelse, klar til at lade sig forstyrre og forvirre. Den crushende kigger op fra sin bog, idet nogen siger deres navn, men den crushende kigger måske også op, bare nogen går ind ad døren; klar til at få benene slået væk under sig af et par sekunders akavet øjenkontakt. At forstå sig selv som en crusher er dermed også en måde at gøre sig klar til at miste en verden uden at føle sig fattigere.
| 1. | Lauren Berlant, The Female Complaint: The Unfinished Business of Sentimentality in American Culture (Durham: Duke University Press, 2008), 3–4. |
| 2. | Lauren Berlant, On the Inconvenience of Other People (Durham: Duke University Press, 2022). |
| 3. | Berlant, Inconvenience, 28. |
| 4. | Berlant, Inconvenience, 28. |
| 5. | Richard Siken, “The Torn-Up Road”, i Crush (New Haven: Yale University Press, 2005), del 3, linje 1–3. |
| 6. | Siken, “The Torn-Up Road”, del 1, linje 1. |
| 7. | Jack Halberstam, In a Queer Time and Place (New York: New York University Press, 2005), 1. |
| 8. | Siken, “The Torn-Up Road”, del 5, linje 4–6. |
| 9. | Siken, “Visible World”, linje 5–6. |
| 10. | Berlant, Inconvenience, 25. |
| 11. | Sara Ahmed, The Cultural Politics of Emotion (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2004), 181. |
| 12. | Siken, “Visible World”, linje 3. |
| 13. | Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 86. |
| 14. | Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 88–89. |
| 15. | Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 89–91. |
| 16. | Siken, “Snow and Dirty Rain”, linje 95–96. |
| 17. | Anne Carson, Eros, the Bittersweet (Princeton: Princeton University Press, 1986), 41, vores kursivering. |
| 18. | Carson, Eros, 43. |
| 19. | Ahmed, Queer Phenomenology, 158. |
| 20. | Sara Ahmed, Queer Phenomenology (Durham: Duke University Press, 2006), 17. |
| 21. | Jack Halberstam, The Queer Art of Failure (Durham: Duke University Press, 2011), 25. |
| 22. | Ahmed, Emotion, 183. |